Homo Consumos

Hvad det vil sige, at være en løsrevet enhed fra samfundet, og ikke en del af et socialt fællesskab. Hvad er det for en identitet som neoliberalismen skaber og behøver? Hvilke holdninger til andre mennesker og samfundet, skal etableres for at systemet kan opretholde og genskabe sig selv? Hvad er det for en sjæl vi får?

Nu, hvor vi bevæger os fra en international økonomi til en global, er det blevet statens centrale mål at skabe gunstige betingelser for investorer. Det er en indiskutabel sandhed. På det globale marked halser de statslige systemer efter og søger nye rammer for økonomisk udvkling. Tabet af evnen/intentionen om at regulere de økonomiske kræfter, som er medført af globaliseringen, udmønter sig nu i at stadig flere samfunds- funktioner overgives til markedskræfterne. I stedet for at regulere markedet, bliver det i stigende grad statens rolle at servicere markedet. Kapitalen har brug for en stat, der yder den bedste service, men ikke nogen bestemt stat. Hvis kapitalen ikke kan lide spillet i en stat, kan den forlade arenaen og søge bedre betingelser andetsteds. Det betyder bl.a. at en arbejderklasse, der fortsat satser på at løse problemer inden for nationalstaten, vil komme til kort. Det er blevet sværere for fagbevægelsen at presse kapitalen. Neoliberalismen har svækket fagbevægelsen alvorligt. De nye managements teknikker, lønsystemer osv. fremmer en egoisme og en individualisme på en måde, så solidariteten mellem lønarbejdere er blevet undergravet. Vi vil derfor se en statsmagt, der i stigende omfang opgiver kontrol og regulering af økonomien og i stedet vil gå over til kontrol og regulering af mennesker. Disciplinering, kontrol og overvågning øges betydeligt i disse år. Det gælder ikke mindst for arbejdsløse, flygtninge, indvandrere og andre marginaliserede grupper. Det kaos og den sociale uro som globaliseringens polarisering i rige og fattige medfører, må kontrolleres og neutraliseres, og det kræver øget overvågning og kontrol.
Neoliberalismen er konstruktionen af individet som en selvstændig enhed løsrevet fra samfundet. Et frit selvansvarligt menneske, ikke et menneske som del af et socialt fællesskab, men i modsætning til dette. Som EU-kommissionen skriver et sted: ”Solidaritet er en begrænsning af det enkelte individs frihed”. Enhver er sin egen lykkes smed. Det neoliberale menneske defineres som forbrugere af omsorg, sundhed og uddannelse. Børnene er blevet til skolens kunder. Skolen producerer uddannelse. De forskellige skoler konkurrerer om at tilfredsstille kundernes behov. Og som forbruger må du selv sørge for at maksimere selvudfoldelse og nydelse gennem ”frie valg”.
Frihed og kultur er under intens kommercialisering. For 30 år siden var musik og film en nicheproduktion. I dag er producenterne de førende transnationale selskaber. Sport er blevet gennemkommercialiseret og er en kæmpe forretning. Eliteudøverne handles på markedet, nærmest som slaver og er omvandrende reklamesøjler. Vi er udsat for konstant påvirkning af reklamer, med det ene formål at øge vores forbrug. Vi har skabt det konsumerende individualistiske neoliberale menneske: ”Homo Consumos”. Vi er blevet frie borgere med ret til selvbestemmelse. Retten afgiver vi dog straks ved stemmegivning til statsmagten, der så har den legitime magt til at styre individerne. Førhen var der en alliance mellem politikere og vismænd, der definerede, hvordan velfærdsstaten skulle indrettes, der i stigende grad er blevet magtesløse. Markedet bestemmer.
For at løse den legitimeringskrise må det politiske ansvar flyttes fra staten til det enkelte individ. Drømmen er, at vi skal styre os selv med normer, værdier skabt af markedets behov. I det nye regime, er man ikke forpligtet gennem gensidige afhængighedsforhold til sine medborgere. Man søger at tilfredsstille sig selv inden for mikrosammenhænge: familie, arbejdsplads, i klubber osv. Kritik af staten eller det politiske system er umuliggjort ud fra neoliberale værdisæt. At problemer skyldes samfundsmæssige forhold er blevet en latterlig dårlig undskyldning. ”Enhver er sin egen lykkes smed”. Dem der falder igennem systemet dvs. de fattige, arbejdsløse, afvigere – er selv uden om det. De har handlet uansvarligt. De marginaliseres, ekskluderes og neutraliseres. Det kan ikke være markedets fejl, det er deres egen fejl
Neoliberalisme – Leksikon for det 21. århundrede.