vindue med lysår

var det bare
en drøm fra
Mælkevejens stjernetåge

slumrende
halvvågen
i et grænseland
skyggernes inkarnationer
fremfor alt
rebellen
afvigerens hemmelige
ikonoklastiske figurer
dog forbundet med
en bredere menneskelig strøm
ikke ondsindet
blot åndrig
individuel og fri

en kalden
fra udkanten
af en galakse
i rasende fart
gennem verdensrummet

gennem døden
gennem livet

min egen sjælerejse
i fortid og fremtid
i eksistensens agenda
gerningens forventninger
fortrængninger
konsekvenser
afmagt og ekstase
i sindets underkastelse
søger jeg mig selv
famler og tygger drøv
på genfærd

farende forbi i Kosmoshavet
på vej til ukendte stjerner

Begyndelse

   

Der er et hul i mit hjerte
hvor mørket væver sit bo
et skjulested for dets smerte
et alter hvorpå det kan gro

Det sender sin flamme til himlen
og omslutter hele min tro
med brødets og vinens svimlen
over hoved og hals en bro

En murafstivning at miste
et skalkeskjul for en magt
et ønske så inderligt at vriste
det af sig til fordel for agt

   Der er en grund og en kilde
   som lyset der tåler alt

Som lyset der tåler alt
en klarhed fra solsortens trille
giv tid som til havets salt
der er en grund og en kilde

Med hvad om dit hjerte brister
som vildrosens sarte duft
når øjeblikkets aspekter
tar over dit sinds fornuft

Til sidst præcist som du ville
så klart som krystal for dig
og pludselig står du helt stille
der, under en mælkevej

    På engen af blomstrende stjerneskud
    synger en sorghymnes smerte

Synger en sorghymnes smerte
af varme til kuldens hud
så læg dig og hold om din kæreste
på engen af blomstrende stjerneskud

Hvor hænder venter på Jeres
et nyligt kald på Jer selv
hvor kærligheden skal bæres
af sødeste læbers skælv

Det er som en langsom ringen
af tilstandens samlede liv
med solens cirklende stråler
i vindens vuggende siv

   En torden der lufter skyen
   spundet af løvdækkets fald

Spundet af løvdækkets fald
en gennemslagskraft fra en stemme
foran støv og støv da det gjaldt
af se sig selv være fremme

En holdeplads at dvæle ved
for at prøve at forstå
hvad ser du da, en solopgang
du stiller dig på tå

Et sår så smukt er hvad du ser
igennem verdens skorpe
du græder lidt imens du ler
og puster på din vable

    Og alting siver og strømmer
    derhen hvor det hører til

    Der er et hul i mit hjerte
    som lyset der tåler alt
    synger en sorghymnes smerte
    spundet af løvdækkets fald

vendepunkter

… og så begyndte jeg at kigge udad. Nu havde jeg kigget indad så længe. Jeg måtte finde ud af, hvad en kapitalfond er for en størrelse. Jeg måtte efterhånden anskaffe mig en orange, jeg elsker orange, bogkasse. Og der står de, bøgerne, side om side godt støttet af diverse systemkritikere. Dem bliver man nødt til at have med, hvis man vil vide noget. I det hele taget fandt jeg ud af, at det var dumt at interessere sig for at få alle argumenterne sat i system, det ville begrænse udsynet. Argumentationer skal kunne holde sig flydende som et digt, der som andre naturlige aflejringer har en vis organisk tilgang til verden derude. Man kan sagtens falde for Beckett, Brecht, Beethoven og bønner, uden at falde for en bestemt tilgang til en isme, men det er jo kun fordi man er den man er og ikke f.eks. Brecht. Og man kan blive ved med at undre sig. Præsten, der holdt litteraturkreds for det pæne kvarter omkring kirken, var kommet frem til at Lotte efter faldet midt i tilværelsens ulidelige lethed, var gået hen og var blevet til ingen? Lotte var gået i eksil på alle parametre, efter mine sølle begreber, og fandt sig selv som skosorterer af sko beregnet til mennesker i en flygtningelejr i Grækenland. Jo, enig. Lotte var faldet, men hun var ikke knækket. Hun genopstod iblandt flygtninge som en bedre udgave af sig selv – det lyder som en floskel, men som alt andet end ingen, som Lotte. Sådan kan det gå. Er det ikke det der hedder, at man er i udvikling som menneske igennem sorg og krise? Og selvom man kan gå der og gennemleve sine egne sorger og kriser helt ubemærket, så er det heller ikke nok. Når man begynder at kigge udad, er verden så stor, at man ikke kan undgå at møde de mange milliarder andre, måske ikke direkte, men i en kollektiv bevidsthed om, at de er der med de samme sorger og kriser. Jeg er dig, og du er mig, og vi skal alle gå samme vej, og nogen med en klarere linse end flertallet. Linsen kan opleves som en slags forbandelse. Den kan få dig til at tro, at du ikke er kommet ud af stedet.

