Lykkens nærhed

På togstationen stod en yngre fyr på strømpesokker og klynkede højlydt. Han trængte virkelig til hjælp. Jeg gik forbi ham som alle de andre.

Jeg tænkte på hvad jeg kunne have gjort – have bedt ham vente, til jeg kom tilbage med et par sko, der var for store. Men så ville jeg komme for sent og svigte dem der ventede på mig. Jeg kunne i det mindste have givet ham et par kroner, men der var travlhed.

Burde jeg føle mig skyldig, ved at have ignoreret ham? Ja, for helvedet! Men hvad skal jeg gøre næste gang? Skal jeg tilbyde min sofa, eller morgenmad på terrassen?

Bliver det nogensinde en naturlig ting at smide hvad man har i hænderne? Hvordan bliver det en selvfølge at vise ansvar for et hjælpeløst menneske, der er svigtet af et samfund der er blevet så fattigt, at det knapt kan bære sig selv?

Måske går det ikke så galt, men det ville være lidt nemmere, hvis dagslyset flettede menneskers sind ind i hinanden som en slags musik, hvor alle fik en tangent at spille på.

Stormen
driver mig ind i fremtid
jeg affortrylles