vendepunkter

… og så begyndte jeg at kigge udad. Nu havde jeg kigget indad så længe. Jeg måtte finde ud af, hvad en kapitalfond er for en størrelse. Jeg måtte efterhånden anskaffe mig en orange, jeg elsker orange, bogkasse. Og der står de, bøgerne, side om side godt støttet af diverse systemkritikere. Dem bliver man nødt til at have med, hvis man vil vide noget. I det hele taget fandt jeg ud af, at det var dumt at interessere sig for at få alle argumenterne sat i system, det ville begrænse udsynet. Argumentationer skal kunne holde sig flydende som et digt, der som andre naturlige aflejringer har en vis organisk tilgang til verden derude. Man kan sagtens falde for Beckett, Brecht, Beethoven og bønner, uden at falde for en bestemt tilgang til en isme, men det er jo kun fordi man er den man er og ikke f.eks. Brecht. Og man kan blive ved med at undre sig. Præsten, der holdt litteraturkreds for det pæne kvarter omkring kirken, var kommet frem til at Lotte efter faldet midt i tilværelsens ulidelige lethed, var gået hen og var blevet til ingen? Lotte var gået i eksil på alle parametre, efter mine sølle begreber, og fandt sig selv som skosorterer af sko beregnet til mennesker i en flygtningelejr i Grækenland. Jo, enig. Lotte var faldet, men hun var ikke knækket. Hun genopstod iblandt flygtninge som en bedre udgave af sig selv – det lyder som en floskel, men som alt andet end ingen, som Lotte. Sådan kan det gå. Er det ikke det der hedder, at man er i udvikling som menneske igennem sorg og krise? Og selvom man kan gå der og gennemleve sine egne sorger og kriser helt ubemærket, så er det heller ikke nok. Når man begynder at kigge udad, er verden så stor, at man ikke kan undgå at møde de mange milliarder andre, måske ikke direkte, men i en kollektiv bevidsthed om, at de er der med de samme sorger og kriser. Jeg er dig, og du er mig, og vi skal alle gå samme vej, og nogen med en klarere linse end flertallet. Linsen kan opleves som en slags forbandelse. Den kan få dig til at tro, at du ikke er kommet ud af stedet.

This Week in Haikupedia — August 30, 2020

The Haiku Foundation welcomes you to Haikupedia! Each week for the next several months we will release a few new articles in our ever-expanding encyclopedia of haiku. These we hope will give you a sense of the potential scale of this enterprise, as well as entice you to become a part of the project.

Haiku in Denmark does not have a very long history, which provides it with the advantages of very clear origins and a sure sense of what it has accomplished. Much of this information is due to the work of Thorvald Berthelsen, the unofficial (or perhaps now official!) historian of Danish haiku. This week’s tour of the subject will also introduce you to several of its key players: Pia Valentin Sørensen; long-time international haiku advocate Hanne HansenMona Larsen; the current enfant terrible of Danish haiku, Johannes S. H. BjergNiels Kjaer; and Ole Bundgaard.

We welcome your participation! If you would like to be a part of this important project, please contact the editors using our Contact Box below. We have a need for all levels of expertise, and will look forward to finding the right niche for you!

Jeg har overvejet det længe

Jeg har overvejet det længe. Er det mon bare pga. den vanvittige drøm? Skulle jeg virkelig anskaffe mig det monstrum?

Jeg gik igen forbi kælderen, der sælger skydevåben, inde ved Domkirken. Jeg standsede op flere gange for at kigge ind ad vinduet, vel mest for at sikre mig, at der ikke var kunder i butikken. Ekspedienten havde set mig. En yngre mager fyr, vel omkring de 30, almindeligt udseende, lyshåret med skilning i siden, ren nystrøget skjorte og pæne hænder. Det første jeg ser på en mand, er hænderne. Og jeg kunne se dem, da han stod tæt på vinduet og eftermiddagslyset ramte lige præcis hans hænder. Jeg har svært ved at forestille mig ham med et skydevåben i hænderne. Ved ikke hvad jeg havde forestillet mig, men han lignede mere én der solgte hatte i Illum.

