til minde om Laurent “Saxi” Georges

Mr Le Baron
12.08.2008

der er ingen
il n’y en la pas
du går bare der med dine tynde ben
sammen med fuglene
du ligner en frø
din basklarinet
ligger ude i søen
du har vandet
Mr Le Baron
og en magisk historie
i fipskægget
den spidse næse som en bro
under de plirrende øjne
du er sød Mr Le Baron
du sveder
der er ingen
skjorten er jo ikke sig selv mere
og din hårkrans
du spiller så jeg tror
den blinde mand får synet igen
og den døve
din gule krave sol omkring halsen
min blå kjole
Mr Le Baron
d’ici magnifique
du har jo søen og karpen
og mig

Dug på græsset
26.09.2008

Jeg plukker en lille buket fra din have
vandet i søen står stille inde ved bredden
cedertræerne omkring bålpladsen
beboelsesvognen der garanteret er kold om vinteren
toiletvognen du har gjort ren fordi jeg skulle komme
jeg tænker på min far der kørte dødsdrom
og var stærk mand i et omrejsende cirkus
du vil mig det godt Mr Le Baron
du serverer mint drinks
og fortæller hvor vigtigt det er
ikke at have noget i lommerne
når man hænger i en stålwire
med hovedet nedad og spiller klarinet
hen over tusinde mennesker på en plads i en by
jeg tænker på arbejdsløshedsmure
og mænd der hænger op ad dem
arbejdsmandsbukser der er brede hen over røven
med næver begravet dybt i lommerne
bare overarme og smøg i flaben Jean Genet’sk
det kunne være 1950 og det kunne være
fordi du er franskmand og overhovedet ikke en skid
Jean Genet’sk når du render rundt og steger kylling fra Netto
og selv ligner en
du sover garanteret over dig selvom du skal nå toget
du er sød Mr Le Baron

Transmission
09.10.2008

Is på søen
snart pumpen, Saxi
de hvide lyde danser
nejer
de hvide lyde på søen
i dine bekymrede øjne
de hvide lyde
på kørebanen
hvor hun danser
nejer
breder sine fingre ud
i stjerneformationer
alle pirouetterne
der renser for miner
vrøvler med fingrene
flytter møbler rundt
udreder démence

pas på hende, Saxi
dine bekymrede øjne
der breder sig
ryd de hvide lyde, Saxi
délicatement
du griner
pirouetterne
nogen går derfra
men du foretrækker
at de bliver som du siger
uden at være
ligegyldige

 

 

 

 

 

Tilbage fra i morgen

 

Prolog.

Der er mange afgørende øjeblikke i livet. Ethvert valg kan blive afgørende for, hvordan det derefter former sig. Men hvem siger, det ville være anderledes, hvis vi ikke foretog os disse valg? ”Tilbage fra i morgen” er en rejse med tanker og forestillinger om livet før og efter dette øjeblik. Det afgørende øjeblik hvor noget, der ikke ville gå os forbi, får lov at passere. Muligvis kærligheden glemt under selvoptagetheden, ensomheden?

Forestillinger, man kan have om den slags, er på en måde belastende og skaber den ”psykiske tid”, der rummer selve lidelsen. Og det er egentlig den historie der er den vigtigste at fortælle. Hvad skal vi med al den selvskabte lidelse?

 

Ekkoet antydede det tomme rum ved pausens rungende stilhed

blodets totale forvirring
et sug gik igennem hjernemassen i den brøkdel af et sekund

fra den hule lyd i faldet til det hele startede forfra
konsekvenserne ved faldet var en slags usikkerhed om hvad det hele var værd
kun slimhinderne påvirkedes da kroppen fik et stød og huskede

at den frembringer smaskelyde når den elsker.

 

Fornemmelsen af død var kortvarig

skinnebenet gjorde ondt da jeg humpede rundt på hårdt sammenpresset sand
og kæften var tørret ud
skyen fra mit støv sænkede sig omkring strubens nedslidte sange om kærlighed
jeg heller intet anede om.

 

Noget fører mig altid derhen hvor jeg står blottet med roden dyppet

i en slags overmættet undergrund
førhen var det rummets indskrænkede bevægelighed

der pressede forsvarssystemet fra sved til gåsehud
derefter bare det almindelige konstante pres indefra

der under stigende forandring blotlagde alle mine skavanker

ved at afklæde det der ikke var mig.

 

Så løb jeg

løb og løb op over fjeldene for at lægge livet ned
livet der ikke var andet end torsk og trøsket træ
jeg skrævede hen over skidtfisk

gled af på sten og mos som småtterier jeg havde øvet mig på
jeg løb op over fjeldenes overskuelige blødhed

der rev huden op omkring brysterne til mælken flød.

 

Som sådan fungerede jeg normalt i bindevævshinder og led

og når huden blev berørt i cirkulære bevægelser med uret skabtes et vist overblik
tilstande af rastløshed opløstes så yderpunkterne ikke blev nået

på mindre end et millisekund som dengang man var fjorten.

 

Slag der rammer så arme og ben forsvinder i hidsig skarp knoglemarv
spreder træthed løbende hen ad nervetråde på en uklar måde.

