Pulterkammer haibun

Udvejen ligger i drømmekategoriers hemmelige indgang
over fiksstjerne frontal lem i loftet med lettere drys drugs
noget sådant som nådens novokain direkte ud over pulterkammerets
museum, da jeg faldt over ledningen fra min fastnettelefon.
Hvor har jeg savnet dig!

Pupilkrampers
lokalbedøvende digt
støvbunke hvirvler

Jeg savner dig og hele måden dengang. Dine opkald fra mor og andres hilsner og nogle gange spørgsmål om dit og dat, man ikke behøvede at vide noget om for at leve og overleve, fordi det var der andre der havde studeret for at vide noget om, som man bare kunne spørge, og de kiggede direkte på én og nogen med et smil, når man spurgte, uden at de blev forstyrrede over at skulle hive ledninger og høretelefoner ud af ørerne, for at høre hvad der foregik rundt omkring dem. Vi var ikke spundet ind i bredbånd, men kun i hinandens energier og vind og vejr, der var nogenlunde som vind og vejr opførte sig.

Gamle stikpillers
ærlige telefonfis
better than nothing

Negl

Mine negle vokser helt ad helvede til. Det er lidt mærkeligt, at der er så meget krudt i de negle, som om al saft og kraft er gået til neglene, og for den sags skyld til håret. Nå ja, håret er pjasket, det bliver aldrig længere end til skuldrene, spidserne klippes, når de pisker rundt om nakken. Jeg har ellers tænkt at jeg ville prøve at have langt hår én gang i livet – se hvordan jeg så tog mig ud, helt udvokset.

Jeg kigger på min tommelfingernegl, den har en pæn facon, pænt buet og ikke en plet. Den negl har jeg kigget på og beundret eller nærmere undret mig over, at den var så interessant, tusindvis af gange. Gjorde det meget som barn, det samlede mig, skabte fokus på en måde. Min skide negl, og det er den foretrukne på venstre hånds tommelfinger. 

Jeg har tænkt lidt over det, og det er måske ikke så mærkeligt når negle indikerer noget om sygdom, toksiner eller en forførende femme fatale, hekse, vampyrer og den slags underbevidst mytisk forurening. 

energierne
af primale instinkter
klamrende til liv

Bag masken 1

Hun sidder i stuen som symbol på et essentielt princip i tilværelsen, en indre dynamik afspejlet i måden hun holder på blyanten, mens hun pulser løs på cigaretten over kryds og tværs ‘en. Højre ben, der krydser venstre, svinger under bordet fra knæet og nedefter frem og tilbage, frem og tilbage, som et pendul lidt ude af takt.
Panderynken holder på det, der aldrig bliver sagt. De nedarvede rodfæstede holdninger sidder mellem brynene og holder sig skjult på ubevidste niveauer, og myten:  ”Alle kvinderne i vor slægt har været skuffet over deres mænd”, sidder i svedperlen på overlæben og meddeles mangfoldigt og subtilt.
Hun løfter blikket fra ugebladet og klirrer med kaffekoppen, smiler lidt mens hendes øjne standser ved min knap i halsåbningen.
Hun er vel egentlig en fortættet struktur i mit eget spejl, som vi sidder der en helt almindelig fredag, hvor efterårssolen tegner flimrende skygger på terrassedøren.

smilende Pjerrot
indrammet på en støvet
amagerhylde

Hestekastanje

Træet, der står så alene bag ved huset, er bare en Hestekastanje. Nå, bare? Frugterne skal da indsamles, ikke spises.

En kastanje i hånden, glat og fyldig. En glæde, man altid kan regne med.

ungen er fløjet
men lommerne er fyldte
med tændstik mænd

Nu er man vel selv en kastanje. Knapt så hård og glat, men stadig fyldig. Et støvfang på et kistelåg flagrende i vinden. En frugt der forlader sit træ igen og igen, som blæsten rusker og former fremtiden.

hesten skal have mad
og jeg et skyggefuldt sted
alt er bare godt

  Continue reading

Tilnærmelse til en venligsindet alien.

 

raketmona

Jorden er i virkeligheden et bølgende fiskenet på et hav. Trawlet slæber fyrtårne og vindmaskiner rundt om klodens mavebælter som pejlemærker. Nedtællingen er for længst begyndt under regnbuen.

Forestil jer hajer og demagoger side om side med andre delinkventer. Eller bare almindelige dødelige politikere hængende i nettet, for ikke at tale om kroppene fra det uendelige blå. Det er ikke noget kønt syn. Løfteraketternes køleanlæg er i brænd.

Jeg slap med skrækken og sidder nu på en raket med ild i røven på vej til Venus. Suser forbi en måne. Glæder mig til endnu en dejlig dag, og vil rapportere om sikkerheden herude.

