So What

                        THEOTHERBUNNY.BLOG

 

Newport Jazz Festival 1958. The year that accelerated jazz into a new era. The white race was catching sight at black music, and Anita O’Day, white as snow, swinging “Sweet Georgia Brown” and “Tea for Two”. Fashion was cool, simple and stylish. It was high-level art and completely irresistible. The world would find itself and the music exploded.

She was 10 years old and explosive. She had just saved her father from committing suicide. Or maybe he used her, realizing he would not die by drinking a whole bottle of snaps in one go. However, the gas? Turned up to minimum strength, she barely noticed, when she opened the window and shouted for help, while her father lay in a bloodstream with a hole in the head. Her nose and the smell of alcohol and blood mixed with gas saved them. She had had some experiments with her father’s “circus performance”, making sure he did not jump out in front of a train at North Harbor Station. The repeating pattern: dad on a bender/mom wants a divorce/dad threatens suicide. “Oh, my dear, poor daddy!” Subsequently she drove her mother to madness with psychological questions. Was she malicious? Did she try to save herself by releasing her pain in this helpless manner; did she really resemble her father that much? She had to find out if her mother could withstand her pain and sorrow without giving up, like her father, because she felt empty, selfless and abandoned.

Now her world should change too, so she could find herself for real. What a process, what a chance. In addition, life, so damn slow, lying right there like a big bleeding sparkling love ball, calling for help.

The fool
loses face
So What

Jean-Claudes kramper

 

Hov, hvad fanden var det nu jeg havde gang i? Jo, de tror deres mor kalder på dem.

De tror måske at de er fulde, men ved det ikke – som min salige dranker af en far altid sagde: Jeg troede jeg sked, men jeg pissede.

Jeg kigger ud over horisonten, holder øje med verden. Nu fik jeg pludselig en krampe i min højre læg, eller er det bare et bølgeskvulp om Juncker der kommer nærmere og nærmere fra radio 24/7 denne morgen.

Der er noget i luften, det kan komme an på vejret.

Man mener og mistænker, anser det for vigtigt med større opmærksomhed omkring overvågningen.

Man tolker og vurderer, ønsker at vide hvor langt branden har bredt sig i løbet af natten.

Man venter på at børserne åbner.

Sandsynligt problem
sandsynlig løsning
ud af det blå

 

Continue reading

“Kend din tid”

 

Endelig, parat til at modtage fra universets rige strøm. Han måtte spørge igen, som han altid havde spurgt. Var øjeblikket det rigtige øjeblik? Kunne der komme flere af den slags øjeblikke? Det var næsten ikke til at tro. Det havde været ligefrem nemt at gå de fem meter hen til udsigten. Fem meter, der altid havde stået som fem lysår.
Han havde trukket et af de store kort. Budbringeren med de gule vinger ved fødderne. Selve kommunikatoren. Dog på en knivsæg, hvor tillidens stemme kølner i det korte sekund, der er nok til at ryste et skrøbeligt liv.

Forsvundet
med den gamle frakke
mest elsket

 

Continue reading

Bag masken 1

Hun sidder i stuen som symbol på et essentielt princip i tilværelsen, en indre dynamik afspejlet i måden hun holder på blyanten, mens hun pulser løs på cigaretten over kryds og tværs ‘en. Højre ben, der krydser venstre, svinger under bordet fra knæet og nedefter frem og tilbage, frem og tilbage, som et pendul lidt ude af takt.
Panderynken holder på det, der aldrig bliver sagt. De nedarvede rodfæstede holdninger sidder mellem brynene og holder sig skjult på ubevidste niveauer, og myten:  ”Alle kvinderne i vor slægt har været skuffet over deres mænd”, sidder i svedperlen på overlæben og meddeles mangfoldigt og subtilt.
Hun løfter blikket fra ugebladet og klirrer med kaffekoppen, smiler lidt mens hendes øjne standser ved min knap i halsåbningen.
Hun ligner vel egentlig en fortættet struktur i mit eget spejl, som vi sidder der en helt almindelig fredag, hvor efterårssolen tegner flimrende skygger på terrassedøren.

