logisk 1 & 2

1.

midt i våbenkaos
flyder naturen over
katastrofe tider
stiller store
kvantumsbegreber

op for mennesker

vises vi vor sande plads
mellem grundstoffer
planter og dyr?

verdens vægtigste ambition
skjuler sig i magt og profit
fører til forskelsbehandling

medlidenhedsbaronerne
deler nødhjælp ud
laver fredsaftaler

skaber nutidsslaver
mens der sørges
over det ene bidrages der
til nød andetsteds

2.

et antal
adskiller sig selvklart
fra andre antal
knyttes til kvantumsbegreb

kvantum har vægt
af størrelse og intensiv
fornemmelse af tyngde
som en følelse i maven

jeg løfter en kvantitativ tyngde
af uendelighedsfornemmelser
når du adskiller mig fra dig
eksempelvis i en diskussion om
hjælpeaktioner

morgendagens manifest

 

Vi er liv der vil leve, omgivet af liv der vil leves.
Jeg ser det i det lille barns øjne, som jeg så det i min mors øjne
efter at hun havde overlevet en alvorlig livskrise
dengang jeg selv var barn.

Det var forståelsens lys
der strålede som en flamme.
Som om intet mørke i virkeligheden findes
men kun skygger af et begrænset menneskesyn.

Det er altså endnu ikke håbløst.
Men tiden kræver, at vi tænker over
hvordan verden skal se ud i morgen
når vi ikke selv er her mere.

Vil vi bygge flere mure, eller vil vi rive dem ned?
Vil vi fælde den sidste hval? Vil vi fælde det sidste træ?
Vil vi trykke på den røde knap?

I dette øjeblik manifesterer jeg livet
ud fra loven om tiltrækning
som lyset tiltrækker lys.
Og da vi har fået tankens kraft
og eftersom tanken skaber, kan vi blive det
vi tænker og hæfter os ved.

Vi er til for livet og for hinanden, nu og i morgen.

 

Mona Larsen
19.01.2018

til minde om Laurent “Saxi” Georges

Mr Le Baron
12.08.2008

der er ingen
il n’y en la pas
du går bare der med dine tynde ben
sammen med fuglene
du ligner en frø
din basklarinet
ligger ude i søen
du har vandet
Mr Le Baron
og en magisk historie
i fipskægget
den spidse næse som en bro
under de plirrende øjne
du er sød Mr Le Baron
du sveder
der er ingen
skjorten er jo ikke sig selv mere
og din hårkrans
du spiller så jeg tror
den blinde mand får synet igen
og den døve
din gule krave sol omkring halsen
min blå kjole
Mr Le Baron
d’ici magnifique
du har jo søen og karpen
og mig

Dug på græsset
26.09.2008

Jeg plukker en lille buket fra din have
vandet i søen står stille inde ved bredden
cedertræerne omkring bålpladsen
beboelsesvognen der garanteret er kold om vinteren
toiletvognen du har gjort ren fordi jeg skulle komme
jeg tænker på min far der kørte dødsdrom
og var stærk mand i et omrejsende cirkus
du vil mig det godt Mr Le Baron
du serverer mint drinks
og fortæller hvor vigtigt det er
ikke at have noget i lommerne
når man hænger i en stålwire
med hovedet nedad og spiller klarinet
hen over tusinde mennesker på en plads i en by
jeg tænker på arbejdsløshedsmure
og mænd der hænger op ad dem
arbejdsmandsbukser der er brede hen over røven
med næver begravet dybt i lommerne
bare overarme og smøg i flaben Jean Genet’sk
det kunne være 1950 og det kunne være
fordi du er franskmand og overhovedet ikke en skid
Jean Genet’sk når du render rundt og steger kylling fra Netto
og selv ligner en
du sover garanteret over dig selvom du skal nå toget
du er sød Mr Le Baron

Transmission
09.10.2008

Is på søen
snart pumpen, Saxi
de hvide lyde danser
nejer
de hvide lyde på søen
i dine bekymrede øjne
de hvide lyde
på kørebanen
hvor hun danser
nejer
breder sine fingre ud
i stjerneformationer
alle pirouetterne
der renser for miner
vrøvler med fingrene
flytter møbler rundt
udreder démence

pas på hende, Saxi
dine bekymrede øjne
der breder sig
ryd de hvide lyde, Saxi
délicatement
du griner
pirouetterne
nogen går derfra
men du foretrækker
at de bliver som du siger
uden at være
ligegyldige

 

 

 

 

 

Sandhedstimen

 

Sandhedstimen er kommet.

Halvmåne bag en sky, at det er sådan.

Det trofaste tidevands brølende månefaser.

Lungerne skal genplantes for godkendte værdiers endeløse jubel og krammere i magtens korridorer.

Sandsynlige problemers sandsynlige løsninger ud af det blå.

Hungeren i almindelighed og fossil energi skal slukkes meget snart under to grader, så skulle den være hjemme.