Hov, en komet, eller er det en jordbærmark? Hvad med mit hår, sidder det ok?

programmerer
underbevidsthedens
nye print

 

 

 

På togstationen

På togstationen stod en yngre fyr på strømpesokker. Jeg tænkte straks – en hjemløs! Jeg gik forbi ham som alle andre.

Hvad kunne jeg have gjort – bedt ham vente, til jeg kom tilbage med et par sko, jeg ikke kunne passe? Men så ville jeg komme til at svigte dem der ventede på mig – man har vel altid en undskyldning. Jeg kunne vel i det mindste have givet ham de par kroner, jeg tilfældigvis havde i lommen.

Burde jeg føle mig skyldig, ved at have ignoreret ham? Ja, for helvede! Men hvad skal jeg gøre næste gang i et pengeløst samfund? Skal jeg tilbyde min sofa, eller morgenmad på terrassen?

Jeg driver
ind i fremtid
affortryllet

 

Aspasianatten

oliventræets sølvglinsende krone som en opløftet eng3 olive

Jeg er forelsket i oliventræet, der er tæt forbundet med menneskets historie. Det er hjemme på fem kontinenter, hvor tilpasning er velkomment. Ikke kun mellem 30 og 45 nordlige breddegrad, men også på de tilsvarende sydlige breddegrader, og det er da noget, også for træer.

Oliventræet inspirerer til at finde styrken frem igen i en tid, hvor vi har skabt en fattigdom så stor, at vi endnu ikke kan forestille os elendigheden. En Herkules styrke, som symbol på overlevelse, der ligger i det stærke sejlivede træ, fra dengang mennesker døde af sult, ikke af overflod.

Lad os vinde over os selv. Lad os opdyrke den rigdom, der venter os som lysende olivengrene. Lad os tage magten til overvindelse af frygt og ensomhed. Magten til at opnå værdighed. Lad os blive renset.

Læg dig under et træ og forestil dig fantastiske fabler og forunderlige fortællinger. Indånd oliens renhed, mens ganen smager på de gyldne dråber. Lad dine ører lytte til de modne oliven der blidt rammer jorden, og lad endelig dine hænder kærtegne de ældgamle oliventræers bark. Lad dit ansigt blive skrubbet og genopfrisket med olivenolie og groft middelhavssalt.

Continue reading

Audiolisering

Rosettas mystiske signal fra magnetfeltet omkring 67P/C-G, driller mine øregange. Jeg synes jeg hører stemmer.

Fake nattergalen
og den syngende komet
er blevet venner

English version

Audio Metallization

Rosetta’s mysterious signal from the magnetic field around 67P/C-G, teases my ear canals. I think I hear voices.

Fake nightingale
and the singing comet
have become friends

Bump

Jeg har aldrig gået rundt med Sartres eksistentialisme; har aldrig bifaldet, at fællesskaberne skulle glide fra hinanden. På den anden side, er jeg heller ikke nostalgi flipper med hang til gamle koncertvideoer med ”Led Zeppelin”, for den sags skyld, klip fra ”Huset på Christianshavn”, men måske kunne du godt finde mig i et fakkeloptog imod noget eller for noget andet.

Sagen er den, at verden er gået i opløsning, siden det 20. århundredes start, og jeg fiser rundt med jer andre i en flyvende tilstand af ulidelig frihed til at skulle vælge, enten det ene eller det andet. Jeg farer rundt i et øjebliks rus over at føle engagement for en sag, der hurtigt viser sig at blive overtrumfet af en større og mere bæredygtig sag. Jeg trænger sgu til at investere i et ordentligt bump af et oldekolle.

Ligevægt stangen
båret på mit hoved
som at sige ja!

Continue reading

Koroni

14 år efter stod jeg alene på balkonen i et andet hus, hvor jeg på min højre side langt ude, kunne skimte huset, vi lejede dengang. Stemninger og stumper af erindringer kom fra bjergene overfor, og den lille hvide båd derude i det fjerne.

Keyboardet var lyrens strenge, man kunne knipse på, og den lille slange pilede af sted i et es for mine fødder, og myggen fik et klask, inden den stak. Jeg var der for at slå toner ned på klaveret, i håb om at kunne frembringe bare et eller andet nyt.

Her tages alting for givet – oliventræernes metrik side om side. Oliventræ, vinstok, oliventræ, vinstok, og så fremdeles – rækker af sandheder, med mættet ferskenduft indover. De flødeskumsmalede trappeopsatser med koboltblå himmel og ny anlagte tage, havde fået kinesiske opadrettede snuder. Blåmalede vinduer og døre var man gået væk fra, da troen på onde ånder var gået bort sammen med æslerne.
Der var sådan set ikke noget nyt tema her, men en næsten manisk insisterende genkomst hos de grønne bær.

Musikstykke
med skygger
cikade knipsning

Continue reading