Smilende Pjerrot
indrammet på en støvet
amagerhylde

Hestekastanje

Træet, der står så alene bag ved huset, er bare en Hestekastanje. Nå, bare? Frugterne skal da indsamles, ikke spises.

En kastanje i hånden, glat og fyldig. En glæde, man altid kan regne med.

ungen er fløjet
men lommerne er fyldte
med tændstik mænd

Nu er man vel selv en kastanje. Knapt så hård og glat, men stadig fyldig. Et støvfang på et kistelåg flagrende i vinden. En frugt der forlader sit træ igen og igen, som blæsten rusker og former fremtiden.

hesten skal have mad
og jeg et skyggefuldt sted
alt er bare godt

  Continue reading

Tilnærmelse til en venligsindet alien.

 

raketmona

Jorden er i virkeligheden et bølgende fiskenet på et hav. Trawlet slæber fyrtårne og vindmaskiner rundt om klodens mavebælter som pejlemærker. Nedtællingen er for længst begyndt under regnbuen.

Forestil jer hajer og demagoger side om side med andre delinkventer. Eller bare almindelige dødelige politikere hængende i nettet, for ikke at tale om kroppene fra det uendelige blå. Det er ikke noget kønt syn. Løfteraketternes køleanlæg er i brænd.

Jeg slap med skrækken og sidder nu på en raket med ild i røven på vej til Venus. Suser forbi en måne. Glæder mig til endnu en dejlig dag, og vil rapportere om sikkerheden herude.

Hov, en komet, eller er det en jordbærmark? Hvad med mit hår, sidder det ok?

programmerer
underbevidsthedens
nye print

 

 

 

Verden af i går

running men

Myer’s Hotel i Metzer Str., har sin charme. Møblementet lugter af det gamle DDR og jeg glor lige ind i en mur bag matterede vinduesruder, men badeværelset er tiptop. De har installeret et elektrisk klaver med hovedtelefoner, som en del af aftalen. Lyset, eller nærmere fraværet, minder mig om min mormors mørke stue i Rådmandsgade i 50’erne. Jeg tænder for TV ‘et, Günter Grass er død og de viser ”Bliktrommen”. Er du født germansk, grav dybt!

Jeg tænker på Stefan Zweig, der tog sit eget liv i 1942, forvisset om at nazismen ville smadre den civiliserede verden han var vokset op med. Han skrev lyset frem i sit exil i Brasilien.

På kant med skyggen
lyset flakker mørket op
i Prenzlauer Berg

Continue reading

På togstationen

På togstationen stod en yngre fyr på strømpesokker, klynkende. Det var tydeligt, at han trængte til hjælp. Jeg gik forbi ham som alle andre.

Jeg tænkte på, hvad jeg kunne have gjort – bedt ham vente, til jeg kom tilbage med et par sko, jeg ikke kunne passe. Men så ville jeg komme for sent og svigte dem der ventede på mig – man har vel altid en undskyldning. Jeg kunne i det mindste have givet ham de par kroner, jeg tilfældigvis havde i lommen.

Burde jeg føle mig skyldig, ved at have ignoreret ham? Ja, for helvedet! Men hvad skal jeg gøre næste gang i det pengeløse samfund? Skal jeg tilbyde min sofa, eller morgenmad på terrassen?

Bliver det nogensinde naturligt at smide hvad man har i hænderne i sådan en situation? Hvorfor hjælper jeg ikke bare et hjælpeløst menneske, der er svigtet af et samfund, så fattigt at det knapt kan bære sig selv?

Tænk engang, hvis menneskets sind flettede sig ind i hinanden som en slags musik, hvor alle fik en tangent at spille på?

Stormen
driver mig ind i fremtid
affortryllet