Åh, morgen! Så vågner jeg, vred. Vred som en abekat, der er lukket inde i et bur, en vrede jeg holder fast på, den må ikke forsvinde nu… Jeg skal have skrevet det ned, hurtigt, som automatskrift. Jeg ser Yoko for mig. Hun står og skriger, råber, uden ord, ubehjælpsomt, umusikalsk, kanon højt, jamrende kvindelyde, lyder som en abekat, et barn der råber på sin mor, hun råber ud i verden, fordi hun har noget hun vil have alle skal høre. Hun er et fredsmenneske, det siver igennem hende, hendes kunst, hendes dræbte mand, dengang, der var stærke progressive kræfter i verden, der virkede, ellers havde de ikke dræbt ham Lennon med jordbærmarkerne. Jeg tænker på Marina Abramovic og ser hende gå gennem mure, hun fik folk til at græde, 750.000 personer stod i kø og skulle græde foran kunstmuseet MoMA i New York, fordi hun er kunstner der sætter alt på spil, sig selv, med en enorm fysisk og psykisk energi, udsat for at blive dræbt af galninge under hendes performances hvor hun ustandselig påfører sig selv smerte… hun råber i verden … hvad er det hun vil… hun vil have folk til at forene sig imod dumhed, vanvid, grådighed, krig og ødelæggelse … det er det eneste det handler om… Hvor er de progressive kræfter i verden? Hvor er kunstnerne der rykker? Vi er døde og handlingslammede…. Jeg bliver rasende når jeg finder mig selv hjernedød endnu engang foran et hjernedødt tv program – nu hedder det Makulator med en kvinde som frontfigur, nu er det ikke (hvad fanden hed det program) + minus 1, med ham der…? Nu skal kvinderne på banen …. Mændene kunne ikke klare en bønne, nu må vi have kvinderne frem i 1. geled… Heil! Kvinderne kan det samme, sige det samme, handle på samme måde, skyde med samme åndssvage kraft på fjenden. Være direktører og bankfolk på samme måde. Hold kæft, at se hende forsvarsmedisteren snakke med sin lille papegøjemund og hendes fastlåste stirrende øjne, rable det samme meningsløse pladder af på de samme meningsløse spørgsmål fra Tine Gøtze om verdens tilstand og hvad lille Danmarks opgave er ude i verden. Jeg river mig selv i håret. Hvad skal jeg gøre. Hvordan skal jeg råbe?? Nu skal jeg være smart og progressiv inde på Danskforfatterforening.dk og være med i noget med versionering der styres af en dramatiker. Jeg har en digtsamling, der måske kunne blive til noget helt andet – et andet udtryk med teater, dans, børn og rablende gale mennesker – jeg har en idé…. Jeg råber om det samme som Yoko – der er ikke andet at råbe op om!  Det er nu vi skal fatte det! Men jeg er nul og niks bare – Magi i luften! er der nogen der fatter budskabet? Jeg burde vise mine bryster, rive og flå i dem for åbent tæppe, skrige, fordi ingen knepper mig, jeg er ikke i vælten mere og verden er ved at smuldre. De er stadig fyldte meloner. Hvad er problemet? Problemet er, at de desværre ikke, hvad de naturligt burde være, nedfaldsfrugter, fordi min datter aldrig ammede… Jeg burde for åbent tæppe skære i dem så blodet flød og mælken, jeg tør ikke. Jeg er bogstaveligt talt en ødelagt kvinde, ødelagt i min kvindelighed og i min moderlighed af livet – I kan selv læse om tabene i min bog. Jeg klarede den bedre end de fleste.  Jeg fik ikke lært og vist min kærlighed og brugt den til hende… der kom noget i vejen, noget i verden der gør så ondt, at nogle voksne sidder og pisker deres rygge til blods, mens de sender børnene væk, så de ikke kan se smerten. Børn skærer i sig selv, og ingen hører dem… de er svarene på hvad vi skal gøre … der er for mange unge der prøver at skære smerten væk, de klarer den ikke … der er kun skrankepaver og embedsmennesker tilbage til at tage sig af den omvendte kærlighed, hadet og angsten i verden.  Hvad gør jeg med det her? Skal jeg vente med at læse det op i Markens Grøde (Karens Minde) fordi det ligner et opråb? Eller skal jeg bare fyre det af på fjæset? Det er jo lige meget. Jeg fyrer det af.