Jeg gik de fem trin ned, nu jeg var kommet så langt. Det var et fantastisk sted, et udfrielsens sted. Fyren smilede og så mig direkte ind i øjnene: ”Hvad kan jeg hjælpe med? ” Han trak et par skuffer ud og lagde to pistoler på et grønt klæde. Var jeg med i en film? Jeg valgte den mindste model uden at tænke så meget over det. Jeg havde engang meldt mig til skydning, men det var aldrig blevet til noget, ligesom jeg engang havde meldt mig til badminton, der heller ikke var blevet til noget.

Jeg mærkede pistolen ligge i håndfladen. Den lå og svævede som en banan eller en anden død fugl. Jeg mærkede ikke vægten af metallet og syntes det var åndssvagt at gribe om den og sigte, som om den havde en eller anden funktion. Men jeg prøvede det alligevel med et fjoget grin.

Jeg kunne jo gemme den et sted, hvis jeg skulle blive tvangsisoleret. Det kunne vel ikke være så slemt. Men åh, at ende og så videre, hvordan og åh igen, videre var jeg jo ikke, så vidt jeg kunne se. Det ord der var så svært at fange, aldrig mere at være, lå dybt derinde i øret som at stå der lidt mere sammen bøjet og ikke sige så meget. Hvad? Hvad siger mønsterborgeren? Ikke om jeg så skal stoppe det skide metal op et vist sted, så får de kraftedeme ikke min sjæl.

Der var dog stadigvæk øjeblikke hvor hovedet løftede sig lidt fra hænderne, og ligefrem et lille smil på læberne, vanemæssigt nok, og bare det at vente på at høre noget andet end det gængse. Eller at opdage at man altid et eller andet sted når en slags afgrænsning der går over i gråt, og hvorfra man kun kan vende tilbage til det samme.

Jeg vil stadigvæk gerne

Jeg vil gerne have postvæsenet tilbage.  Ikke selve væsenet, men kulturen. Det at sidde en stille aften for at skrive en lap med ord, måske beundrende, og vide at de gled over i en hånd. At føle en slags overlevelse af sjælen.
Jeg vil gerne have, at mennesker kan blive ved med at få et arbejde med en løn, der sikrer tryghed og velfærd, som jeg husker det.
Jeg vil gerne opleve en blomstrende overskudsagtig natur med insekter, summende bier og sommerfugle, medicinfrie grise med krølle på halen, ja, et naturligt biodynamisk landbrug der har vundet over det konventionelle. Jeg vil gerne nå at opleve sunde og velfungerende børn overalt på kloden. Børn der opfostres af mennesker og ikke af maskiner, til at kende deres eget værd, at de er skabt med alverdens muligheder for udvikling af kreativitet, ånd, omsorg og evnen til at regenerere sig selv.
Jeg vil gerne have lov til at være glad for min PC og min IPhone, ikke fordi jeg er herre over teknologien, men fordi jeg måske kan nå at lære kun at bruge den, når det er nødvendigt.
Jeg vil gerne nå at opleve en bil der kører på vand, hvis det kan lade sig gøre, uden at pakke kloden ind i elektromagnetisk stråling?
Jeg vil gerne nå at opleve min planet udnytte fusionsenergien, som den mest naturlige reneste energi, i forståelsen for at A bomber er og bliver fortid. Jeg vil gerne nå at leve uden angst for nye teknologier, mistænkt for at blive udviklet med det formål, at få fuld kontrol over min krop og min bevidsthed.

Jeg vil gerne sige, at vi skal fanme skynde os, hvis jeg skal nå at opleve bare en brøkdel.

