Voldsoffer/voldsudøver

Jeg vender tilbage til denne symbiose voldsoffer/voldsudøver, da jeg forsøger at gøre opmærksom på, at vi mangler at se på problemet meget mere facetteret. Det er noget der kræver lidt mere end 10 minutter i et interview. Jeg har skrevet om volden i min selvbiografi “Magi i Luften”, der naturligvis også handler om min sang karriere, og alt det jeg er taknemmelig for at have oplevet.

Det er et aktuelt emne, generelt også på et større plan, med den koncentrerede ondskab, der rammer i flæng. Måske min egen historie kan være med til at belyse nogle velkendte psykologiske mekanismer, ikke kun på det personlige plan, men muligvis også kollektivt. Det er nok vanskeligere at belyse problematikken ud fra den kollektive bevidsthed, da ofrene her er helt uskyldige. Men der er meget vi ikke forstår i den sammenhæng, som jeg tror vi skal være mere ydmyge overfor.

Vi taler altid kun om offeret, selvom der i realiteten aldrig findes vindere. Jeg vover endnu engang at gentage nogle tanker om min personlige beretning, og håber at blive hørt.

Jeg var blevet advaret, så jeg havde et valg. Man har altid et valg. Hvorfor valgte jeg forkert? Valgte jeg forkert? Hvorfor blev jeg tiltrukket af en voldsmand? Hvorfor blev vi meget forelskede i hinanden på rekordtid, som om vi var skabt for hinanden? Det er spørgsmål, jeg har arbejdet bevidst med. Det viste sig at være nødvendige spørgsmål for at nå derhen, hvor jeg i det mindste kunne tilgive mig selv, og nå frem til en forståelse over for voldsmanden.

Der var ”noget” i mig, ud over det basale behov for harmoni og fred, der havde brug for udfordring og konflikt. På trods af at jeg ikke forstod meget af mit eget kærlighedslivs sammensatte natur i ungdommen, blev jeg fascineret af de mere dybsindige mænd, ligeså sammensatte som mig selv, der tvang mig til at udfordre kærlighedens ubevidste dimensioner.

Disse primitive facetter af menneskehjertet tilhører ikke eventyrudgaven af at leve lykkeligt med den udkårne.  (Kom an Strindberg).

De næste mange år blev et helvede fysisk og psykisk. Jeg flygtede i perioder og boede hos venner i Sverige. Jeg holdt mig væk fra musiker miljøet hvor det hele udspandt sig. Jeg levede som et angst offer, og havde også grund til at være det og tage mine forholdsregler.

Men hvad var det, der var på spil? Jeg havde tidligt en stærk fornemmelse af at ingen af os ville vinde kampen. Der var for meget vi ikke kunne overskue. Min angst der bundede i manglende tro på mig selv, var oppe imod hans cocktail af nervemedicin og spiritus, blandet med antabus. Det blev en tidsindstillet bombe, der eksploderede og antændte det følelsesmæssige kaos, som var en del af os begge, og det kunne have gået grueligt galt.

Men hvad var det, der var på spil? Jeg siger ikke på nogen måde, at jeg havde fortjent volden. Men ”noget” var plantet dybt i mig, som jeg ikke var i stand til at gøre mig fri af; min vrede. Den kunne man ikke hverken se eller mærke. Jeg passede dårligt på mig selv, hvad det så end kom til at indebære. Men sagen er den, at det der blev sået i sindet i barndommen, krævede en forløsning igennem en kanal, et spejl. Jeg kunne ikke selv blive voldsudøver, selvom jeg indeholdt vreden. Men jeg har en “tro” på at livet selv og den kerne, der siges at være klogere end én selv, søger ind i de konflikter og muligheder der er, for at blive konfronteret med det underbevidste, for at blive et mere helt menneske.

Troen på dette er netop min “tro”, og kan ikke, skal måske heller ikke kunne bevises videnskabeligt. Symbiosen kan ikke hverken vejes eller ses igennem et mikroskop. Det er et spørgsmål for livet. Tak!