Man talte aldrig om noget. Der var nok at snakke om, og meget skidt, vel derfor det blev fortiet. Kun når der, ved familie sammenkomster, blev festet igennem i det lille arbejderhjem, kom mundene på gled. Og jeg skal sige jer, der blev sunget. Alle havde stemmer, særlig onkel Bernhard gjorde sig i operettegenren med forkærlighed til det tyske repertoire. Der var jo noget tysk blod i familien på mors side med efternavnet Schramm. Mor elskede at synge, men det var ikke det man dyrkede i hjemmet, da far ville have stilhed. Som sagt slap man tøjlerne i visse stunder, og nogle gange rigtig meget, forstået på den måde, at der blev konkurreret på stemmepragt, når især moster Kylle stemte i, hvilket lille Mona opsnappede som en værre omgang pral og forloren skrål.

Mor kunne fortælle, når hun en sjælden gang var i det humør, om de tanker og oplevelser hun selv gik og bar på, men også om flere familie tråde, der aldrig endnu er blevet udredt, selvom mange timer er blevet brugt på at optrævle mysterierne.
Var far og onkel Bernhard indblandet i lyssky arbejde for tyskerne under besættelsen? Jeg fik aldrig som voksen bekræftet eller fuldt ud afkræftet mine fornemmelser, heller ikke i arkiverne. Med tiden holder man op med at lede. Mor kunne også fortælle historier om sin bror, min onkel Daniel, der var modstandsmand de sidste år af krigen, om de nervepirrende begivenheder han var udsat for. Hvordan man levede og overlevede. Min onkel overlevede, og voksede i mit barnehjerte, som lidt af en helt.

Når jeg tænker på det i dag, kan jeg sammenstille det jeg har fået fortalt om besættelsestiden, med det jeg oplever i min hverdag. Intet tyder på, at det dengang var værre end det danskerne oplever nu, bortset fra lyden af sirenerne og beskyttelsesrummene. Det man kan sige afviger fra besættelsestiden er, at der ingen bevæbnede tyskere er at se på gader og stræder. Men efterhånden synes jeg nok at restriktionerne og måden det hele foregår på kan opleves som en besættelse, uden at hovedparten af befolkningen gør andet end at adlyde. Det er dog svært at vide, hvad der foregår inde i hovederne på folk. I dag i et godt fyldt tog, var der kun ganske få med mundbind, som efter man sidst nedlagde restriktionerne. Men i overmorgen, hvor kravet om mundbind igen træder i kraft, vil alle bære det, undtagen mig, der aldrig har brugt det, og nok et par stykker mere. Jeg undrer mig. Hvem ved hvordan folk ville reagere, hvis tyskerne aldrig var taget hjem?

28.11.2021

Mona Larsen