Negl

Mine negle vokser helt ad helvede til. Det er lidt mærkeligt, at der er så meget krudt i de negle, som om al saft og kraft er gået til neglene, og for den sags skyld til håret. Nå ja, håret er pjasket, det bliver aldrig længere end til skuldrene, spidserne klippes, når de pisker rundt om nakken. Jeg har ellers tænkt at jeg ville prøve at have langt hår én gang i livet – se hvordan jeg så tog mig ud, helt udvokset.

Jeg kigger på min tommelfingernegl, den har en pæn facon, pænt buet og ikke en plet. Den negl har jeg kigget på og beundret eller nærmere undret mig over, at den var så interessant, tusindvis af gange. Gjorde det meget som barn, det samlede mig, skabte fokus på en måde. Min skide negl, og det er den foretrukne på venstre hånds tommelfinger. 

Jeg har tænkt lidt over det, og det er måske ikke så mærkeligt når negle indikerer noget om sygdom, toksiner eller en forførende femme fatale, hekse, vampyrer og den slags underbevidst mytisk forurening. 

energierne
af primale instinkter
klamrende til liv

So What

                        THEOTHERBUNNY.BLOG

 

Newport Jazz Festival 1958. The year that accelerated jazz into a new era. The white race was catching sight at black music, and Anita O’Day, white as snow, swinging “Sweet Georgia Brown” and “Tea for Two”. Fashion was cool, simple and stylish. It was high-level art and completely irresistible. The world would find itself and the music exploded.

She was 10 years old and explosive. She had just saved her father from committing suicide. Or maybe he used her, realizing he would not die by drinking a whole bottle of snaps in one go. However, the gas? Turned up to minimum strength, she barely noticed, when she opened the window and shouted for help, while her father lay in a bloodstream with a hole in the head. Her nose and the smell of alcohol and blood mixed with gas saved them. She had had some experiments with her father’s “circus performance”, making sure he did not jump out in front of a train at North Harbor Station. The repeating pattern: dad on a bender/mom wants a divorce/dad threatens suicide. “Oh, my dear, poor daddy!” Subsequently she drove her mother to madness with psychological questions. Was she malicious? Did she try to save herself by releasing her pain in this helpless manner; did she really resemble her father that much? She had to find out if her mother could withstand her pain and sorrow without giving up, like her father, because she felt empty, selfless and abandoned.

Now her world should change too, so she could find herself for real. What a process, what a chance. In addition, life, so damn slow, lying right there like a big bleeding sparkling love ball, calling for help.

The fool
loses face
So What

Jean-Claudes kramper

 

Hov, hvad i alverden var det nu jeg havde gang i? Jo, de tror deres mor kalder på dem.

De tror måske at de er fulde, men ved det ikke – som min salige dranker af en far altid sagde: Jeg troede jeg sked, men jeg pissede.

Jeg kigger ud over horisonten, holder øje med verden. Nu fik jeg pludselig en krampe i min højre læg, eller er det bare et bølgeskvulp om Juncker der kommer nærmere og nærmere fra radio 24/7 denne morgen.

Der er noget i luften, det kan komme an på vejret.

Man mener og mistænker, anser det for vigtigt med større opmærksomhed omkring overvågningen.

Man tolker og vurderer, ønsker at vide hvor langt branden har bredt sig i løbet af natten.

Man venter på at børserne åbner.

Sandsynligt problem
sandsynlig løsning
ud af det blå

 

Continue reading

ginko forestillinger om kutteren “Anton”

tanker på langfart
mens kroppen bliver hjemme
rolig mave

flyder væk fra byen
på en kutter
af ord

strækker ud
over havet
hen imod Hven

mågerne ved
havet omringer mig
i drømme

skibsskrog
læser vandkaskader
fra køl

gyngende sejlads
kan ikke gå på vandet
med dårlig mave

havet
har ikke bedt om
deltagelse

altid tidevandet
Verdenen
fortsætter

Anton, kutteren
har ingen
kommentarer

 

Continue reading

“Kend din tid”

Endelig, parat til at modtage fra universets rige strøm. Han måtte spørge igen, som han altid havde spurgt. Kunne det virkeligt være sandt? Var øjeblikket det rigtige øjeblik? Ville der komme flere sådanne øjeblikke? Det var næsten ikke til at tro. Det havde været ligefrem nemt at gå de fem meter hen til udsigten. Fem meter, der altid havde stået som fem lysår.
Han havde trukket et af de store kort. Budbringeren med de gule vinger ved fødderne. Selve kommunikatoren. Dog på en knivsæg, hvor tillidens stemme kølner i det korte sekund, der er nok til at ryste et skrøbeligt liv.

hopper på stedet
i den elskede frakke
månen bag skyen

Continue reading