Hestekastanje

Træet, der står så alene bag ved huset, er bare en hestekastanje. Nå, bare? De skal da indsamles, ikke spises.

En kastanje i hånden, glat og fyldig. En glæde, man altid kan regne med.

ungen er fløjet
men lommerne er fyldte
med tændstik mænd

Nu er man vel selv en kastanje. Knapt så hård og glat, men stadig fyldig. Et støvfang på et kistelåg flagrende i vinden. En frugt der forlader sit træ igen og igen, som blæsten rusker og former fremtiden.

hesten skal have mad
og jeg et skyggefuldt sted
alt er bare godt

  Continue reading

Vertebrae

“Jo mere det forandrer sig, desto mere er det det samme”.

Agernet er forladt af træet
det var en billes mulighed
med sin larve plantet der

det underliggende
bærer forandringer frem
forbliver sig selv over tid.

Jeg er også en blomst, en stjerne
en støvdrager på kirkegårde
gradvist udskiftet mellem to
forskudte planer

en hvirvelløs dyrearts overlapning
i sin egen nogenlunde stabile opløsning
af mulig identitet.

Måske er jeg bare en flod
der finder noget af sig selv
længere nede?

Continue reading