Jeg har overvejet det længe

Jeg har overvejet det længe. Er det mon bare pga. den vanvittige drøm? Skulle jeg virkelig anskaffe mig det monstrum?

Jeg gik igen forbi kælderen, der sælger skydevåben, inde ved Domkirken. Jeg standsede op flere gange for at kigge ind ad vinduet, vel mest for at sikre mig, at der ikke var kunder i butikken. Ekspedienten havde set mig. En yngre mager fyr, vel omkring de 30, almindeligt udseende, lyshåret med skilning i siden, ren nystrøget skjorte og pæne hænder. Det første jeg ser på en mand, er hænderne. Og jeg kunne se dem, da han stod tæt på vinduet og eftermiddagslyset ramte lige præcis hans hænder. Jeg har svært ved at forestille mig ham med et skydevåben i hænderne. Ved ikke hvad jeg havde forestillet mig, men han lignede mere én der solgte hatte i Illum.

Jeg gik de fem trin ned, nu jeg var kommet så langt. Det var et fantastisk sted, et udfrielsens sted. Fyren smilede og så mig direkte ind i øjnene: ”Hvad kan jeg hjælpe med? ” Han trak et par skuffer ud og lagde to pistoler på et grønt klæde. Var jeg med i en film? Jeg valgte den mindste model uden at tænke så meget over det. Jeg havde engang meldt mig til skydning, men det var aldrig blevet til noget, ligesom jeg engang havde meldt mig til badminton, der heller ikke var blevet til noget.

Jeg mærkede pistolen ligge i håndfladen. Den lå og svævede som en banan eller en anden død fugl. Jeg mærkede ikke vægten af metallet og syntes det var åndssvagt at gribe om den og sigte, som om den havde en eller anden funktion. Men jeg prøvede det alligevel med et fjoget grin.

Jeg kunne jo gemme den et sted, hvis jeg skulle blive tvangsisoleret. Det kunne vel ikke være så slemt. Men åh, at ende og så videre, hvordan og åh igen, videre var jeg jo ikke, så vidt jeg kunne se. Det ord der var så svært at fange, aldrig mere at være, lå dybt derinde i øret som at stå der lidt mere sammen bøjet og ikke sige så meget. Hvad? Hvad siger mønsterborgeren? Ikke om jeg så skal stoppe det skide metal op et vist sted, så får de kraftedeme ikke min sjæl.

Der var dog stadigvæk øjeblikke hvor hovedet løftede sig lidt fra hænderne, og ligefrem et lille smil på læberne, vanemæssigt nok, og bare det at vente på at høre noget andet end det gængse. Eller at opdage at man altid et eller andet sted når en slags afgrænsning der går over i gråt, og hvorfra man kun kan vende tilbage til det samme.

Jeg vil stadigvæk gerne

Jeg vil gerne have postvæsenet tilbage.  Ikke selve væsenet, men kulturen. Det at sidde en stille aften for at skrive en lap med ord, måske beundrende, og vide at de gled over i en hånd. At føle en slags overlevelse af sjælen.
Jeg vil gerne have, at mennesker kan blive ved med at få et arbejde med en løn, der sikrer tryghed og velfærd, som jeg husker det.
Jeg vil gerne opleve en blomstrende overskudsagtig natur med insekter, summende bier og sommerfugle, medicinfrie grise med krølle på halen, ja, et naturligt biodynamisk landbrug der har vundet over det konventionelle. Jeg vil gerne nå at opleve sunde og velfungerende børn overalt på kloden. Børn der opfostres af mennesker og ikke af maskiner, til at kende deres eget værd, at de er skabt med alverdens muligheder for udvikling af kreativitet, ånd, omsorg og evnen til at regenerere sig selv.
Jeg vil gerne have lov til at være glad for min PC og min IPhone, ikke fordi jeg er herre over teknologien, men fordi jeg måske kan nå at lære kun at bruge den, når det er nødvendigt.
Jeg vil gerne nå at opleve en bil der kører på vand, hvis det kan lade sig gøre, uden at pakke kloden ind i elektromagnetisk stråling?
Jeg vil gerne nå at opleve min planet udnytte fusionsenergien, som den mest naturlige reneste energi, i forståelsen for at A bomber er og bliver fortid. Jeg vil gerne nå at leve uden angst for nye teknologier, mistænkt for at blive udviklet med det formål, at få fuld kontrol over min krop og min bevidsthed.

Jeg vil gerne sige, at vi skal fanme skynde os, hvis jeg skal nå at opleve bare en brøkdel.

Hvorfor skal jeg opleve, at teknologi kan bruges til at kontrollere og nedbryde mig, når den burde være en gave der kan gøre mig til et bedre og klogere menneske?
Hvorfor skal jeg stille mig selv det spørgsmål, selvom jeg udmærket ved, at verden er gennemkorrupt, om hvorfor jeg ikke er berettiget til denne gave, uden at skulle fravælge min ret til at være herre i eget hus?

Jeg spørger bare, hvad helvede er meningen?

