Bag masken 1

Hun sidder i stuen som symbol på et essentielt princip i tilværelsen, en indre dynamik afspejlet i måden hun holder på blyanten, mens hun pulser løs på cigaretten over kryds og tværs ‘en. Højre ben, der krydser venstre, svinger under bordet fra knæet og nedefter frem og tilbage, frem og tilbage, som et pendul lidt ude af takt.
Panderynken holder på det, der aldrig bliver sagt. De nedarvede rodfæstede holdninger sidder mellem brynene og holder sig skjult på ubevidste niveauer, og myten:  ”Alle kvinderne i vor slægt har været skuffet over deres mænd”, sidder i svedperlen på overlæben og meddeles mangfoldigt og subtilt.
Hun løfter blikket fra ugebladet og klirrer med kaffekoppen, smiler lidt mens hendes øjne standser ved min knap i halsåbningen.
Hun ligner vel egentlig en fortættet struktur i mit eget spejl, som vi sidder der en helt almindelig fredag, hvor efterårssolen tegner flimrende skygger på terrassedøren.

Smilende Pjerrot
indrammet på en støvet
amagerhylde

Hestekastanje

Træet, der står så alene bag ved huset, er bare en hestekastanje. Nå, bare? De skal da indsamles, ikke spises.

En kastanje i hånden, glat og fyldig. En glæde, man altid kan regne med.

ungen er fløjet
men lommerne er fyldte
med tændstik mænd

Nu er man vel selv en kastanje. Knapt så hård og glat, men stadig fyldig. Et støvfang på et kistelåg flagrende i vinden. En frugt der forlader sit træ igen og igen, som blæsten rusker og former fremtiden.

hesten skal have mad
og jeg et skyggefuldt sted
alt er bare godt

  Continue reading

03.09.2015

 

 

id

Jeg prøver at tage det roligt, har lige gravet haven op for at begrave min pension.
Fatter ikke hvordan den kuffert er havnet der? En kæbeknogle med et smørret grin,
en nedgroet negl og et par fotos fra en slagmark fra en eller anden krig.

Ganske vist er krig en permanent tilstand, kun dyrene forsøger at stoppe. Det ved jeg, da jeg lige er blevet bidt i min storetå af en granvoksen dræbersnegl.

et frikvarter og
et pindsvin der møffer rundt
gør ingen skade

 

Tilnærmelse til en venligsindet alien.

 

raketmona

Jorden er i virkeligheden et bølgende fiskenet på et hav. Trawlet slæber fyrtårne og vindmaskiner rundt om klodens mavebælter som pejlemærker. Nedtællingen er for længst begyndt under regnbuen.

Forestil jer hajer og demagoger side om side med andre delinkventer. Eller bare almindelige dødelige politikere hængende i nettet, for ikke at tale om kroppene fra det uendelige blå. Det er ikke noget kønt syn. Løfteraketternes køleanlæg er i brænd.

Jeg slap med skrækken og sidder nu på en raket med ild i røven på vej til Venus. Suser forbi en måne. Glæder mig til endnu en dejlig dag, og vil rapportere om sikkerheden herude.

Hov, en komet, eller er det en jordbærmark? Hvad med mit hår, sidder det ok?

programmerer
underbevidsthedens
nye print

 

 

 

Verden af i går

running men

Myer’s Hotel i Metzer Str., har sin charme. Møblementet lugter af det gamle DDR og jeg glor lige ind i en mur bag matterede vinduesruder, men badeværelset er tiptop. De har installeret et elektrisk klaver med hovedtelefoner, som en del af aftalen. Lyset, eller nærmere fraværet, minder mig om min mormors mørke stue i Rådmandsgade i 50’erne. Jeg tænder for TV ‘et, Günter Grass er død og de viser ”Bliktrommen”. Er du født germansk, grav dybt!

Jeg tænker på Stefan Zweig, der tog sit eget liv i 1942, forvisset om at nazismen ville smadre den civiliserede verden han var vokset op med. Han skrev lyset frem i sit exil i Brasilien.

På kant med skyggen
lyset flakker mørket op
i Prenzlauer Berg

Continue reading

Lykkens nærhed

På togstationen stod en yngre fyr på strømpesokker og klynkede højlydt. Han trængte virkelig til hjælp. Jeg gik forbi ham som alle de andre.

Jeg tænkte på hvad jeg kunne have gjort – have bedt ham vente, til jeg kom tilbage med et par sko, der var for store. Men så ville jeg komme for sent og svigte dem der ventede på mig. Jeg kunne i det mindste have givet ham et par kroner, men der var travlhed.

Burde jeg føle mig skyldig, ved at have ignoreret ham? Ja, for helvedet! Men hvad skal jeg gøre næste gang? Skal jeg tilbyde min sofa, eller morgenmad på terrassen?

Bliver det nogensinde en naturlig ting at smide hvad man har i hænderne? Hvordan bliver det en selvfølge at vise ansvar for et hjælpeløst menneske, der er svigtet af et samfund der er blevet så fattigt, at det knapt kan bære sig selv?

Måske går det ikke så galt, men det ville være lidt nemmere, hvis dagslyset flettede menneskers sind ind i hinanden som en slags musik, hvor alle fik en tangent at spille på.

Stormen
driver mig ind i fremtid
jeg affortrylles

 

Fantasi koncert

Kindheit


I morges var det umuligt at finde cyklen i virvaret af cykler foran den ny renoverede Nørreport Station. Jeg var ikke helt vågen efter nattens udskejelser på akustiske himmelstier, og hvis ikke jeg var blevet vækket af min kat, havde jeg ligget under dynerne endnu.
Det blæste en halv pelikan, hvilket ikke gjorde det nemmere, hverken at se eller at høre. Men en pibende lyd, der mindede om tryllefløjten fra Mozarts Opera ramte mit øre, da jeg spottede to drenge, der var i færd med at pifte cykler. Jeg samlede mig sammen og glemte hændelsen.
Eftermiddagen var ikke mindre tosset. 1. trompetisten dukkede aldrig op til prøven. Dirigenten havde tømmermænd og skummede over partiturets kragetæer ved at lade musikken og orkesteret glide til havs i Titanic-mystik. Da uvejret lettede kom orkesteret trods alt tørskoet i land, og det hele endte lykkeligt i musik og dans.

Hjerteslaget
musikkens urkraft
lagt i stormen

Continue reading

Audiolisering

Rosettas mystiske signal fra magnetfeltet omkring 67P/C-G, driller mine øregange. Jeg synes jeg hører stemmer.

Fake nattergalen
og den syngende komet
er blevet venner

English version

Audio Metallization

Rosetta’s mysterious signal from the magnetic field around 67P/C-G, teases my ear canals. I think I hear voices.

Fake nightingale
and the singing comet
have become friends