Den næsten umulige balance og elskovs smaskelyde

Anmeldelse af                                                      
Mona Larsen
Konkylieøre
Forlaget Mellemgård

Af Thorvald Berthelsen

Mona Larsen er en fremragende jazzsangerinde – indimellem også komponist og tekstforfatter – der har samarbejdet med de største jazzkomponister og musikere i ind- og udland. Hendes sidste cd, Grains of Sand, udkom i 2009. Han har derudover skrevet digte i mange år og er i øvrigt også billedkunstner. Hun har tidligere udgivet haikudigte på nettet, som kalligraferede selvudgivelser og i samlingen Bladene drypper på Forlaget Ravnerock. Bladene drypper er bygget op over elementerne Jorden, Vandet, Ilden og Luften som samlende tema og illustreret af hende selv. I disse haiku spiller landskaber, havet, farver, kosmos, organisk vækst og væren en stor rolle:

Gnistrende stjerner
komplekse utopier
lys til arbejdet

Jeg er den afgrund
der åbner sig under mig
og broen over

Det lille frøkorn
kigger op mod stjernerne
plantens fødested

Lyden og manglen på samme spiller også ind. F.eks i følgende gråsorte grafiske haiku om vinterhimlen:

Vinterhimlen
skør som pergamentpapir
afatisk tunge

Her er den skrøbelige pergament og den stumme tunge udtryk for noget ophobet på bristepunktet. Hvad det er fremgå så af næste haiku:

Gemt under mulden
hvert eneste blomstersprog
verdenssvimlende

I hendes nye langdigt i 5 afsnit, Konkylieøre, spiller lyden, ørerne, hørelsen og stilheden i alle dens former hovedrollen. Det værende optræder som det Ivan Malinovski kaldte ’stilhedens tonefjeld’ og det samme gør den dræbende lyd af en dystopisk verden. Men havet og himlen spiller også med både i det ydre og det indre som titlens konkylie, hvor man kan høre havet hele tiden, fordi den er vokset sammen med ørerne. Som hun selv udtrykker det: ” Høresansen vil jeg mindst af alt undvære. Livet ville være for besværligt og uden pift og dunken i arterierne.

Stilheden kan både være en frygtelig lyd som i det knugende fællesskab om den forestående død efter ventilerne blev åbnet i nazisternes gaskamre:

på visse tidspunkter
har der været dødstille
i Europa

af visse grunde
har tusindvis af mennesker
på samme tid
ikke frembragt nogen lyd
efter ventilerne
blev åbnet

Men stilheden i vind og sne kan også være den irriterende vedholdende men håbefulde ringende erindring fra vort organiske udspring, urhavet:

vestenvinden
lægger sig over ørerne
gør dem hvide
som snefnug
opsluges af min
konkyliesjæl

krystallerne danner en sø
i øresneglen
opfanger vibrationerne
fra dengang jeg var hav
som en rest
tinnitus suser
mig i møde

Efter lyde af flygtningehobe, der falder henover en grænse på knæ i et ’gennemtrukket mørke’ rækker lydene udover ørenes fantasi så vi kun hører en svag afklang af de ’såredes klageråb, inden de opgiver ånden, arme der flås i stykker, kropsdele der slynges ud af den uendelige himmel’.  Men midt i alt det er det hverdagslige organiske i dets ophøjede jordbundenhed det uafvristelige liv. Jeg skider kerner efter abemad, vild kamille i pludrende plørehuller med rester af soda og vor elskovs smaskelyde:

de skelsættende øjeblikke
af drama hvor kroppen
har været død og får et stød
og pludselig husker
at den frembringer
smaskelyde
når den elsker

og så –

de andre øjeblikke
af glæde
der beror på frugtbare æg
og aktive sædceller

kommer
og går
uvilkårligt

Den forsigtige optimisme optræder i langdigtets slutning dog kun i den stærkt begrænsede form, at der er håb hvis vi kan stå stille på vore ben og lade verden og os selv være og lade hverdagens skidt og realiteter hænge ved:

verden ligger fjernt
selvforglemmende
dystopisk opklippet

jeg står og ser på den
hvis man altså kan se på den?

verden er blå
havet slår som et hjerte
himlen lader det regne

jeg finder stederne
ved vandet
alle steder

kan sagtens
stå stille
længe
på et ben

kan sagtens
la’ det være
la’ det ligge
bare la’ det være

 

Sproget er for det meste roligt hverdagsligt nærmest underdrevet præcist uden dog at sky store ord og begreber som sandhed og uendelighed.  Enkelte steder er sproget på baggrund af den opbragthed, som en virkelighed grusommere end fantasiens forestillinger fremkalder, dog ved at kamme over i sentimentalitet. Som i strofen: ’det forladte barn/der vender sit ansigt/fra støvets tysthed/hen imod den fremmede’. Det indtryk der gennem hele digtet står tilbage er imidlertid at hun med  hverdagssprogets forskydninger, hvor ’det fastfrosne fokus/flytter sig/i et ryk’ bruger haikudigtningens metode til gennem disse overraskende drejninger at opnå ’et mikrosekund/af erkendelse’, hvor hun og læseren tror de har set et glimt.
Som helhed betragtet  er det meget krævende spring til langdigt lykkedes og giver læseren et gennemtrængende dirrende billede af et univers der hele tiden befinder sig på en knivskarp indre sitrende lydbølge, der som det eneste holder afgrunden borte.

 

Bladene drypper

bladene drypper

Mona Larsen er primært kendt som jazzsangerinde, men
hun har også gennem mange år skrevet digte.
På websitet www.digte.dk kan man se, at hun både er
meget produktiv og meget læst (23.000 besøg)!
Nu har Mona Larsen samlet 58 af sine haiku og udgivet
dem i en smuk lille bog – illustreret af hende selv.
De 58 haiku er fordelt på 4 serier med “elementerne”
(Jorden, Vandet, Ilden og Luften) som samlende tema.

Titeldigtet er fra den første serie, “Jorden”:
Bladene drypper
insekterne kravler frem
grenene pipper

Fra samme serie et haiku, der røber Mona Larsens
baggrund i jazzen:
Vinkelrette træ
mod den lyse horisont
en blå melodi

Mona Larsen skriver såvel moderne “grænsebrydende”
haiku som mere traditionelle “klassiske” haiku. De to
former krydser undertiden hinanden som i denne
konkret/abstrakte tekst fra serien “Ilden”:
Rød ko på grøn eng
forstærker græssets grønhed
døden i livet

Mona Larsens haiku være hermed anbefalet som
lystlæsning!
Niels Kjær