På prøve i evighedens evigheder.

Jeg kender ikke den knogle på højre fod, der er ved at vokse ud. Den er lille og afrundet – sidder under knysten. Der er altså ikke noget mærkeligt ved formen, det kunne være en perle, men måske er der nogle underliggende takker fra en fortid som øgle. Eller også er det en forudsigelse om mit fremtidsskelet med seks tæer, jeg kan bruge i næste inkarnation på Mars. Den er ikke dukket op uden varsel – er måske selv et varsel, eller bare en venlig påmindelse. Hvad det handler om, kan jeg ikke rigtigt greje. Men det er ikke hængslerne på alle døre og vinduer, der længe har stået og pebet i stormvejret, der uafbrudt har forsøgt at smide mig ud af sengen – smide mig på porten så at sige. Jeg har det svært med det stormvejr, selvom jeg på den anden side elsker at få ryddet op i overgemte sager, gamle hatteæsker og unyttigt ragelse. Men hvorfor alt det besvær?

Er det ikke meget mere enkelt? Jeg husker noget vi talte om for længe siden, at det hører med til sjælens udvikling, at kunne forbinde sin egen følelse med den smerte, som lever i den anden. At det ikke så meget er kødets smerte der forbinder os, men smerten I ved, den der bare følger os fra vugge til grav – sorg, vrede, måden vi forgår på som slangemad og figenblade, selve lidelsen vi er programmeret med, fordi vi er mennesker, fordi vi er dem vi er.

Min højre fod kører rundt med mig i anklen af bar modig prikken og lettelse. Vi skal helt ind bag skallen og de hvide skygger, ind i knoglen og forbi knoglen, og de der udmattede sprækker i gulvbrædderne, der bare er sorte striber, der hvor døden indtrådte.

 

Jeg har lovet mig selv

 

Jeg har lovet mig selv at lade være med at tænke negativt om nogen eller noget i tre uger. Jeg har lovet mig selv at se hvad der så sker med mit liv. Jeg ved godt hvor jeg vil være. Det er ikke en grøft. Det er ikke et sted. Jeg er der allerede. Det er et stade af bevidsthed. Der er intet andet sted jeg kan leve. Jeg skaber himmel eller helvede med min tanke. Jeg bygger med min opmærksomhed. Pas på med hvad du forestiller dig. Du kan ikke have andet end hvad du har i din bevidsthed. Lad en fattig mand sige at han er rig. Lad en svag mand sige at han er stærk. Alting er hans arv. Lad ham kræve sin arv. Jeg har mit. Det kan hvile tungt på mine skuldre. Det er mit eget ansvar. Enhver har sit eget ansvar. Det ville ikke være retfærdigt, hvis jeg skulle bære en anden mands kors. Jeg kan komme på bølgelængde med høj og lav. Jeg trækkes hen imod det jeg bringer mig på bølgelængde med. I dag er i dag. Tiden er nu. Hver dag løber vandet ned over min krop. Hver dag smager jeg på livet. Jeg er en magnet. Mine fingre er magnetiserende. Jeg rækker hænderne frem i strømmen der fører alting med sig også det der ikke er godt. Det ved jeg. Intet kan forhindre strømmen. Mine fødder holder mig forbundet med jorden. Når jeg løfter en fod fra jorden går jeg ind i himlen. Jeg tænker på jorden. Drømmer evigheden.

tanker i 39 graders varme.

 

hjerne

Hun kastede sig i bølgerne og sank dybt til underjordiske skælv. Tiden forsvandt i øens rige grund af vulkansk aske. Hun sank i mytologien for derefter at klatre op ad de 600 trin til Phira. Tiden forsvandt i murværkets frie form. Ranke smukke kvinder, med fyldte vandkrukker på hovedet og svingende skørter, huggede sit billede ind i klipperne.

Gener er min skulptur, tænkte hun, mit eget Phira skabt af lyset, nedlagt i mine evner. Hun vendte tilbage til trillion-spørgsmålet,  ”hvad kom først? ”. På toppen af verdens tag var det vel naturligt at tænke i disse baner, undskyldte hun sig med.

Var det generne der lavede evnerne, eller evnerne der lavede generne? Ser man bort fra evnerne må man antage, som naturvidenskaben gør det, at det var generne, der lavede evnerne. Altså at stoffet havde tænkt over sig selv. Men hvordan kan stof tænke? Hjernen er kød. Man spiser abe hjerne i Kina. Er det selve kødhjernen, der laver tankerne og forstanden? Hvordan kan stof lave noget, der er dets modsætning, hvad det så end er, ånd måske? Kan stof andet end dø og gå i graven, når ånden har forladt det, som man siger? Emnet kunne få kødhjernen til at kværne videre, naturligvis med andel i den tænkning hun var i færd med.

Hun kom til at tænke på dengang, hun som barn lå på maven og rodede med en pind i jorden efter myrer. Fandt hun nogle, rev hun hovedet af dem. Dengang vidste hun ikke, hvad hun ledte efter. I dag ville hun vide, at der hvor hjernen skulle sidde, ville hun i stedet finde nogle små knuder; nerveknuder og intet andet. Det skulle så være med disse nerveknuder, at myrerne udførte deres arbejde? En adfærd så fyldt med forstand, uden en egentlig hjerne! Så lidt spild, eller rettere intet spild. Så snildt regnet ud, at det var de færreste kødhoveder, man ville tillægge de samme evner. Men det er jo bare instinkt der styrer dyrs adfærd; ikke noget at snakke om, siger de kloge. Arv, instinkt og naturlig udvælgelse, det er hvad det er. Insekter har ingen hjerne, og dog er forstanden til stede, i måden det hele forløber på?

Hendes hjerne fortalte hende, at forstanden er tilstede uden en hjerne. At hjernen eller nerveknuderne er selve redskabet som forstanden bruger, for at kunne komme til udtryk i den fysiske verden. Nøjagtig som en kande fyldes med vand, fyldes hjernen med tanker. Hun måtte gentage det for sig selv. Hun troede et øjeblik at have begået en genistreg.

Hjernen er altså kun selve årsagen til tænkningen. På samme måde som strubehovedet er årsag til, at den luft der indåndes, presses op gennem stemmelæberne for at passere klangrummene i bryst, hals og kranie, for derefter at slippe ud i stemmens klang som sjælens sladrehank. På samme måde som de geniale øreknogler er årsag og virker som springbræt for tonen i den hørbare verden. Hvor fanden kommer så tankerne fra?

Hun var ved at få solstik. Hun kom til at tænke på en dum historie om nogle englændere, der havde indført deres får til Sydafrika. Fårene døde af hedeslag.

Helt uden at skænke det en tanke, spiste hun nogle lækre mahognifarvede oliven, drak noget mere hvidvin og gik i seng for at være udhvilet til næste dag.

Dedikeret det hedengangne Grækenland.