Bakke, bjerg, himmel

Montségur ligger på en usikker højde af 1.200 m i det sydlige Frankrig i den ”mørke” region Languedoc.  Montségur betyder ”sikker bakke”. Det er en befæstning, der var centrum for katharerne engang i 1233, indtil inkvisitionen myrdede pacifisterne, der ikke ville give deres tro fra sig, og det endte på engen foran slottet. Vores lille gruppe dansede en dans til minde om massakren, hvor 200 syngende mænd, kvinder og børn frivilligt gik ind i flammerne. Jeg var i det 13. århundredes hellige gralshistorie om Percival, og mit hjerte var modtageligt og åbent.

Bjerget med borgruinen og Tidens port, kunne nås med en sti 170 meter over vejen. Dette var blot et øjeblik af fortid, nutid og fremtid i et. Det var evighedens øjeblik, og man havde intet andet at foretage sig, end at mærke et ja i sit bryst.

Hvor Montségur var ”søster-bjerget” med direkte udsigt til Château de Roguefixade, der var et maskulint bjerg, og tidligere havde tilhørt et Broderskab, var stemningen stadig at være tilstede, uden forventninger, og uden at dømme. Der var mange små stier, terrænet var stejlt, og det var langt vanskeligere at finde vejen til toppen.

Jeg fornemmede en særlig udfordring ligge foran mig. Afgrunden åbnede sig under mig, og jeg vidste at jeg blev testet. Kunne jeg gå over den lille afsats der førte til broen over mig? Var jeg selv den sti der førte hen over stenene og udglattede sårene? Kunne jeg træde ind i himlen og være helt uden angst?

Jeg fandt i stedet mig selv alene tilbage på afsatsen, mens de andre fortsatte opstigningen, og besejrede bjerget. Men mit hjerte havde åbnet sig og jeg var ikke helt alene. Der sad en mand for sig selv et stykke derfra og betragtede mig. Tiden var igen forsvundet, og jeg gik hen mod ham næsten mekanisk og uden tanker. Jeg spurgte, om han ville lægge sin arm om min skulder. ”Kom og sæt dig her”, sagde han. Jeg satte mig ved hans side og han lagde sin arm om min skulder og sin hånd på min hånd. Jeg vendte forsigtigt mit hoved ind mod hans og vi sad en stund, uden at føle trang til at sige noget. De usagte ord har aldrig forladt mig.

Anne-Margrethe kom ned for at hente mig – om jeg ville følge med hende tilbage igennem skakten til indgangen? Hun tog min hånd, og jeg gik efter hende, og sammen gik vi ind i ruinen.

Senere gik jeg ned af bjerget, som en anderledes, lidt gladere udgave af mig selv.

©monalarsen