Hvorfor skal jeg opleve, at teknologi kan bruges til at kontrollere og nedbryde mig, når den burde være en gave der kan gøre mig til et bedre og klogere menneske?
Hvorfor skal jeg stille mig selv det spørgsmål, selvom jeg udmærket ved, at verden er gennemkorrupt, om hvorfor jeg ikke er berettiget til denne gave, uden at skulle fravælge min ret til at være herre i eget hus?

Jeg spørger bare, hvad helvede er meningen?

Verdens Poesidag 21.03.20

Jeg ville gerne kunne skrive
om ingenting
ikke fordi jeg er doven og slap
og hænger i min sofa

Nogle gange skal man ud
og helt undgå at støde
ind i ingen er svært

Nogle gange må man
standse op som om man
er fanget af en vind

Så står man der og bliver støttet
af sine sko og gule hue
og snipperne på ærmet

Det er for at prøve at huske skyerne
og så samler man sin frakke om livet
og går forbi en dåse på fortovet
nogen kaster en almisse

Der er noget frastødende ingenting
fra min hals og nedefter
og så begynder
jeg alligevel at tale til kroppen

Jeg skulle ikke være gået ud i dag
jeg skulle slet ikke være stået op
solen har for mange veje

Du vil bare begynde at mindes
og svarene begynder at spørge
kan du huske mig?

Kan du huske vejen til stranden
med de glinsende våde sten
i morgenens favn
der lyser dit land op

Så stirrer du og begynder
at plukke blomster
og du har hænder

Du ser nogen i øjnene
har du glemt dig
ganske alene?

Fire stykker med løgn

1. Gråden, den der sluger ordene som en pille af størknet korrektur. Og der er ingenting at rette. Det er gråden over billederne af børn, der æder skrald fra lossepladserne. Børn der har mistet deres forældre eller måske er blevet jaget bort af de selv samme, i håb om at de i det mindste ville slippe for at blive slået ihjel. Man tror det er løgn.

2. Løgn er der nok af. Men jeg har aldrig løjet, højst over for mig selv. Aldrig! Jo, en gang, da jeg var lille og stjal en 25 øre fra tallerkenrækken, og min mor opdagede det og sagde, at min næse ville begynde at vokse, hvis jeg da ikke forinden ville komme ud for en ulykke og blive lam i benene. Jeg plejede at løbe mig fra det. Jeg løb fra alle ungerne i legegaden. Jeg var den hurtigste og den frækkeste. Når jeg ikke løb, hoppede jeg. Jeg hoppede op på cykelskurene i baggårdene som en kat, og styrede alle de andre unger. Senere hen hoppede jeg ud over altanen ned i rosenbusken og løb ad helvede til, stærkt, hvis det var det jeg skulle, og det var det. Jeg sværger.

3. Næsen løber, og du har ikke andet end snot i hovedet. Men du vil gerne spare på toiletpapiret. Du prøver at åbne pakken med lommeletter til dine høfeber anfald. Du fumler. Du har svært ved at trække vejret. Du beskydes med kortison bombardementer, der gennemskyller dine årer, som plastik cirkulerer i verdenshavene. Din hjerne er top terrorprogrammeret. Du kvæles langsomt i lyden af det knitrende indpakningspapir. Dit blodtryk ligger på uudsigelige tal, det sortner for øjnene. Du ligger der, indhyllet i polyætylen, mens din mobil bipper for at fortælle dig, at du har en aftale hos Mindfulness/ApS. Du skal ikke tro på alt, hvad du hører. Det er bar løgn!

4. Man kan ikke lyve, uden at det mærkes på svedafsondringen og brystkassens rytme. Løgnedetektoren registrerer det hele. Forstillelse kan ikke forhindre en afsløring, men enhver har frihed til at lyve for domstolen og løgnedetektoren kommer sjældent i brug. Jeg siger det bare.