 

Det alting i virkeligheden drejede sig om var noget helt andet
en sten jeg vist nok havde udskilt længe før som en dårlig aflagt egenskab.

Ejendommeligt ved denne mulighed var at hullet den havde efterladt blev årsag

til forrykkelse af den stivnen der måtte ophøre da hovedet flyttede sig to centimeter
fra det fastfrosne focus og øjnene flyttede sig samtidigt til et vibrerende holdepunkt af lys

der hamrede ind i gulve og vægge og sendte reflekser videre ind i hjertet

da jeg jo var i samme rum.

 

Man kan sige visse ting mere præcist

stille dem ind i en sammenhæng hvor ordene modtager den rigtige farve

medens det ene og det andet let kan misforstås
som da jeg mærkede hvor let det var at forpasse noget der ikke ville gå os forbi
sekundet hvor sårbarheden glimtede om sammenhængene

hele misforståelsen på forhånd havde gjort ved vores liv så ingen vej var tilbage.

 

Det er svært at holde kæft med tilbagevirkende kraft siger flagspætten.

 

Hvor langt skal jeg gå?

 

Hvis du nogensinde kommer mig i møde vil jeg fortælle dig alt
om dette sekunds ophold i tiden hvor lyset brydes mellem dag og nat
og selvom vi aftaler et møde ved verdens kant og du ikke kommer

vil du se mit fugleøje spejle sig i månens døde skive.

 

19.05.2006

 

 

 

 

 

På prøve i evighedens evigheder.

Jeg kender ikke den knogle på højre fod, der er ved at vokse ud. Den er lille og afrundet – sidder under knysten. Der er altså ikke noget mærkeligt ved formen. Det kunne være en perle, men måske er der nogle underliggende takker fra en fortid som øgle. Den er ikke dukket op uden varsel. Den er måske selv et varsel, eller bare en venlig påmindelse om mit skelet med seks tæer til min næste inkarnation på Mars. Hvad det handler om, kan jeg ikke rigtigt greje. Men døre og vinduer har stået og pebet i stormvejret meget længe og har uafbrudt forsøgt at smide mig ud af sengen – smide mig på porten så at sige. Jeg har det svært med det stormvejr, selvom jeg elsker at få ryddet op i overgemte sager, gamle hatteæsker og unyttigt ragelse. Men hvad det egentlig er den knogle vil have mig til at rydde op i, kunne jeg godt lide at få fod på.

Jeg husker noget vi gik i kødet på for længe siden, at det hører med til sjælens udvikling, at blive i stand til at forbinde sin egen følelse med den smerte, som lever i den anden. At det ikke så meget er kødets smerte der forbinder os, men smerten, I ved, den der bare følger fra vugge til grav, ligesom glæden følger os, og kærligheden. Men sorgen, vreden, og måden den kan fortære os på som slangemad, som selve lidelsen vi er programmeret med, fordi vi er mennesker, fordi vi er dem vi er.

Min nye knogle kører rundt med mig, prikkende af lettelse, helt ind bag skallen og de hvide skygger, ind i knoglen og de der udmattede sprækker i gulvbrædderne, der bare er sorte striber, der hvor døden indtrådte.

 

Jeg har lovet mig selv

 

Jeg har lovet mig selv at lade være med at tænke negativt om nogen eller noget i tre uger. Jeg har lovet mig selv at se hvad der så sker med mit liv. Jeg ved godt hvor jeg vil være. Det er ikke en grøft. Det er ikke et sted. Jeg er der allerede. Det er et stade af bevidsthed. Der er intet andet sted jeg kan leve. Jeg skaber himmel eller helvede med min tanke. Jeg bygger med min opmærksomhed. Pas på med hvad du forestiller dig. Du kan ikke have andet end hvad du har i din bevidsthed. Lad en fattig mand sige at han er rig. Lad en svag mand sige at han er stærk. Alting er hans arv. Lad ham kræve sin arv. Jeg har mit. Det kan hvile tungt på mine skuldre. Det er mit eget ansvar. Enhver har sit eget ansvar. Det ville ikke være retfærdigt, hvis jeg skulle bære en anden mands kors. Jeg kan komme på bølgelængde med høj og lav. Jeg trækkes hen imod det jeg bringer mig på bølgelængde med. I dag er i dag. Tiden er nu. Hver dag løber vandet ned over min krop. Hver dag smager jeg på livet. Jeg er en magnet. Mine fingre er magnetiserende. Jeg rækker hænderne frem i strømmen der fører alting med sig også det der ikke er godt. Det ved jeg. Intet kan forhindre strømmen. Mine fødder holder mig forbundet med jorden. Når jeg løfter en fod fra jorden går jeg ind i himlen. Jeg tænker på jorden. Drømmer evigheden.

Japan nature

                   isfiskeri
                   ørne er et godt tegn
                   som skytsengle

                                                                                 ice fishing
                                                                                 eagles are a good sign
                                                                                 as guardian angles

 

                   venter på laks
                   mennesker og bjørne
                   kulden tilfælles

                                                                                waiting for salmon
                                                                                the people and the bears
                                                                                the cold in common

 

                  Atlasspinder
                  i løbet af nat tyfonen
                  kun et kys

                                                                                Atlasspinner
                                                                                during the night typhoon
                                                                                just one kiss