Hvilken chance!

Muligheden for at blive det menneske, du er skabt til at blive, ligger til en vis grad indbygget i dit DNA. Du ved det måske bare ikke? Det kan blive din livsvej ikke at vide, indtil du når det punkt, hvor klarhed overskyller din tågedis, og det kan man nok sige, om alle livets mærkværdigheder, da livet vel i sig selv dybest set, uden menneskelig indblanding, er en naturlig og gennemskuelig tilstand; bare spørg en sten, en blomst, eller en regnorm?

Min far var en smuk mand, det kunne jeg se, helt frem til mit tiende år. Da fik jeg en anderledes skæbnesvanger dosis indprentet. En dosis, der ikke ændrede mit syn på, at han var en smuk mand, men måske fik mig ind på en besværlig nødvendig vej, til at nå frem til der, hvor jeg er.

Min far var en ensom mand. Ja, det kan jeg sige, uden at jeg nogensinde fik indblik i hans tanker og følelser, og hvordan de påvirkede ham selv. Og det er jo netop hele miseren. Hvem var min far? Handlemåden, i familien, med kone og tre børn, har naturligvis haft sin indvirkning.

Men hvad var det ved min far, der fik en så stor indflydelse, at jeg kan sige, at jeg føler mig ramt. At jeg kan sidde her og fuldstændig erkende, at siden jeg blev kvinde, har jeg grebet ud i verden med famlende hænder og hjerte, når det gjaldt relationerne og kærligheden.

Min far forgreb sig aldrig fysisk på os. Men hans psyke lammede os alle. Hans krop, han spændte ud i fuldskab, hvor vi børn endelig fik lov til at hænge på ham og lave kolbøtter på hans udbredte arme, når han stor og mægtig, som ham på korset, brugte al sin styrke på at holde sig selv i positur, så vi ikke faldt og kom til skade, før han selv faldt.

Mystikken i hver en fiber i hans krop. Mystikken i kærligheden og i sorgen, han måtte mærke, men aldrig lærte at erkende, indtil det dukkede frem i selvmedlidenheden, og det suicidale sind, blev skyggerne i mit eget forhold til kærligheden.

Jeg lærte en mand at kende, jeg ikke kunne kalde mystisk, men mere ligetil i sit forhold til andre mennesker. Han blev min sjæleven, men aldrig min elsker. Hvor heldig og lykkelig med det, kan man egentlig være?

Mændene jeg begærede, havde derimod skæret af mystik over sig.  Hvis det ikke var der, blev forholdet hurtigt gennemlyst af mit rovfugle blik, og interessen forduftede lige så hurtigt. Det var nemt nok.

Meget har jeg lært om vold og psykisk terror, som jeg har lært om mystikkens dragende tilstedeværelse og nogle gange med den, og ret formildende, udsynet til en verden, der var større end mig og den, bedre sent end aldrig. For enden af denne tunnel, må kærlighedens mere stilfærdige sider måske ligge og vente på mig?

Under alle omstændigheder ved jeg, at livet i sig selv, uanset vejen og stenene der vendes, er kærlighed, hverken mere eller mindre.

Dødsårsagens naivitet, eller for dum til at dø

jamen, er jeg da naiv
bag mine øjenlågs fladdrømme
dum og hjerteløs
som brænde fra opsprættede træer
og på trods af al det papir
alligevel askedum nok i mig selv

med talløse mundfulde af luft
smagt på kalk og sne og kys
alligevel tvivlende om hvem
jeg måske er ind imellem
urnerne og nuerne

jeg her, jeg og mig selv og mig
jeg der kan sige dig alt om lys og det hvide
om nattens nætter på en seng af søm
fugleflugt og Red Barnets kampagner
nu føler jeg mig for dum til at dø

hun er på Facebook flip totalt inderligt knepper hun emojis på Messenger løber til og fra hele tiden for at se om der er rullet nye ind hun trykker på stjernestunder med indbildte gestalter som i medrivende romaner mens hun tæller til 30 langsomt trækker vejret dybt og Facebook kroppen skriger efter at modtage stødet når det endelig introducerer sig selv som om verden strømmede ind i  det

Sommetider gør jeg noget
for morgendagen og dens ukendte digte

Sommetider hænger jeg nervøst i sitrende ganglier
omkring lidelsernes dam

Sommetider begraver jeg verdens lille skarpe økse
dybt i min brede idiotiske ryg
så verden kan se mine bagudtænkte sandheder

(hvis ikke andre er skyldige, er jeg, nogen må jo være det)?

Sommetider banker nuets angst fra øje til røv
bagved dumhedens slæde

Sommetider trækker nogen mig op ved håret
når jeg har surfet for længe på flodens dårlige ånde

Sommetider spirer kløver
på blodigt muddervand

vågen, vækket
alt for vågen
alt for vækket

med alt mit

som om
det var marts’ klare strålers magt
der vækker isfugl fra verdens bedøvelse

som om
det var april ja, ja,
der vil strække os ud
uden ord og skik og brug

holde hænder og fødder fast
som om vi aldrig vil skilles

som om
det var maj der vil vokse
imellem øst og vest
ud over den fred der overgår al strid

som om
jeg var vågen
vækket

Vidstrakt


Jeg sidder her med min forhudsforsnævring / nårh nej, jeg har jo ikke sådan én / joh, jeg har faktisk sådan én, men så hedder det vel fissehudsforsnævring / og hør lige / det handler ikke en skid om min seksualitet / jeg sidder her og har ingen / men jeg mangler mobilepay / en you tube kanal så jeg kan blive snoozet lige nu og her for den jeg er og ikke den jeg var / jeg vil være med / jeg vil være med / jeg vil være med / til næste dronningerunde / lån mig et tørklæde / en paryk / en politistav what ever / jeg vil være med / i det næste øjebliks hvide blinkende tomhedsøjeblik / jeg vil se mit rovdyr i øjnene / der er så meget jeg ikke kan fortælle dig om min medskyldighed / men jeg er et træ, der folder kronen ud, fordi vinden kalder på den / jeg flytter mig ikke / jeg er hård / alene og rank / Jeg vil være med / jeg vil være med / jeg vil være med / indirekte med stammen for at uddrive skammen / og den næste sætning vil alligevel aldrig fortælle sandheden / det er sandsynligt men det kan også være, hvad det ligner / og for at være ærlig / jeg er vidtstrakt med risiko for at komme til at opdage noget helt nyt /

Barnet

20.09.2019

Jeg holder en bog med titlen ”Mit barn”, den smukkeste bog jeg nogensinde har holdt.

Det er fordi jeg aldrig mærkede duften af mit eget barn.

Jeg havde ingen næse, jeg havde ingen mælk.

Nej, den er smuk uden mig, jeg var ingen.

Jeg fødte mit barn i en ufærdig eufori af elle sump.

De skyndte sig væk med hende.

Hold dig til stien, rigkær og avneknippe, sumpen er bundløs.

Jeg dræbte mit første barn.

En pincet trak ham op af en skål.

Han var 5 cm orm med fiskeøjne.

Jeg kendte ikke til gråd.

Nattens døre var uden håndtag.

Mit tredje barn tabte jeg ud af skødet imens jeg sang.

Jeg græd ikke.

Jeg talte 3 linjer på højre hånds ulnarside.

Regnen giver sin regn tilbage til jorden.

Sommeren sætter sine æbler.

fågger med din hjerne

så blev man taget igen

1,17 min.

jeg har lige været på månen

uden at have børstet tænder

og uden trusser

der var ikke et øje

ikke her heller

kun en hval på højkant

et par overdimensionerede lunger

i våddragt

”Dance avec les Cachalots”

fridykker du kan få min morgenkåbe

i tilgift for en tur på en klippevæg

i dybhavets slowmotion