Dødsårsagens naivitet, eller for dum til at dø

jamen, er jeg da naiv
bag mine øjenlågs fladdrømme
dum og hjerteløs
som brænde fra opsprættede træer
og på trods af al det papir
alligevel askedum nok i mig selv

med talløse mundfulde af luft
smagt på kalk og sne og kys
alligevel tvivlende om hvem
jeg måske er ind imellem
urnerne og nuerne

jeg her, jeg og mig selv og mig
jeg der kan sige dig alt om lys og det hvide
om nattens nætter på en seng af søm
fugleflugt og Red Barnets kampagner
nu føler jeg mig for dum til at dø

Magi i luften vil en masse, kan meget. Først og fremmet er den enormt godt skrevet.

af Jan EriksenPubliceret 27/09/2019 i Bøger/Musik

BØGER // ANMELDELSE – På et tidspunkt med stigende centralisering og fokus på kendiseffekt i bogbranchen er det positivt, når en af de kunstnere, der aldrig nåede fra kultursiderne til forsiderne, får chancen for at fortælle sin historie. Hvis den da vel at mærke er relevant for andre end skribenten selv. Det er Mona Larsens selvbiografi Magi i luften, skriver POVs musikredaktør Jan Eriksen i sin anmeldelse.

Der findes et særligt begreb i musikverdenen; one hit wonders. Kunstnere/sangskrivere, der opnåede stor kommerciel succes med et enkelt hit og som et langt liv derefter for altid blev og bliver forbundet med denne ene sang uanset, hvor meget man i øvrigt nåede at berige sig selv og andre med sin kunst.

Den danske sangerinde Mona Larsen er så langt fra et one hit wonder, som tænkes kan. Men for rigtig mange danskere vil den internationalt anerkendte jazzdiva nok alligevel for altid blive forbundet med Halberg Larsen-hittet ”Magi i luften”.

Nu har Mona Larsen udsendt en selvbiografi under samme titel som denne popklassiker. Det fremgår tydeligt, at forfatteren har et splittet forhold til sangen, der blev indspillet i 80’erne. Man forstår, at det vist mere er forlagsredaktørens end hendes egen ide med den titel. Dengang gjorde hun sig i et delvis frikvarter fra jazzen som rocksanger i Halberg Larsen, der nåede at indspille fire album. Det var en æra, hvor danskrocken (efter model Toto) var stærkt præget af musikernes rødder i jazz og funk.

Ikke at Mona Larsen tager afstand fra sin rockperiode, nej, hun er er stolt. Med god grund. Lytter man til de gamle Halberg Larsen-plader i dag, anes en vis gensidig påvirkning mellem Mona og Sanne fra Sneakers.

Hun skriver reflekterende, indimellem med stor psykologisk indsigt, andre gange må man gætte. Var Mona og den storcharmerende trommeslager Henning Wellejus kærester? Vistnok

Men Mona var og er også meget andet. En overlever, der overvandt en opvækst i en mildt sagt dysfunktionel arbejderfamilie, halvt drømmende, halvt syngende med en stigende dedikation til kunsten, først og fremmest jazz. En kvinde, der i en alder af 71 kan slutte sin biografi med denne livskloge betragtning: ”Jeg vil aldrig helt undvære fastlagte timers logik, men gerne overgive mig til intuitionen”.

Øretæver i luften

I den første del af bogen, hvor Larsen beskriver sin barndom med en drikfældig, suicidal far og en mor, der aldrig rigtig var der følelsesmæssigt, kørte en sort/hvid socialrealistisk film i mit hoved. For Mona Larsen er en velskrivende, sanselig skribent. Man er med i Forum til seksdagesløb og fornemmer cyklerne drøne rundt i cigarettågerne. Man fornemmer den særlige vibe i jazzklubben La Fontaine, hvor Mona Larsen som ganske ung fandt sig selv og sit ståsted i jazzmusikken. Tidsbillederne står i kø.

