Jeg har lovet mig selv

 

Jeg har lovet mig selv at lade være med at tænke negativt om nogen eller noget i tre uger. Jeg har lovet mig selv at se hvad der så sker med mit liv. Jeg ved godt hvor jeg vil være. Det er ikke en grøft. Det er ikke et sted. Jeg er der allerede. Det er et stade af bevidsthed. Der er intet andet sted jeg kan leve. Jeg skaber himmel eller helvede med min tanke. Jeg bygger med min opmærksomhed. Pas på med hvad du forestiller dig. Du kan ikke have andet end hvad du har i din bevidsthed. Lad en fattig mand sige at han er rig. Lad en svag mand sige at han er stærk. Alting er hans arv. Lad ham kræve sin arv. Jeg har mit. Det kan hvile tungt på mine skuldre. Det er mit eget ansvar. Enhver har sit eget ansvar. Det ville ikke være retfærdigt, hvis jeg skulle bære en anden mands kors. Jeg kan komme på bølgelængde med høj og lav. Jeg trækkes hen imod det jeg bringer mig på bølgelængde med. I dag er i dag. Tiden er nu. Hver dag løber vandet ned over min krop. Hver dag smager jeg på livet. Jeg er en magnet. Mine fingre er magnetiserende. Jeg rækker hænderne frem i strømmen der fører alting med sig også det der ikke er godt. Det ved jeg. Intet kan forhindre strømmen. Mine fødder holder mig forbundet med jorden. Når jeg løfter en fod fra jorden går jeg ind i himlen. Jeg tænker på jorden. Drømmer evigheden.

Abadigamanden

 

Undertegnede har modtaget et brev fra Bosnien, dateret 14. august 2004 fra en bekendt, Miladin Vukobratovié, som jeg engang har interviewet. Det er sendt fra en af hans soldaterkammerater, der har haft dette afskedsbrev i sin varetægt i flere år, og derefter har videresendt det.
J
eg har tilladt mig en genfortælling af brevet. Jeg har nemlig aldrig kunnet få ham ud af hovedet siden krigen på Balkan. Var han bare en almindelig mand, som du og jeg? Eller hvem var han?
D
et indeholdt også nogle digte med overskriften Veje til Drina, på gulnede papirlapper. Digtene er dateret omkring 26. juni 1991, ca. 1 års tid efter at Slovenien og Kroatien endelig, efter mange indre trakasserier, erklærede deres uafhængighed, hvorefter krigen brød ud.

Det hele starter med, at man holder op med at hilse på sin nabo, stod der skrevet, og videre, at han ikke kunne vide, hvordan han ville reagere i den situation, hvor de kom og rev hans hus ned, selvom gryden lige var sat over, og de ville se ham forsvinde som røg, ingen holder tilbage.
Han var blevet ved med at påstå at problemerne ikke lå direkte i staten, men tværtimod i de menneskelige rettigheder i denne stat. Når først niveauet for et vist antal voldshandlinger er nået, overskrides en afgørende grænse, skrev han, og processen vil udvikle sig af sig selv. Staten er forsvundet på dette tidspunkt, og der vil ikke findes noget voldsmonopol. Med grundsætningen ”øje for øje, tand for tand” vil hævnerne træde frem, og folkene lade sig trække med ind i krigen.  

Han havde engang spurgt sin far, der selv var kommet fra Gorazde, om hvem de var – om de egentlig var serbere? Faren havde svaret ja, vi er serbere; noget de ellers aldrig talte om i familien.
H
ans far havde også fortalt historien om forfædrene. Om dengang i 1566, hvor brobyggeren Hajrudin havde gemt sig i bjergene, og havde gnedet hul på en sten af frygt for budskabet om at broen var styrtet sammen. Den holdt i 426 år. Nu stod den genopbygget over Neretva-flodens kløft, knejsende, som et monument over ødelæggelserne der næsten hermed blev annulleret. Spørgsmålet er så, om den gode symbolik fremover kan vinde over kløfterne, der deler de etniske menneskegrupper.

Det væsentlige ifølge ligheden i vor fælles skikkelse er ét menneskebillede, skrev han. Derfor skulle de forenes som sydslaver og smelte sammen til ét folk. Sådan tænkte imidlertid mange endnu, da det for længst var synligt, at Jugoslavien kun var et folkefængsel – smukt, men utopisk, forklarede han.

Jeg tror han mente noget i retning af, at mennesker hen over hele jorden, trods raceforskelle og hudfarver i det væsentlige er ét menneskebillede. Men at selve individualiteten kun kan beskrives ud fra deres historie og deres folkesjæl.

Han kaldte hele kontinentet sygt, ikke kun det omtalte land, men helheden skjult og infamt spaltet, bundet op i en kunstfærdig knude, ingen kunne gennemskue. Som et menneske er angrebet af en kræftknude i et bestemt organ er sygt; ikke blot organet, men derimod hele mennesket!
Hans kone havde ledt efter resterne af børnene på lossepladsen. Hun var flygtet alene sydpå, hvor rygtet sagde, der endnu var fredeligt for muslimer. Man kunne ikke vide, sagde han, hvem de var, dem der dræbte på den anden side. Var det naboerne, eller importerede militære bander, eller både-og?

Veje til Drina

Forbitrede tåre
din skændsel er tung
som et bjerg af stejle veje.

