En Operette :-)

Vi skal have sandheden frem, den kan ikke holdes tilbage. Om det hjælper på noget som helst, ved jeg ikke. Jeg havde aldrig ondt af mig selv. Men ingen siger, at det faktum er særligt efterstræbsomt. Måske havde det gavnet mig at have ondt af mig selv. Måske havde jeg så kunnet mærke mit eget kærlighedsbehov på en måde, der havde styrket mig.

Jeg har lige set et klip af en anden sangerinde på TV i sin skønne ungdoms vår. Hun var også i kløerne på min forlovede. Jeg har skrevet om mit eget voldsforhold til manden, uden at komme nærmere ind på andet end det. Men altså glimtet af hende, har fået mig til at skrive denne erindring ned.

Så blev jeg låst inde på hans værelse, imens han gik på druk på La Fontaine og spillede røven ud af bukserne. Hans forældre var tilstede i lejligheden, men de turde ikke at låse mig ud. De fik også tæsk, særlig moren, der var et rystende nervevrag. Gorm, hans far, kunne af og til lykkes med at tale ham til rette.

Så kunne jeg sidde der indtil han kom hjem fuld hen på morgenen og jeg vidste at det ville blive et mareridt af mange timers hjernevask. Jeg kunne klare hjernevasken med min psyke, og holde ham på afstand på den måde, indtil slagene begyndte, hvilket jeg havde det svært med.

Så fik jeg tiden til at gå på det lille drengeværelse, han stadig boede på, hjemme hos forældrene på Jernbane Allé i Vanløse. Jeg kunne enten springe ud af vinduet, men det var fra en 4 sals lejlighed og jeg var trods alt ung og havde vel en fremtid foran mig, eller jeg kunne glo i hans skuffer med kuverter der indeholdt trofæer fra de forskellige ofre. F.eks. pubeshår fra hende der, der var i høj kurs…. Sådan gik nogle år, som sødligt hestekød og sild og kartofler i hans tarme, løb igennem os.

Og så siges det, at det der former os som mennesker ikke er generne, men miljøerne. Samtidig betyder det, at du bærer din skæbne i dine egne hænder. Lykkeligvis.