Hun skriver reflekterende, indimellem med stor psykologisk indsigt, andre gange må man gætte. Var Mona og den storcharmerende trommeslager Henning Wellejus kærester? Vistnok.

Historien om at søge nye veje, når tiden overhaler, er altid interessant. Også når det gælder mennesker, der har viet deres liv til kunsten

De senere år har Mona Larsen dyrket maleri og digtekunst. Og som i abstrakte malerier og digte overlader hun det af og til til læseren selv at tolke. Sådan lidt drilsk, distræt.

Noget overrumplende skjuler Mona Larsen til gengæld intet, når det gælder hendes indimellem omkostningsfulde valg af mænd sidst i 70’erne og op gennem 80’erne. Især den første kæreste, en jazzmusiker, som hun ellers var blevet advaret imod, opfører sig som et svin. Igen og igen. Der er tæv i luften.

Den enlige cd med hans navn på coveret, jeg har stående på hylden, kommer næppe på afspilleren foreløbig. Senere finder hun blandt andre sammen med pianisten Kaare Barkou, med hvem hun får datteren Julie Maria, der blev sanger og sangskriver ligesom sin mor. Julie Marias fine album fra 2017 Danse til vi dør lever i øvrigt desværre en noget upåagtet tilværelse i rockannalerne. Heller ikke det forhold, inklusive et par meget tilstedeværende svigerforældre, var for alvor lykkeligt. Senere bliver den meget rejsende stjernebassist Bo Stief Julie Marias stedfar i nogle år.

Et fint tidsbillede

Biografier bliver ofte til en lidt skøjtende tur henover begivenhederne, men Mona Larsen er grundigheden selv, når hun beskriver sin musikalske udvikling, sin passion for musikken, sit mangeårige samarbejde med diverse jazzorkestre og musikere i ind- og udland, sine kampe for at få mor/hverdag og kunst/diva til at hænge sammen. Med i farten får hun også sin kamp med anmelder Torben Bille, der anmeldte en af hendes soloplader meget nedladende.

Mona Larsens pen har sin egen humoristiske tone og distance. Som i denne passage om dengang i skulderpude-årtiet 80’erne, hvor musikere og yuppier blev meget rige, og resten af befolkningen var på kartoffelkur:

”Jeg tror ikke, jeg kendte nogen, der havde et Rolex ur og Porsche. Jo! Vent nu lidt. Der var måske alligevel et par stykker, og fik jeg ikke også en gang en tur i en Porsche”.

Magi i luften vil en masse, kan meget. Først og fremmest er den enormt godt skrevet, et fint tidsbillede, en god fortælling om en af de største danske jazzdivaer – om et menneske, der har oplevet mange tab, men aldrig tabte sig selv eller blev offer

Det kan blive for meget med grundigheden. For eksempel beskrives musikalske rejser i Østen og Europa med en så stor detaljerigdom, at de fik mig til at tænke på barndommens lysbillede-aftener, når venner af familien havde været på tur. Det har givetvis været udbytterigt på alle måder at deltage, men der går opremsning og rejseblog i den.

Indimellem skøjter forfatteren. Stoppede Halberg Larsen bare sådan ‘knips’ fra den ene dag til den anden, fordi hun og de andre ville noget forskelligt? Jeg kunne også godt have tænkt mig noget mere om hendes sociale arbejde de senere år, hvor hun ender med at ryge i en sparerunde.

Historien om at søge nye veje, når tiden overhaler, er altid interessant. Også når det gælder mennesker, der har viet deres liv til kunsten.

Magi i luften vil en masse, kan meget. Først og fremmest er den enormt godt skrevet, et fint tidsbillede, en god fortælling om en af de største danske jazzdivaer – om et menneske, der har oplevet mange tab, men aldrig tabte sig selv eller blev offer.


Mona Larsen: “Magi i luften”, Forlaget Vilhelm. Er udkommet.