Forlad dit barn som en ven.

Dine stenede flodsenge
vil stå som grå udstrakte sletter
hvor intet kan spire.

I denne lyd
vil alt blive afsluttet,
glemt? 

Det var som om han blev tvunget til at vælge side, som om der var en slags logik i volden. Det forekom ham, som om den mellemliggende epoke på 50 år efter 1945 med ét var forsvundet som en luftspejling, da infernoet begyndte igen.
H
an kom til Beograd på et tidspunkt og ringede til en ven der var soldat, kun nogle kilometer fra det sted de kæmpede. Vennen overlevede. Hans mor var kroat hans far serber, og de havde huset fyldt med serbere, mens de blev angrebet.

Han forblev normal – men der var mange af hans venner fra Bosnien, der blev sindssyge.

Taletiden (-). Dens ophør er uudsigelig.

På øjets nethinde
det forpinte ansigt

mit subjekt trænger sig på indefra
vil tage smerten væk

ser kun billedet
liget af smerten
jeg står i vejen med mit subjekt.

Med disse digte sluttede han sit brev med at sige, at det ikke var sørgeligt, at det ikke kunne være anderledes, men at han måtte sige farvel.

”Der fandtes ikke, og ville aldrig findes nogen uskyldige; at vi skylder den onde skæbne livet, som er os givet; at man ikke kan forlade denne verden til det hinsides, før man falder som en moden frugt, flyvende i et hovedkulds fald, for at ramme den hårde jord. ”

Og med disse, hans sidste ord, fik jeg et glimt af hvem denne mand dybest set var inderst i sit hjerte. Og således udåndede han.

(Alias) Irenea Funes. Sept. 2014

Fiction.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

                                                      

 

 

 

                                                                   

 

 

 

 

 

 

 

                                                                                                   

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

tanker i 39 graders varme.

 

hjerne

Hun kastede sig i bølgerne og sank dybt til underjordiske skælv. Tiden forsvandt i øens rige grund af vulkansk aske. Hun sank i mytologien for derefter at klatre op ad de 600 trin til Phira. Tiden forsvandt i murværkets frie form. Ranke smukke kvinder, med fyldte vandkrukker på hovedet og svingende skørter, huggede sit billede ind i klipperne.

Gener er min skulptur, tænkte hun, mit eget Phira skabt af lyset, nedlagt i mine evner. Hun vendte tilbage til trillion-spørgsmålet,  ”hvad kom først? ”. På toppen af verdens tag var det vel naturligt at tænke i disse baner, undskyldte hun sig med.

Var det generne der lavede evnerne, eller evnerne der lavede generne? Ser man bort fra evnerne må man antage, som naturvidenskaben gør det, at det var generne, der lavede evnerne. Altså at stoffet havde tænkt over sig selv. Men hvordan kan stof tænke? Hjernen er kød. Man spiser abe hjerne i Kina. Er det selve kødhjernen, der laver tankerne og forstanden? Hvordan kan stof lave noget, der er dets modsætning, hvad det så end er, ånd måske? Kan stof andet end dø og gå i graven, når ånden har forladt det, som man siger? Emnet kunne få kødhjernen til at kværne videre, naturligvis med andel i den tænkning hun var i færd med.

Hun kom til at tænke på dengang, hun som barn lå på maven og rodede med en pind i jorden efter myrer. Fandt hun nogle, rev hun hovedet af dem. Dengang vidste hun ikke, hvad hun ledte efter. I dag ville hun vide, at der hvor hjernen skulle sidde, ville hun i stedet finde nogle små knuder; nerveknuder og intet andet. Det skulle så være med disse nerveknuder, at myrerne udførte deres arbejde? En adfærd så fyldt med forstand, uden en egentlig hjerne! Så lidt spild, eller rettere intet spild. Så snildt regnet ud, at det var de færreste kødhoveder, man ville tillægge de samme evner. Men det er jo bare instinkt der styrer dyrs adfærd; ikke noget at snakke om, siger de kloge. Arv, instinkt og naturlig udvælgelse, det er hvad det er. Insekter har ingen hjerne, og dog er forstanden til stede, i måden det hele forløber på?

Hendes hjerne fortalte hende, at forstanden er tilstede uden en hjerne. At hjernen eller nerveknuderne er selve redskabet som forstanden bruger, for at kunne komme til udtryk i den fysiske verden. Nøjagtig som en kande fyldes med vand, fyldes hjernen med tanker. Hun måtte gentage det for sig selv. Hun troede et øjeblik at have begået en genistreg.

Hjernen er altså kun selve årsagen til tænkningen. På samme måde som strubehovedet er årsag til, at den luft der indåndes, presses op gennem stemmelæberne for at passere klangrummene i bryst, hals og kranie, for derefter at slippe ud i stemmens klang som sjælens sladrehank. På samme måde som de geniale øreknogler er årsag og virker som springbræt for tonen i den hørbare verden. Hvor fanden kommer så tankerne fra?

Hun var ved at få solstik. Hun kom til at tænke på en dum historie om nogle englændere, der havde indført deres får til Sydafrika. Fårene døde af hedeslag.

Helt uden at skænke det en tanke, spiste hun nogle lækre mahognifarvede oliven, drak noget mere hvidvin og gik i seng for at være udhvilet til næste dag.

Dedikeret det hedengangne Grækenland.