Jeg er…

denne længsel, efter jeg ved snart ikke hvad. Det der bare sker, efter langstrakte tidsrum, hvor ingenting i virkeligheden er sket. Bortset fra langsom nedbrydning af skovbundens stubbe til sole af tusch, sejler ud af skykugler.

Denne længsel, konstant flydende, som i græsstråets urgamle væv.
Denne længsel, indgroet i planetens menneskebillede, prisgivet oblaten, der klistrer til min drøbel.

Jeg tænder komfuret
kaffen koger over
en fjern galakse

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.