Sjælens midterakse

centrum ligger
i København
i Estonia
i Japan
på samme tid

i morgen
ved alle det samme
og hvis ikke før så nu
vil ikke kun hverdagsagtige ting
så som en tepottes leg
på et magisk lærred
tumlende forhekset omkring
som et menneskeliv
blive afsløret

men den selvskabte tid
der slæber rundt på pinslerne
fra tidernes morgen
vil træde tydeligst frem
i sjælens midterakse

Vertebrae

“Jo mere det forandrer sig, desto mere er det det samme”.

Agernet er forladt af træet
det var en billes mulighed
med sin larve plantet der

det underliggende
bærer forandringer frem
forbliver sig selv over tid.

Jeg er også en blomst, en stjerne
en støvdrager på kirkegårde
gradvist udskiftet mellem to
forskudte planer

en hvirvelløs dyrearts overlapning
i sin egen nogenlunde stabile opløsning
af mulig identitet.

Måske er jeg bare en flod
der finder noget af sig selv
længere nede?

Continue reading

Fahrt durchs Land

Anselm Kiefer

Flygtning, husk ingen ejer vinden; vinden elsker at lege med dit hår.

Glem ikke, at intet under månen tilhører nogen.

Flygtning, moder jord længes efter dit modige hjerte, din kærlighed, dine hænder og bare fødder til at gøre hendes jord frugtbar.

Glem ikke, at ingen ejer solen månen og stjernerne.

Du er himmelhvælvingen og himmelhvælvingen er dig.

Du er mig, og jeg er dig.

Continue reading

Monsun

 

Se månens vaklen over snurretoppen
stjernernes krympen under fyrværkeriet i
spaltningens forvirrede trin
i natten hvor regnen vrides
af træernes sorte grene
standser saften i roden
lad os være oaser der er ikke andet
mens de døde bæres bort
lad regnen tage til
flodernes monsunregn der
nedpløjer løsrevne lemmer
drypper dråber i mørnede hjerter
på slagmarkerne
lad os vibrere på engene sidde på bænke
i parkerne og vente på græs med
de udstødte
giv dem trolddom og magi
knusende monsunregn
der river dyrene op fra sletternes sand
rækker kroppenes lavastrøm
mod himlen venter på stormen
mine læber er ferskvandsfisk
igennem flodernes rivende formering og
vandenes mor til svinehjorten
du er min undergrunds blodpøl min kranieknogle
mine evighedshjørner vi bøjer ilden og krummer
horisontens katastrofer
træerne falder udenfor vinduet
lad myg forvandle mig

Hyldest til oliventræet

3 olive 

Jeg er forelsket i oliventræet. Det er tæt forbundet med menneskets historie. Det er hjemme på fem kontinenter, hvor tilpasning er velkomment. Ikke kun mellem 30 og 45 nordlige breddegrad, men også på de tilsvarende sydlige breddegrader, og det er da noget, også for træer.

Oliventræet inspirerer menneskene til at finde styrken frem igen i en tid, hvor vi har skabt en fattigdom så stor, at vi endnu ikke kan forestille os elendigheden. En Herkules styrke, som symbol på overlevelse, der ligger i det stærke sejlivede træ, fra dengang mennesker døde af sult, ikke af overflod.

Lad os vinde over os selv. Lad os opdyrke den rigdom, der venter os som lysende olivengrene. Lad os tage magten til overvindelse af frygt og ensomhed. Magten til at opnå værdigheden. Lad os blive renset.

Lad os tilfredsstille og udfordre vore sanser. Læg dig under et træ og forestil dig fantastiske fabler og forunderlige fortællinger. Lad dine øjne nyde synet af olivenlunde. Indsnus oliens renhed, mens ganen smager på de gyldne dråber og på frugterne. Lad dine ører lytte til de modne oliven der blidt rammer jorden, og lad endelig dine hænder kærtegne de ældgamle oliventræers bark. Lad dit ansigt blive skrubbet og genopfrisket med olivenolie og groft middelhavssalt.

Continue reading

Kom til mig, for jeg er modsætningsfuld, som du selv

 

Det var som
at falde ind
i en sprække.

Først var der
mørkt og fugtigt
så dæmrede lyset.

For enden, en port
der fyldte rummet ud
som en uoverskuelig
verden
og endnu en sprække
åbnede sig.

En ubevogtet sti
ubevogtet –
fri adgang måtte
det betyde?

Noget bekendt var der
ved stien.

Det fløjlstunge dyb –
en gammel ven
skulle jeg noget der?

Egentlig er det bare
noget vand der er kastet
ud over noget snavs
for at binde snavset.

(Inspireret af Transtrømer 28.03.15)

Improvisation over koncert i Jazzcub, Kbh., 28.02.2014. Musik af Thomas Agergaard.

Nu er det tid
at kaste
sin hud
til at blive
den man er

en mærkbar
stigning
river verden med

Immigrant månen
drysser
sit døvesprog
bag skyerne

rævene
brænder tavshed
af i skovene

trækronerne
svæver i en
fremadskridende
dynamik

i en fugas
vandrende
bløde slæb

barnet er med
i sin egen zone
gennem faderens
sæd der falder 
som frugtknuder
på stortrommeskind

melodien
folder sig ud
i rummets felt 

harmoniernes
rytmiske
naturkraft

uden behov
for kalkuleret
værdi

musikken giver
sig selv
i kaskader
af lys

til brudstykker
af ømhed

der svæver
gennem rustne
døre

finder sit leje
i rosenørnes
ører