automatskrift 1

Åh, morgen! Så vågner jeg, vred. Vred som en abekat, der er lukket inde i et bur, en vrede jeg holder fast på, den må ikke forsvinde nu… Jeg skal have skrevet det ned, hurtigt, som automatskrift. Jeg ser Yoko for mig. Hun står og skriger, råber, uden ord, ubehjælpsomt, umusikalsk, kanon højt, jamrende kvindelyde, lyder som en abekat, et barn der råber på sin mor, hun råber ud i verden, fordi hun har noget hun vil have alle skal høre. Hun er et fredsmenneske, det siver igennem hende, som vand siver igennem en vandkande – hendes kunst, hendes dræbte mand, dengang, der var stærke progressive kræfter i verden, der virkede, ellers havde de vel ikke dræbt Lennon med jordbærmarkerne. Jeg tænker på Marina Abramovic og ser hende gå gennem mure, hun fik folk til at græde, 750.000 personer stod i kø og skulle græde foran kunstmuseet MoMA i New York, fordi hun er kunstner der sætter alt på spil, sig selv, med en enorm fysisk og psykisk energi, udsat for at blive dræbt af galninge under hendes performances hvor hun ustandselig påfører sig selv smerte… hun råber i verden … hvad er det hun vil… hun vil have folk til at forene sig imod dumhed, vanvid, grådighed, krig og ødelæggelse … det er det eneste det handler om… Hvor er de progressive kræfter? Hvor er kunstnerne der rykker? Vi er døde og handlingslammede…. Jeg bliver rasende når jeg finder mig selv hjernedød endnu engang foran et hjernedødt tv program – nu hedder det Makulator med en kvinde som frontfigur, nu er det ikke (hvad fanden hed det program) + minus 1, med ham der…? Nu skal kvinderne på banen …. Mændene kunne ikke klare det alene, nu må vi have kvinderne frem i 1. geled…Kvinderne kan det samme, sige det samme, handle på samme måde, skyde med samme åndssvage kraft på fjenden. Være direktører og bankfolk på samme måde. Hold kæft, at se hende forsvarsministeren snakke med papegøjemunden og de fastlåste stirrende øjne, rable de samme meningsløsheder af på de samme meningsløse spørgsmål fra Tine Gøtze om verdens tilstand og hvad lille Danmarks opgave er ude i verden. Jeg river mig selv i håret. Hvad skal jeg gøre. Hvordan skal jeg råbe?? Nu skal jeg være progressiv inde i Danskforfatterforening.dk og være med i noget med versionering styret af en dramatiker. Jeg har en digtsamling, der kunne blive til noget helt andet – et andet udtryk med teater, dans, børn og glade galninge – jeg har en idé…. Jeg råber om det samme som Yoko – der er ikke andet at råbe op om!  Det er nu vi skal fatte det! Jeg burde vise mine bryster, rive og flå i dem for åbent tæppe, skrige, fordi ingen elsker mig, jeg er ikke i vælten mere og verden er ved at smuldre. De er stadig fyldte meloner. Hvad er problemet? Problemet er at de ikke er, hvad de naturligt burde være, nedfaldsfrugter, fordi min datter aldrig ammede… Jeg burde for åbent tæppe skære i dem så blodet flød og mælken, jeg tør ikke. Jeg er en ødelagt kvinde, ødelagt i min moderlighed – I kan selv læse om tabet i min bog “Magi i Luften”. Jeg klarede den bedre end de fleste.  Jeg fik ikke vist kærligheden nok til hende… der kom noget i vejen, noget i verden der gør så ondt, at nogle voksne sidder og pisker deres rygge til blods, mens de sender børnene væk, så de ikke kan se smerten. Børn er svarene på hvad vi skal gøre … der er for mange børn og unge der prøver at skære smerten væk, de klarer den ikke … der er kun skrankepaver tilbage til at tage sig af den omvendte kærlighed, hadet og angsten i verden.  Hvad gør jeg med det her? Skal jeg vente med at læse det op i Karens Minde fordi det ligner et opråb? Eller skal jeg bare fyre det af på fjæset? Det er jo lige meget. Jeg fyrer det af.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.