Verdens Poesidag 21.03.20

Jeg ville gerne kunne skrive
om ingenting
ikke fordi jeg er doven og slap
og hænger i min sofa

Nogle gange skal man ud
og helt undgå at støde
ind i ingen er svært

Nogle gange må man
standse op som om man
er fanget af en vind

Så står man der og bliver støttet
af sine sko og gule hue
og snipperne på ærmet

Det er for at prøve at huske skyerne
og så samler man sin frakke om livet
og går forbi en dåse på fortovet
nogen kaster en almisse

Der er noget frastødende ingenting
fra min hals og nedefter
og så begynder
jeg alligevel at tale til kroppen

Jeg skulle ikke være gået ud i dag
jeg skulle slet ikke være stået op
solen har for mange veje

Du vil bare begynde at mindes
og svarene begynder at spørge
kan du huske mig?

Kan du huske vejen til stranden
med de glinsende våde sten
i morgenens favn
der lyser dit land op

Så stirrer du og begynder
at plukke blomster
og du har hænder

Du ser nogen i øjnene
har du glemt dig
ganske alene?

Fire stykker med løgn

1. Gråden, den der sluger ordene som en pille af størknet korrektur. Og der er ingenting at rette. Det er gråden over billederne af børn, der æder skrald fra lossepladserne. Børn der har mistet deres forældre eller måske er blevet jaget bort af de selv samme, i håb om at de i det mindste ville slippe for at blive slået ihjel. Man tror det er løgn.

2. Løgn er der nok af. Men jeg har aldrig løjet, højst over for mig selv. Aldrig! Jo, en gang, da jeg var lille og stjal en 25 øre fra tallerkenrækken, og min mor opdagede det og sagde, at min næse ville begynde at vokse, hvis jeg da ikke forinden ville komme ud for en ulykke og blive lam i benene. Jeg plejede at løbe mig fra det. Jeg løb fra alle ungerne i legegaden. Jeg var den hurtigste og den frækkeste. Når jeg ikke løb, hoppede jeg. Jeg hoppede op på cykelskurene i baggårdene som en kat, og styrede alle de andre unger. Senere hen hoppede jeg ud over altanen ned i rosenbusken og løb ad helvede til, stærkt, hvis det var det jeg skulle, og det var det. Jeg sværger.

3. Næsen løber, og du har ikke andet end snot i hovedet. Men du vil gerne spare på toiletpapiret. Du prøver at åbne pakken med lommeletter til dine høfeber anfald. Du fumler. Du har svært ved at trække vejret. Du beskydes med kortison bombardementer, der gennemskyller dine årer, som plastik cirkulerer i verdenshavene. Din hjerne er top terrorprogrammeret. Du kvæles langsomt i lyden af det knitrende indpakningspapir. Dit blodtryk ligger på uudsigelige tal, det sortner for øjnene. Du ligger der, indhyllet i polyætylen, mens din mobil bipper for at fortælle dig, at du har en aftale hos Mindfulness/ApS. Du skal ikke tro på alt, hvad du hører. Det er bar løgn!

4. Man kan ikke lyve, uden at det mærkes på svedafsondringen og brystkassens rytme. Løgnedetektoren registrerer det hele. Forstillelse kan ikke forhindre en afsløring, men enhver har frihed til at lyve for domstolen og løgnedetektoren kommer sjældent i brug. Jeg siger det bare.

Dødsårsagens naivitet, eller for dum til at dø

jamen, er jeg da naiv
bag mine øjenlågs fladdrømme
dum og hjerteløs
som brænde fra opsprættede træer
og på trods af al det papir
alligevel askedum nok i mig selv

med talløse mundfulde af luft
smagt på kalk og sne og kys
alligevel tvivlende om hvem
jeg måske er ind imellem
urnerne og nuerne

jeg her, jeg og mig selv og mig
jeg der kan sige dig alt om lys og det hvide
om nattens nætter på en seng af søm
fugleflugt og Red Barnets kampagner
nu føler jeg mig for dum til at dø

hun er på Facebook flip totalt inderligt knepper hun emojis på Messenger løber til og fra hele tiden for at se om der er rullet nye ind hun trykker på stjernestunder med indbildte gestalter som i medrivende romaner mens hun tæller til 30 langsomt trækker vejret dybt og Facebook kroppen skriger efter at modtage stødet når det endelig introducerer sig selv som om verden strømmede ind i  det

Sommetider gør jeg noget
for morgendagen og dens ukendte digte

Sommetider hænger jeg nervøst i sitrende ganglier
omkring lidelsernes dam

Sommetider begraver jeg verdens lille skarpe økse
dybt i min brede idiotiske ryg
så verden kan se mine bagudtænkte sandheder

(hvis ikke andre er skyldige, er jeg, nogen må jo være det)?

Sommetider banker nuets angst fra øje til røv
bagved dumhedens slæde

Sommetider trækker nogen mig op ved håret
når jeg har surfet for længe på flodens dårlige ånde

Sommetider spirer kløver
på blodigt muddervand