På togstationen

På togstationen stod en yngre fyr på strømpesokker. Jeg tænkte straks – en hjemløs! Jeg gik forbi ham som alle andre.

Hvad kunne jeg have gjort – bedt ham vente, til jeg kom tilbage med et par sko, jeg ikke kunne passe? Men så ville jeg komme til at svigte dem der ventede på mig – man har vel altid en undskyldning. Jeg kunne vel i det mindste have givet ham de par kroner, jeg tilfældigvis havde i lommen.

Burde jeg føle mig skyldig, ved at have ignoreret ham? Ja, for helvede! Men hvad skal jeg gøre næste gang i et pengeløst samfund? Skal jeg tilbyde min sofa, eller morgenmad på terrassen?

Jeg driver
ind i fremtid
affortryllet

 

Fantasi koncert

Kindheit


I morges var det umuligt at finde cyklen i virvaret af cykler foran den ny renoverede Nørreport Station. Jeg var ikke helt vågen efter nattens udskejelser på akustiske himmelstier, og hvis ikke jeg var blevet vækket af min kat, havde jeg ligget under dynerne endnu.
Det blæste en halv pelikan, hvilket ikke gjorde det nemmere, hverken at se eller at høre. Men en pibende lyd, der mindede om tryllefløjten fra Mozarts Opera ramte mit øre, da jeg spottede to drenge, der var i færd med at pifte cykler. Jeg samlede mig sammen og glemte hændelsen.
Eftermiddagen var ikke mindre tosset. 1. trompetisten dukkede aldrig op til prøven. Dirigenten havde tømmermænd og skummede over partiturets kragetæer ved at lade musikken og orkesteret glide til havs i Titanic-mystik. Da uvejret lettede kom orkesteret trods alt tørskoet i land, og det hele endte lykkeligt i musik og dans.

Hjerteslaget
musikkens urkraft
lagt i stormen

Continue reading

Aspasianatten

oliventræets sølvglinsende krone som en opløftet eng3 olive

Jeg er forelsket i oliventræet, der er tæt forbundet med menneskets historie. Det er hjemme på fem kontinenter, hvor tilpasning er velkomment. Ikke kun mellem 30 og 45 nordlige breddegrad, men også på de tilsvarende sydlige breddegrader, og det er da noget, også for træer.

Oliventræet inspirerer til at finde styrken frem igen i en tid, hvor vi har skabt en fattigdom så stor, at vi endnu ikke kan forestille os elendigheden. En Herkules styrke, som symbol på overlevelse, der ligger i det stærke sejlivede træ, fra dengang mennesker døde af sult, ikke af overflod.

Lad os vinde over os selv. Lad os opdyrke den rigdom, der venter os som lysende olivengrene. Lad os tage magten til overvindelse af frygt og ensomhed. Magten til at opnå værdighed. Lad os blive renset.

Læg dig under et træ og forestil dig fantastiske fabler og forunderlige fortællinger. Indånd oliens renhed, mens ganen smager på de gyldne dråber. Lad dine ører lytte til de modne oliven der blidt rammer jorden, og lad endelig dine hænder kærtegne de ældgamle oliventræers bark. Lad dit ansigt blive skrubbet og genopfrisket med olivenolie og groft middelhavssalt.

Continue reading

Audiolisering

Rosettas mystiske signal fra magnetfeltet omkring 67P/C-G, driller mine øregange. Jeg synes jeg hører stemmer.

Fake nattergalen
og den syngende komet
er blevet venner

English version

Audio Metallization

Rosetta’s mysterious signal from the magnetic field around 67P/C-G, teases my ear canals. I think I hear voices.

Fake nightingale
and the singing comet
have become friends

Bump

Jeg har aldrig gået rundt med Sartres eksistentialisme; har aldrig bifaldet, at fællesskaberne skulle glide fra hinanden. På den anden side, er jeg heller ikke nostalgi flipper med hang til gamle koncertvideoer med ”Led Zeppelin”, for den sags skyld, klip fra ”Huset på Christianshavn”, men måske kunne du godt finde mig i et fakkeloptog imod noget eller for noget andet.

Sagen er den, at verden er gået i opløsning, siden det 20. århundredes start, og jeg fiser rundt med jer andre i en flyvende tilstand af ulidelig frihed til at skulle vælge, enten det ene eller det andet. Jeg farer rundt i et øjebliks rus over at føle engagement for en sag, der hurtigt viser sig at blive overtrumfet af en større og mere bæredygtig sag. Jeg trænger sgu til at investere i et ordentligt bump af et oldekolle.

Ligevægt stangen
båret på mit hoved
som at sige ja!

Continue reading

Koroni

14 år efter stod jeg alene på balkonen i et andet hus, hvor jeg på min højre side langt ude, kunne skimte huset, vi lejede dengang. Stemninger og stumper af erindringer kom fra bjergene overfor, og den lille hvide båd derude i det fjerne.

Keyboardet var lyrens strenge, man kunne knipse på, og den lille slange pilede af sted i et es for mine fødder, og myggen fik et klask, inden den stak. Jeg var der for at slå toner ned på klaveret, i håb om at kunne frembringe bare et eller andet nyt.

Her tages alting for givet – oliventræernes metrik side om side. Oliventræ, vinstok, oliventræ, vinstok, og så fremdeles – rækker af sandheder, med mættet ferskenduft indover. De flødeskumsmalede trappeopsatser med koboltblå himmel og ny anlagte tage, havde fået kinesiske opadrettede snuder. Blåmalede vinduer og døre var man gået væk fra, da troen på onde ånder var gået bort sammen med æslerne.
Der var sådan set ikke noget nyt tema her, men en næsten manisk insisterende genkomst hos de grønne bær.

Musikstykke
med skygger
cikade knipsning

Continue reading