Hvilken chance!

Muligheden for at blive det menneske, du er skabt til at blive, ligger til en vis grad indbygget i dit DNA. Du ved det måske bare ikke? Det kan blive din livsvej ikke at vide, indtil du når det punkt, hvor klarhed overskyller din tågedis, og det kan man nok sige, om alle livets mærkværdigheder, da livet vel i sig selv dybest set, uden menneskelig indblanding, er en naturlig og gennemskuelig tilstand; bare spørg en sten, en blomst, eller en regnorm?

Min far var en smuk mand, det kunne jeg se, helt frem til mit tiende år. Da fik jeg en anderledes skæbnesvanger dosis indprentet. En dosis, der ikke ændrede mit syn på, at han var en smuk mand, men måske fik mig ind på en besværlig nødvendig vej, til at nå frem til der, hvor jeg er.

Min far var en ensom mand. Ja, det kan jeg sige, uden at jeg nogensinde fik indblik i hans tanker og følelser, og hvordan de påvirkede ham selv. Og det er jo netop hele miseren. Hvem var min far? Handlemåden, i familien, med kone og tre børn, har naturligvis haft sin indvirkning.

Men hvad var det ved min far, der fik en så stor indflydelse, at jeg kan sige, at jeg føler mig ramt. At jeg kan sidde her og fuldstændig erkende, at siden jeg blev kvinde, har jeg grebet ud i verden med famlende hænder og hjerte, når det gjaldt relationerne og kærligheden.

Min far forgreb sig aldrig fysisk på os. Men hans psyke lammede os alle. Hans krop, han spændte ud i fuldskab, hvor vi børn endelig fik lov til at hænge på ham og lave kolbøtter på hans udbredte arme, når han stor og mægtig, som ham på korset, brugte al sin styrke på at holde sig selv i positur, så vi ikke faldt og kom til skade, før han selv faldt.

Mystikken i hver en fiber i hans krop. Mystikken i kærligheden og i sorgen, han måtte mærke, men aldrig lærte at erkende, indtil det dukkede frem i selvmedlidenheden, og det suicidale sind, blev skyggerne i mit eget forhold til kærligheden.

Jeg lærte en mand at kende, jeg ikke kunne kalde mystisk, men mere ligetil i sit forhold til andre mennesker. Han blev min sjæleven, men aldrig min elsker. Hvor heldig og lykkelig med det, kan man egentlig være?

Mændene jeg begærede, havde derimod skæret af mystik over sig.  Hvis det ikke var der, blev forholdet hurtigt gennemlyst af mit rovfugle blik, og interessen forduftede lige så hurtigt. Det var nemt nok.

Meget har jeg lært om vold og psykisk terror, som jeg har lært om mystikkens dragende tilstedeværelse og nogle gange med den, og ret formildende, udsynet til en verden, der var større end mig og den, bedre sent end aldrig. For enden af denne tunnel, må kærlighedens mere stilfærdige sider måske ligge og vente på mig?

Under alle omstændigheder ved jeg, at livet i sig selv, uanset vejen og stenene der vendes, er kærlighed, hverken mere eller mindre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.