Jeg har overvejet det længe

Jeg har overvejet det længe. Er det mon bare pga. den vanvittige drøm? Skulle jeg virkelig anskaffe mig det monstrum?

Jeg gik igen forbi kælderen, der sælger skydevåben, inde ved Domkirken. Jeg standsede op flere gange for at kigge ind ad vinduet, vel mest for at sikre mig, at der ikke var kunder i butikken. Ekspedienten havde set mig. En yngre mager fyr, vel omkring de 30, almindeligt udseende, lyshåret med skilning i siden, ren nystrøget skjorte og pæne hænder. Det første jeg ser på en mand, er hænderne. Og jeg kunne se dem, da han stod tæt på vinduet og eftermiddagslyset ramte lige præcis hans hænder. Jeg har svært ved at forestille mig ham med et skydevåben i hænderne. Ved ikke hvad jeg havde forestillet mig, men han lignede mere én der solgte hatte i Illum.

Jeg gik de fem trin ned, nu jeg var kommet så langt. Det var et fantastisk sted, et udfrielsens sted. Fyren smilede og så mig direkte ind i øjnene: ”Hvad kan jeg hjælpe med? ” Han trak et par skuffer ud og lagde to pistoler på et grønt klæde. Var jeg med i en film? Jeg valgte den mindste model uden at tænke så meget over det. Jeg havde engang meldt mig til skydning, men det var aldrig blevet til noget, ligesom jeg engang havde meldt mig til badminton, der heller ikke var blevet til noget.

Jeg mærkede pistolen ligge i håndfladen. Den lå og svævede som en banan eller en anden død fugl. Jeg mærkede ikke vægten af metallet og syntes det var åndssvagt at gribe om den og sigte, som om den havde en eller anden funktion. Men jeg prøvede det alligevel med et fjoget grin.

Jeg kunne jo gemme den et sted, hvis jeg skulle blive tvangsisoleret. Det kunne vel ikke være så slemt. Men åh, at ende og så videre, hvordan og åh igen, videre var jeg jo ikke, så vidt jeg kunne se. Det ord der var så svært at fange, aldrig mere at være, lå dybt derinde i øret som at stå der lidt mere sammen bøjet og ikke sige så meget. Hvad? Hvad siger mønsterborgeren? Ikke om jeg så skal stoppe det skide metal op et vist sted, så får de kraftedeme ikke min sjæl.

Der var dog stadigvæk øjeblikke hvor hovedet løftede sig lidt fra hænderne, og ligefrem et lille smil på læberne, vanemæssigt nok, og bare det at vente på at høre noget andet end det gængse. Eller at opdage at man altid et eller andet sted når en slags afgrænsning der går over i gråt, og hvorfra man kun kan vende tilbage til det samme.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.