Tilbage fra i morgen

 

Prolog.

Der er mange afgørende øjeblikke i livet. Ethvert valg kan blive afgørende for, hvordan det derefter former sig. Men hvem siger, det ville være anderledes, hvis vi ikke foretog os disse valg? ”Tilbage fra i morgen” er en rejse med tanker og forestillinger om livet før og efter dette øjeblik. Det afgørende øjeblik hvor noget, der ikke ville gå os forbi, får lov at passere. Muligvis kærligheden glemt under selvoptagetheden, ensomheden?

Forestillinger, man kan have om den slags, er på en måde belastende og skaber den ”psykiske tid”, der rummer selve lidelsen. Og det er egentlig den historie der er den vigtigste at fortælle. Hvad skal vi med al den selvskabte lidelse?

 

Ekkoet antydede det tomme rum ved pausens rungende stilhed

blodets totale forvirring
et sug gik igennem hjernemassen i den brøkdel af et sekund

fra den hule lyd i faldet til det hele startede forfra
konsekvenserne ved faldet var en slags usikkerhed om hvad det hele var værd
kun slimhinderne påvirkedes da kroppen fik et stød og huskede

at den frembringer ubeskrivelige lyde når den elsker.

 

Fornemmelsen af død var kortvarig

skinnebenet gjorde ondt da jeg humpede rundt på hårdt sammenpresset sand
og kæften var tørret ud
skyen fra mit støv sænkede sig omkring strubens nedslidte sange om kærlighed
jeg heller intet anede om.

 

Noget fører mig altid derhen hvor jeg står blottet med roden dyppet

i en slags overmættet undergrund
førhen var det rummets indskrænkede bevægelighed

der pressede forsvarssystemet fra sved til gåsehud
derefter bare det almindelige konstante pres indefra

der under stigende forandring blotlagde alle mine skavanker

ved at afklæde det der ikke var mig.

 

Så løb jeg

løb og løb op over fjeldene for at lægge livet ned
livet der ikke var andet end torsk og trøsket træ
jeg skrævede hen over skidtfisk

gled af på sten og mos som småtterier jeg havde øvet mig på
jeg løb op over fjeldenes overskuelige blødhed

der rev huden op omkring brysterne til mælken flød.

 

Som sådan fungerede jeg normalt i bindevævshinder og led

og når huden blev berørt i cirkulære bevægelser med uret skabtes et vist overblik
tilstande af rastløshed opløstes så yderpunkterne ikke blev nået

på mindre end et millisekund som dengang man var fjorten.

 

Slag der rammer så arme og ben forsvinder i hidsig skarp knoglemarv
spreder træthed løbende hen ad nervetråde på en uklar måde.

 

Det alting i virkeligheden drejede sig om var noget helt andet
en sten jeg vist nok havde udskilt længe før som en dårlig aflagt egenskab.

Ejendommeligt ved denne mulighed var at hullet den havde efterladt blev årsag

til forrykkelse af den stivnen der måtte ophøre da hovedet flyttede sig to centimeter
fra det fastfrosne focus og øjnene flyttede sig samtidigt til et vibrerende holdepunkt af lys

der hamrede ind i gulve og vægge og sendte reflekser videre ind i hjertet

da jeg jo var i samme rum.

 

Man kan sige visse ting mere præcist

stille dem ind i en sammenhæng hvor ordene modtager den rigtige farve

medens det ene og det andet let kan misforstås
som da jeg mærkede hvor let det var at forpasse noget der ikke ville gå os forbi
sekundet hvor sårbarheden glimtede om sammenhængene

hele misforståelsen på forhånd havde gjort ved vores liv så ingen vej var tilbage.

 

Det er svært at holde kæft med tilbagevirkende kraft siger flagspætten.

 

Hvor langt skal jeg gå?

 

Hvis du nogensinde kommer mig i møde vil jeg fortælle dig alt
om dette sekunds ophold i tiden hvor lyset brydes mellem dag og nat
og selvom vi aftaler et møde ved verdens kant og du ikke kommer

vil du se mit fugleøje spejle sig i månens døde skive.

 

19.05.2006

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *