Hvilken chance!

Muligheden for at blive det hele menneske, du er skabt til at blive, ligger latent indbygget i dit DNA. Du ved det måske bare ikke? Det kan blive din livsvej ikke at vide, indtil du når det punkt, hvor klarhed overskyller din tågedis, og det kan man nok sige, om alle livets mærkværdigheder, da livet vel i sig selv dybest set, uden menneskelig indblanding, er en klar, naturlig og gennemskuelig tilstand; bare spørg en sten, en blomst, eller en regnorm?

Min far var en smuk mand, rent fysisk, det kunne jeg se, helt frem til da jeg blev 10 år. Da fik jeg en anderledes skæbnesvanger dosis indprentet i mine knogler, i mit hoved og i mit blod. En dosis, der dog ikke ændrede mit syn på, at han var en smuk mand, men måske fik mig ind på en lidt besværlig, hvad ved jeg, nødvendig vej, til at nå frem til der, hvor jeg nåede frem.

Min far var en ensom mand. Ja, det kan jeg sige, uden at jeg nogensinde fik bare et lille indblik i hans tanker og følelser, og hvordan de påvirkede ham. Og det er jo netop hele miseren. Hvem var min far?

Hans handlemåder, i familien, med hustru og tre børn, har naturligvis haft sin indvirkning på mange måder, også i hans datters liv, altså mit.

Men hvad var det ved min far, der fik en så stor indflydelse, at jeg kan sige, at jeg føler mig ramt. At jeg kan sidde her og fuldstændig erkende, at siden jeg blev vækket som ung pige og blev kvinde, har jeg grebet ud i verden med famlende hænder og hjerte, når det gjaldt kærligheden til en mand.

Min far forgreb sig aldrig fysisk på os. Men hans psyke virkede lammende på min mor, bror og på mig, men ikke på min storesøster. Hans smukke krop, han spændte ud, men kun i fuldskab, hvor vi børn endelig fik lov til at hænge på ham og lave kolbøtter på hans stærke udbredte arme, når han stor og mægtig, som ham på korset, brugte al sin muskuløse styrke på at holde sig selv i positur, så vi ikke faldt og kom til skade, før han selv faldt.

Mystikken, han udstrålede. Mystikken i hver en fiber i hans levende krop. Mystikken i kærligheden og i sorgen, han måtte mærke, men aldrig lærte og derfor levede sit muldvarpeliv, indtil det dukkede frem i selvmedlidenheden og i tragikken, og blev skyggerne i mit forhold til kærligheden.

Jeg lærte dog en mand at kende, som jeg ikke kunne kalde mystisk, men mere almindelig og ligetil i sit forhold til andre mennesker. Han blev min sjæleven, men aldrig min elsker. Hvor heldig og lykkelig med det, kan man egentlig være?

Mændene jeg begærede og levede med i kortere eller længere tid, bar derimod et skær af mystik over sig.  Hvis der derimod ikke var noget særligt mystisk, blev forholdet hurtigt gennemlyst med mit erfarne rovfugle blik, og interessen forduftede lige så hurtigt. Det var nemt nok.

Men meget har jeg lært om vold og psykisk terror, som jeg har lært om mystikkens dragende tilstedeværelse i erotikkens afhængighed og nogle gange med den og ret formildende, dog udsynet til en verden, der var større end mig og den, bedre sent end aldrig. For enden af denne tunnel, må kærlighedens mere stilfærdige sider ligge og vente på mig?

Under alle omstændigheder tror jeg efterhånden, at livet i sig selv, uanset vejen og stenene der vendes, er kærlighed, hverken mere eller mindre.

Dødsårsagens naivitet, eller for dum til at dø

jamen, er jeg da naiv
bag mine øjenlågs fladdrømme
dum og hjerteløs
som brænde fra opsprættede træer
og på trods af al det papir
alligevel askedum nok i mig selv

med talløse mundfulde af luft
smagt på kalk og sne og kys
alligevel tvivlende om hvem
jeg måske er ind imellem
urnerne og nuerne

jeg her, jeg og mig selv og mig
jeg der kan sige dig alt om lys og det hvide
om nattens nætter på en seng af søm
fugleflugt og Red Barnets kampagner
nu føler jeg mig for dum til at dø

hun er på Facebook flip totalt inderligt knepper hun emojis på Messenger løber til og fra hele tiden for at se om der er rullet nye ind hun trykker på stjernestunder med indbildte gestalter som i medrivende romaner mens hun tæller til 30 langsomt trækker vejret dybt og Facebook kroppen skriger efter at modtage stødet når det endelig introducerer sig selv som om verden strømmede ind i  det

Sommetider gør jeg noget
for morgendagen og dens ukendte digte

Sommetider hænger jeg nervøst i sitrende ganglier
omkring lidelsernes dam

Sommetider begraver jeg verdens lille skarpe økse
dybt i min brede idiotiske ryg
så verden kan se mine bagudtænkte sandheder

(hvis ikke andre er skyldige, er jeg, nogen må jo være det)?

Sommetider banker nuets angst fra øje til røv
bagved dumhedens slæde

Sommetider trækker nogen mig op ved håret
når jeg har surfet for længe på flodens dårlige ånde

Sommetider spirer kløver
på blodigt muddervand

vågen, vækket
alt for vågen
alt for vækket

med alt mit

som om
det var marts’ klare strålers magt
der vækker isfugl fra verdens bedøvelse

som om
det var april ja, ja,
der vil strække os ud
uden ord og skik og brug

holde hænder og fødder fast
som om vi aldrig vil skilles

som om
det var maj der vil vokse
imellem øst og vest
ud over den fred der overgår al strid

som om
jeg var vågen
vækket

Vidstrakt


Jeg sidder her med min forhudsforsnævring / nårh nej, jeg har jo ikke sådan én / joh, jeg har faktisk sådan én, men så hedder det vel fissehudsforsnævring / og hør lige / det handler ikke en skid om min seksualitet / jeg sidder her og har ingen / men jeg mangler mobilepay / en you tube kanal så jeg kan blive snoozet lige nu og her for den jeg er og ikke den jeg var / jeg vil være med / jeg vil være med / jeg vil være med / til næste dronningerunde / lån mig et tørklæde / en paryk / en politistav what ever / jeg vil være med / i det næste øjebliks hvide blinkende tomhedsøjeblik / jeg vil se mit rovdyr i øjnene / der er så meget jeg ikke kan fortælle dig om min medskyldighed / men jeg er et træ, der folder kronen ud, fordi vinden kalder på den / jeg flytter mig ikke / jeg er hård / alene og rank / Jeg vil være med / jeg vil være med / jeg vil være med / indirekte med stammen for at uddrive skammen / og den næste sætning vil alligevel aldrig fortælle sandheden / det er sandsynligt men det kan også være, hvad det ligner / og for at være ærlig / jeg er vidtstrakt med risiko for at komme til at opdage noget helt nyt /

Barnet

20.09.2019

Jeg holder en bog med titlen ”Mit barn”, den smukkeste bog jeg nogensinde har holdt.

Det er fordi jeg aldrig mærkede duften af mit eget barn.

Jeg havde ingen næse, jeg havde ingen mælk.

Nej, den er smuk uden mig, jeg var ingen.

Jeg fødte mit barn i en ufærdig eufori af elle sump.

De skyndte sig væk med hende.

Hold dig til stien, rigkær og avneknippe, sumpen er bundløs.

Jeg dræbte mit første barn.

En pincet trak ham op af en skål.

Han var 5 cm orm med fiskeøjne.

Jeg kendte ikke til gråd.

Nattens døre var uden håndtag.

Mit tredje barn tabte jeg ud af skødet imens jeg sang.

Jeg græd ikke.

Jeg talte 3 linjer på højre hånds ulnarside.

Regnen giver sin regn tilbage til jorden.

Sommeren sætter sine æbler.

fågger med din hjerne

så blev man taget igen

1,17 min.

jeg har lige været på månen

uden at have børstet tænder

og uden trusser

der var ikke et øje

ikke her heller

kun en hval på højkant

et par overdimensionerede lunger

i våddragt

”Dance avec les Cachalots”

fridykker du kan få min morgenkåbe

i tilgift for en tur på en klippevæg

i dybhavets slowmotion

fortsætter

Skridt fortsætter forlæns men baglæns skridt fortsætter forlæns men baglæns skridt fortsætter forlæns men baglæns skridt med fortsætter forlæns men baglæns sammen med skridt fortsætter forlæns men baglæns fortsætter forlæns sammen med havets fortsætter sammen med havets forstummede stemmer fortsæt forlæns sammen med havet baglæns skridt fortsætter sammen baglæns forlæns skridt fortsætter baglæns sammen med havet fortsætter med havets stemmer forstummede forlæns sammen med baglæns fortsætter men baglæns sammen med skridt men fortsætter forlæns med havets forstummede stemmer fortsætter