Jordaksens slingren finder altid sted uanset snakken om drivhuseffekt.

Så meget om Solens og Månens tiltrækningskraft.

Der er brugerkrav med hjælp til de undertrykte, mindstemålet skal ikke skade nogen.

Dage uden psykoser ser vi meget gerne.

Der skal ikke mere være udebleven menstruationsblod, men vi kan ikke have flere uperfekte børn med moderens kaldenavn Sorg.

Hvorfor ikke tale om, at der ikke er belæg for flere opspundne fjendebilleder, kloden tipper vel af sig selv som en snurretop, når polerne vandrer omkring?

Alt hvad jeg kan gøre er at tygge på det.

Her skulle have stået ”Fake news”.

Men det føltes meningsløst under månens evige vaklen frem og tilbage frem og tilbage med stjernernes rykagtige bevægelser hen over bjerge af kranieknogler og undergrundens silende blodpøl.

Gråden dernede suger alting ind i en slags størknet korrektur.

Vi affinder os stumme.

Stammer ”trust me” til den ene og til den anden, det skal bare ordnes.

Vi skal bare have det ordnet, vi har fået nok.

Alt hvad det kan trække puttes ind i maskineriet.

Vi gør det for alles skyld.

Vi gør det for fællesskabets skyld.

Det gentages som liggesår uden aflastningsmadras, mens natten vrider regnen af træernes sorte grene, og saften standser i roden.

Det er hvad jeg kan forvente mig, når jeg snubler over rådne træstubbe, midt i en opdatering.

Som tak for dengang jeg kastede dem mit had, der blev gennemtygget af myggelarver, mens sorgen over at hade, blev kastet til universets stjernestøv i mine bønner.

Det var bare det jeg ville sige, mens kloden kryber forbandet.

Fred og sov godt.

 

 

 

 

Det ene kan være lige så godt som det andet

Det ene kan være lige så godt som det andet.

Vi er jo frie.
En fri masse.
Fri fra forskelle.

En masse ansigter, hvor underlagets ground zero skinner igennem.

Historien om sandt eller falskt flyder rundt som løse brokker.
Tilfældigheder er blevet til Gud.
Det ene kan være lige så godt som det andet.
At stå på skuldrene af noget gammelt, som noget nyt og føle tiden, som den længe har været følt.
Lyden af godsvogne der slæber skinnerne foran sig med mælkepulver og overførselsbilag.

Jeg står på skuldrene af noget gammelt.
(Har jo lige sagt det).
Husk der er fri tale.
“Gå med og skab Verden på ny” !

Nu agter jeg at gøre noget andet end jeg plejer.
Noget nyt.
Men ikke for at fikse noget der udelukker den naturlige åbenhed indtil de grundlæggende sår i hjerterummets identitetsproces.
Det kan opleves som en sidste krampetrækning, inden der gives slip over for de store multifarvede buketter.
Tomrummet udfoldes i hele kosmos fyldt med intention, med andre ord, når hele Verden er mangel og overflod.
Uanset om man ejer en krone eller en million, som Jesus siger, er rigdom det samme flow som det man flyder rundt i sammen med kaffegrums.
Gennemtræk og flow tiltrækker energi.
At turde mødes helt i kærlighedsrum.

Så lad os gå i gang med eksperimentet.

Relationsalkymien.

Vi starter i det små med petriskåle.
Alle skal kunne se væskens farve.
Tilsætningen af stivelse og syre giver den klare farve.
Der skal noget af det røde jodopløsning til.
Kun begrænsede mængder af jod.
Der skal være syre nok til at neutralisere basen og rigeligt med stivelse.
Det røde skal ligesom bølge ind i det sorte og hvide.

Det hvide som tystheden der ikke er død.
Det sorte som et udslukt bål.
Det rødes mønje og kraplak som en fanfare der tænder menneskers hud.
Nu er vi hverken varme eller kolde.

Så kom vi så langt, du og jeg!
Nu skal vi bare lære at tale sammen.
Med åbent sind.
Vi må have noget fælles samhørighed og starte byggeprojektet igen, uden at Han bliver fortørnet endnu engang.
Vi nikker og klapper.

Tilbage fra i morgen

 

Prolog.

Der er mange afgørende øjeblikke i livet. Ethvert valg kan blive afgørende for, hvordan det derefter former sig. Men hvem siger, det ville være anderledes, hvis vi ikke foretog os disse valg? ”Tilbage fra i morgen” er en rejse med tanker og forestillinger om livet før og efter dette øjeblik. Det afgørende øjeblik hvor noget, der ikke ville gå os forbi, får lov at passere. Muligvis kærligheden glemt under selvoptagetheden, ensomheden?

Forestillinger, man kan have om den slags, er på en måde belastende og skaber den ”psykiske tid”, der rummer selve lidelsen. Og det er egentlig den historie der er den vigtigste at fortælle. Hvad skal vi med al den selvskabte lidelse?

