Hvilken chance!

Muligheden for at blive det hele menneske, du er skabt til at blive, ligger latent indbygget i dit DNA. Du ved det måske bare ikke? Det kan blive din livsvej ikke at vide, indtil du når det punkt, hvor klarhed overskyller din tågedis, og det kan man nok sige, om alle livets mærkværdigheder, da livet vel i sig selv dybest set, uden menneskelig indblanding, er en klar, naturlig og gennemskuelig tilstand; bare spørg en sten, en blomst, eller en regnorm?

Min far var en smuk mand, rent fysisk, det kunne jeg se, helt frem til da jeg blev 10 år. Da fik jeg en anderledes skæbnesvanger dosis indprentet i mine knogler, i mit hoved og i mit blod. En dosis, der dog ikke ændrede mit syn på, at han var en smuk mand, men måske fik mig ind på en lidt besværlig, hvad ved jeg, nødvendig vej, til at nå frem til der, hvor jeg nåede frem.

Min far var en ensom mand. Ja, det kan jeg sige, uden at jeg nogensinde fik bare et lille indblik i hans tanker og følelser, og hvordan de påvirkede ham. Og det er jo netop hele miseren. Hvem var min far?

Hans handlemåder, i familien, med hustru og tre børn, har naturligvis haft sin indvirkning på mange måder, også i hans datters liv, altså mit.

Men hvad var det ved min far, der fik en så stor indflydelse, at jeg kan sige, at jeg føler mig ramt. At jeg kan sidde her og fuldstændig erkende, at siden jeg blev vækket som ung pige og blev kvinde, har jeg grebet ud i verden med famlende hænder og hjerte, når det gjaldt kærligheden til en mand.

Min far forgreb sig aldrig fysisk på os. Men hans psyke virkede lammende på min mor, bror og på mig, men ikke på min storesøster. Hans smukke krop, han spændte ud, men kun i fuldskab, hvor vi børn endelig fik lov til at hænge på ham og lave kolbøtter på hans stærke udbredte arme, når han stor og mægtig, som ham på korset, brugte al sin muskuløse styrke på at holde sig selv i positur, så vi ikke faldt og kom til skade, før han selv faldt.

Mystikken, han udstrålede. Mystikken i hver en fiber i hans levende krop. Mystikken i kærligheden og i sorgen, han måtte mærke, men aldrig lærte og derfor levede sit muldvarpeliv, indtil det dukkede frem i selvmedlidenheden og i tragikken, og blev skyggerne i mit forhold til kærligheden.

Jeg lærte dog en mand at kende, som jeg ikke kunne kalde mystisk, men mere almindelig og ligetil i sit forhold til andre mennesker. Han blev min sjæleven, men aldrig min elsker. Hvor heldig og lykkelig med det, kan man egentlig være?

Mændene jeg begærede og levede med i kortere eller længere tid, bar derimod et skær af mystik over sig.  Hvis der derimod ikke var noget særligt mystisk, blev forholdet hurtigt gennemlyst med mit erfarne rovfugle blik, og interessen forduftede lige så hurtigt. Det var nemt nok.

Men meget har jeg lært om vold og psykisk terror, som jeg har lært om mystikkens dragende tilstedeværelse i erotikkens afhængighed og nogle gange med den og ret formildende, dog udsynet til en verden, der var større end mig og den, bedre sent end aldrig. For enden af denne tunnel, må kærlighedens mere stilfærdige sider ligge og vente på mig?

Under alle omstændigheder tror jeg efterhånden, at livet i sig selv, uanset vejen og stenene der vendes, er kærlighed, hverken mere eller mindre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.