Der er et hul i mit hjerte
hvor mørket væver sit bo
et skjulested for dets smerte
et alter hvorpå det kan gro

Det sender sin flamme til himlen
og omslutter hele min tro
med brødets og vinens svimlen
over hoved og hals en bro

En murafstivning at miste
et skalkeskjul for en magt
et ønske så inderligt at vriste
det af sig til fordel for agt

   Der er en grund og en kilde
   som lyset der tåler alt

Som lyset der tåler alt
en klarhed fra solsortens trille
giv tid som til havets salt
der er en grund og en kilde

Med hvad om dit hjerte brister
som vildrosens sarte duft
når øjeblikkets aspekter
tar over dit sinds fornuft

Til sidst præcist som du ville
så klart som krystal for dig
og pludselig står du helt stille
der, under en mælkevej

    En eng af blomstrende stjerneskud
    synger en sorghymnes smerte

Synger en sorghymnes smerte
af varme til kuldens hud
så læg dig og hold om din kæreste
en eng af blomstrende stjerneskud

Hvor hænder venter på Jeres
et nyligt kald på Jer selv
hvor kærligheden skal bæres
af sødeste læbers skælv

Det er som en langsom ringen
af tilstandens samlede liv
med solens cirklende stråler
i vindens vuggende siv

   En torden der lufter skyen
   spundet af løvdækkets fald

Spundet af løvdækkets fald
en gennemslagskraft fra en stemme
foran støv og støv da det gjaldt
af se sig selv være fremme

En holdeplads at dvæle ved
for at prøve at forstå
hvad ser du da, en solopgang
du stiller dig på tå

Et sår så smukt er hvad du ser
igennem verdens skorpe
du græder lidt imens du ler
og puster på din vable

    Og alting siver og strømmer
    derhen hvor det hører til

    Der er et hul i mit hjerte
    som lyset der tåler alt
    synger en sorghymnes smerte
    spundet af løvdækkets fald