 

Ekkoet antydede det tomme rum ved pausens rungende stilhed

blodets totale forvirring
et sug gik igennem hjernemassen i den brøkdel af et sekund

fra den hule lyd i faldet til det hele startede forfra
konsekvenserne ved faldet var en slags usikkerhed om hvad det hele var værd
kun slimhinderne påvirkedes da kroppen fik et stød og huskede

at den frembringer smaskelyde når den elsker.

 

Fornemmelsen af død var kortvarig

skinnebenet gjorde ondt da jeg humpede rundt på hårdt sammenpresset sand
og kæften var tørret ud
skyen fra mit støv sænkede sig omkring strubens nedslidte sange om kærlighed
jeg heller intet anede om.

 

Noget fører mig altid derhen hvor jeg står blottet med roden dyppet

i en slags overmættet undergrund
førhen var det rummets indskrænkede bevægelighed

der pressede forsvarssystemet fra sved til gåsehud
derefter bare det almindelige konstante pres indefra

der under stigende forandring blotlagde alle mine skavanker

ved at afklæde det der ikke var mig.

 

Så løb jeg

løb og løb op over fjeldene for at lægge livet ned
livet der ikke var andet end torsk og trøsket træ
jeg skrævede hen over skidtfisk

gled af på sten og mos som småtterier jeg havde øvet mig på
jeg løb op over fjeldenes overskuelige blødhed

der rev huden op omkring brysterne til mælken flød.

 

Som sådan fungerede jeg normalt i bindevævshinder og led

og når huden blev berørt i cirkulære bevægelser med uret skabtes et vist overblik
tilstande af rastløshed opløstes så yderpunkterne ikke blev nået

på mindre end et millisekund som dengang man var fjorten.

 

Slag der rammer så arme og ben forsvinder i hidsig skarp knoglemarv
spreder træthed løbende hen ad nervetråde på en uklar måde.

 

Det alting i virkeligheden drejede sig om var noget helt andet
en sten jeg vist nok havde udskilt længe før som en dårlig aflagt egenskab.

Ejendommeligt ved denne mulighed var at hullet den havde efterladt blev årsag

til forrykkelse af den stivnen der måtte ophøre da hovedet flyttede sig to centimeter
fra det fastfrosne focus og øjnene flyttede sig samtidigt til et vibrerende holdepunkt af lys

der hamrede ind i gulve og vægge og sendte reflekser videre ind i hjertet

da jeg jo var i samme rum.

 

Man kan sige visse ting mere præcist

stille dem ind i en sammenhæng hvor ordene modtager den rigtige farve

medens det ene og det andet let kan misforstås
som da jeg mærkede hvor let det var at forpasse noget der ikke ville gå os forbi
sekundet hvor sårbarheden glimtede om sammenhængene

hele misforståelsen på forhånd havde gjort ved vores liv så ingen vej var tilbage.

 

Det er svært at holde kæft med tilbagevirkende kraft siger flagspætten.

 

Hvor langt skal jeg gå?

 

Hvis du nogensinde kommer mig i møde vil jeg fortælle dig alt
om dette sekunds ophold i tiden hvor lyset brydes mellem dag og nat
og selvom vi aftaler et møde ved verdens kant og du ikke kommer

vil du se mit fugleøje spejle sig i månens døde skive.

 

19.05.2006

 

 

 

 

 

På prøve i evighedens evigheder.

Jeg kender ikke den knogle på højre fod, der er ved at vokse ud. Den er lille og afrundet – sidder under knysten. Der er altså ikke noget mærkeligt ved formen. Det kunne være en perle, men måske er der nogle underliggende takker fra en fortid som øgle. Den er ikke dukket op uden varsel. Den er måske selv et varsel, eller bare en venlig påmindelse om mit skelet med seks tæer til min næste inkarnation på Mars. Hvad det handler om, kan jeg ikke rigtigt greje. Men døre og vinduer har stået og pebet i stormvejret meget længe og har uafbrudt forsøgt at smide mig ud af sengen – smide mig på porten så at sige. Jeg har det svært med det stormvejr, selvom jeg elsker at få ryddet op i overgemte sager, gamle hatteæsker og unyttigt ragelse. Men hvad det egentlig er den knogle vil have mig til at rydde op i, kunne jeg godt lide at få fod på.

Jeg husker noget vi gik i kødet på for længe siden, at det hører med til sjælens udvikling, at blive i stand til at forbinde sin egen følelse med den smerte, som lever i den anden. At det ikke så meget er kødets smerte der forbinder os, men smerten, I ved, den der bare følger fra vugge til grav, ligesom glæden følger os, og kærligheden. Men sorgen, vreden, og måden den kan fortære os på som slangemad, som selve lidelsen vi er programmeret med, fordi vi er mennesker, fordi vi er dem vi er.

Min nye knogle kører rundt med mig, prikkende af lettelse, helt ind bag skallen og de hvide skygger, ind i knoglen og de der udmattede sprækker i gulvbrædderne, der bare er sorte striber, der hvor døden indtrådte.