Aesculus hippocastanum.

Træet, der står så alene bag ved huset, er vist bare en hestekastanje. Nå, bare? De skal samles op, ikke spises.

En kastanje i hånden, glat og fyldig. En følelse af glæde, man kan regne med. Det ender altid med fyldte lommer med kastanjer, også selvom barnet er fløjet.

Jeg er selv en kastanje, knapt så hård og glat, men stadig fyldt. Et støvfang på et kistelåg flagrende i vinden og snarligt udskiftet mellem to forskudte planer. En frugt der forlader sit træ og bær sig frem igen og igen, som blæsten rusker og former fremtiden.

Gennemskuet træ
ære være frugterne
i faldne blade

 

English version

The tree that stands so alone behind the house, shown just a horse chestnut. Well, they must be collected, not eaten.

A chestnut in the hand, smooth and full-bodied. A sense of joy to count on. It always ends up with pockets stuffed with chestnuts, although the baby is flown.

I myself am a chestnut, not quite as hard and smooth but still filled. A pistil on a coffin lid, fluttering in the wind and soon replaced between two split-levels. A fruit leaving its tree and carrie itself forward again and again, as the wind shakes and shapes the future.

Transparent tree
Glory to the fruits
of fallen leaves

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *