Bag masken 1

Hun sidder i stuen som symbol på et essentielt princip i tilværelsen, en indre dynamik afspejlet i måden hun holder på blyanten, mens hun pulser løs på cigaretten over kryds og tværs ‘en. Højre ben, der krydser venstre, svinger under bordet fra knæet og nedefter frem og tilbage, frem og tilbage, som et pendul lidt ude af takt.
Panderynken holder på det, der aldrig bliver sagt. De nedarvede rodfæstede holdninger sidder mellem brynene og holder sig skjult på ubevidste niveauer, og myten:  ”Alle kvinderne i vor slægt har været skuffet over deres mænd”, sidder i svedperlen på overlæben og meddeles mangfoldigt og subtilt.
Hun løfter blikket fra ugebladet og klirrer med kaffekoppen, smiler lidt mens hendes øjne standser ved min knap i halsåbningen.
Hun ligner vel egentlig en fortættet struktur i mit eget spejl, som vi sidder der en helt almindelig fredag, hvor efterårssolen tegner flimrende skygger på terrassedøren.

Smilende Pjerrot
indrammet på en støvet
amagerhylde

Aesculus hippocastanum.

Træet, der står så alene bag ved huset, er vist bare en hestekastanje. Nå, bare? De skal samles op, ikke spises.

En kastanje i hånden, glat og fyldig. En følelse af glæde, man kan regne med. Det ender altid med fyldte lommer med kastanjer, også selvom barnet er fløjet.

Jeg er selv en kastanje, knapt så hård og glat, men stadig fyldt. Et støvfang på et kistelåg flagrende i vinden og snarligt udskiftet mellem to forskudte planer. En frugt der forlader sit træ og bær sig frem igen og igen, som blæsten rusker og former fremtiden.

Gennemskuet træ
ære være frugterne
i faldne blade

  Continue reading

03.09.2015

 

 

id

Jeg prøver at tage det roligt, har lige gravet haven op for at begrave min pension.
Fatter ikke hvordan den kuffert er havnet der? En kæbeknogle med et smørret grin,
en nedgroet negl og et par fotos fra en slagmark fra en eller anden krig.

Ganske vist er krig en permanent tilstand, kun dyrene forsøger at stoppe. Det ved jeg, da jeg lige er blevet bidt i min store tå af en glubsk dræbersnegl.

et frikvarter og
et pindsvin der møffer rundt
gør ingen skade

 

Tilnærmelse til en venligsindet alien.

 

raketmona

Jorden er i virkeligheden et bølgende fiskenet på et hav. Trawlet slæber fyrtårne og vindmaskiner rundt om klodens mavebælter som pejlemærker. Nedtællingen er for længst begyndt under regnbuen.

Forestil jer hajer og demagoger side om side med andre delinkventer. Eller bare almindelige dødelige politikere hængende i nettet, for ikke at tale om kroppene fra det uendelige blå. Det er ikke noget kønt syn. Løfteraketternes køleanlæg er i brænd.

Jeg slap med skrækken og sidder nu på en raket med ild i røven på vej til Venus. Suser forbi en måne. Glæder mig til endnu en dejlig dag, og vil rapportere om sikkerheden herude.

Hov, en komet, eller er det en jordbærmark? Hvad med mit hår, sidder det ok?

programmerer
underbevidsthedens
nye print

 

 

 

Lykkens nærhed

På togstationen stod en yngre fyr på strømpesokker og klynkede højlydt. Han trængte virkelig til hjælp. Jeg gik forbi ham som alle de andre.

Jeg tænkte på hvad jeg kunne have gjort – have bedt ham vente, til jeg kom tilbage med et par sko, der var for store. Men så ville jeg komme for sent og svigte dem der ventede på mig. Jeg kunne i det mindste have givet ham et par kroner, men der var travlhed.

Burde jeg føle mig skyldig, ved at have ignoreret ham? Ja, for helvedet! Men hvad skal jeg gøre næste gang? Skal jeg tilbyde min sofa, eller morgenmad på terrassen?

Bliver det nogensinde en naturlig ting at smide hvad man har i hænderne? Hvordan bliver det en selvfølge at vise ansvar for et hjælpeløst menneske, der er svigtet af et samfund der er blevet så fattigt, at det knapt kan bære sig selv?

Måske går det ikke så galt, men det ville være lidt nemmere, hvis dagslyset flettede menneskers sind ind i hinanden som en slags musik, hvor alle fik en tangent at spille på.

Stormen
driver mig ind i fremtid
jeg affortrylles

 

Audiolisering

Rosettas mystiske signal fra magnetfeltet omkring 67P/C-G, driller mine øregange. Jeg synes jeg hører stemmer.

Fake nattergalen
og den syngende komet
er blevet venner

English version

Audio Metallization

Rosetta’s mysterious signal from the magnetic field around 67P/C-G, teases my ear canals. I think I hear voices.

Fake nightingale
and the singing comet
have become friends

Bump

Jeg har aldrig gået rundt med Sartres eksistentialisme; har aldrig bifaldet, at fællesskaberne skulle glide fra hinanden. På den anden side, er jeg heller ikke nostalgi flipper med hang til gamle koncertvideoer med ”Led Zeppelin”, for den sags skyld, klip fra ”Huset på Christianshavn”, men måske kunne du godt finde mig i et fakkeloptog imod noget eller for noget andet.

Sagen er den, at verden er gået i opløsning, siden det 20. århundredes start, og jeg fiser rundt med jer andre i en flyvende tilstand af ulidelig frihed til at skulle vælge, enten det ene eller det andet. Jeg farer rundt i et øjebliks rus over at føle engagement for en sag, der hurtigt viser sig at blive overtrumfet af en større og mere bæredygtig sag. Jeg trænger sgu til at investere i et ordentligt bump af et oldekolle.

Ligevægt stangen
båret på mit hoved
som at sige ja!

Continue reading

Koroni

14 år efter stod jeg alene på balkonen i et andet hus, hvor jeg på min højre side langt ude, kunne skimte huset, vi lejede dengang. Stemninger og stumper af erindringer kom fra bjergene overfor, og den lille hvide båd derude i det fjerne.

Keyboardet var lyrens strenge, man kunne knipse på, og den lille slange pilede af sted i et es for mine fødder, og myggen fik et klask, inden den stak. Jeg var der for at slå toner ned på klaveret, i håb om at kunne frembringe bare et eller andet nyt.

Her tages alting for givet – oliventræernes metrik side om side. Oliventræ, vinstok, oliventræ, vinstok, og så fremdeles – rækker af sandheder, med mættet ferskenduft indover. De flødeskumsmalede trappeopsatser med koboltblå himmel og ny anlagte tage, havde fået kinesiske opadrettede snuder. Blåmalede vinduer og døre var man gået væk fra, da troen på onde ånder var gået bort sammen med æslerne.
Der var sådan set ikke noget nyt tema her, men en næsten manisk insisterende genkomst hos de grønne bær.

Musikstykke
med skygger
cikade knipsning

Continue reading