Af skønne sangerinder med stor nysgerrighed og spændvidde i deres tilgang til musik, har vi en pæn håndfuld herhjemme, som burde få fingeren ud og give os indsigt i deres rigt facetterede liv. Mona Larsen har længe været en af dem, og nu har hun gjort det. Hudløst, åbent og ærligt. Titelvalget er forståeligt, men måske lidt utilstrækkeligt, for selvom ”Magi I Luften” blev den sang, der har gjort hende kendt langt ind i eftertiden, er det efter få kapitler tydeligt at Mona er så meget mere end et pophit: Et alsidigt musikalsk, dybt, kreativt og filosofisk menneske, der har taget nogle styrtdyk i livet med hovedet først, og truffet nogle svære, men afgørende valg i løbet af sin karriere. Det indgyder stor respekt og præger læsningen fra begyndelsen.
Mona Larsen fortæller i et direkte sprog, uden at lægge fingre imellem og med stor detaljerigdom, for som hun udtrykker det tidligt i bogen, har hun en elefants hukommelse. En sjælden gave, som kommer læseren til gode. Der er barske fortællinger iblandt, og Mona skåner ingen. Et liv i fattigdom på 1950´ernes Østerbro ind i mellem fortalt med stor humor, men hvor dybe ar i fortiden afslører sig: Det skrøbelige forhold til moderen, en alkoholiseret far som ender med at tage livet af sig, og en voldelig og besidderisk ungdomskæreste. Hvem skulle lige tro det om Per Carsten. Mørke episoder, der afføder stor udbrydertrang hos en mærket, men eventyrlysten, talentfuld ung sangerinde, der beruset af livet vil frem, men som også insisterer på at have sig selv med hele vejen. Der bliver plads til pauser, privatliv og periodevis tilbagetrækning fra musikken.
Året 1978 bliver afgørende for Mona Larsen, og igangsættende for en lang række store højdepunkter. Det er også de afsnit i bogen, hvor læseren bliver fodret godt. Det hele åbner sig med vigtige begivenheder og musikalske møder. Koncerter i Montmartre med tidens største musikere fra ind- og udland, mødet med Poul Halberg og en efterfølgende intens periode med turnéer og fire studiealbum med Halberg-Larsen, solokarrieren fra 80´erne og frem, Radiojazzgruppen, turnéer med WDR Big Band, Rock i Afrika, tæt samarbejde og indspilninger med Thomas Clausen, Jørgen Emborg, Michael Mantler, optræden med Herbie Hancock og meget mere. Indimellem taber man pusten, det går næsten for stærkt, og man kunne godt ønske sig at Mona sætte tempoet en anelse ned i fortællingen, og dvælede endnu mere ved de store hovedstationer midtvejs i bogen. Men meget skal formidles på få sider, og vi er oppe at flyve. Ude som hjemme, inde som ude.
Bogen læser hurtigt sig selv og man sidder, på trods af de til tider lidt voldsomme overgange mellem karriere og privatliv, tilbage med en god fornemmelse og en dybere indsigt i et menneske, en datter, en kvinde, en mor og en sangerinde, som har fulgt sit hjerte hele vejen. Også i de store kriseperioder i privatsfæren, hvor det bestemt ikke er gået stille af. I sidste del af bogen, hvor Mona fortæller om perioder med arbejdsløshed, møder i jobcentret og det faktum at man ikke kan leve af musikken og kunsten alene, stiger respekten yderligere. Mona Larsen er ærlig omkring alle overvejelser i sit liv, og historien om den lange adskillelse og genforeningen med datteren Julie Maria, og den stolthed og støtte, der gives udtryk for her, åbner for tårekanalerne. Tak for den, Mona!
Brian Petro
Forlaget Vilhelm. 228 s. Illustreret.