Der er et hul i mit hjerte
hvor mørket væver sit bo
et skjulested for dets smerte
et alter hvorpå det kan gro

Det sender sin flamme til himlen
og omslutter hele min tro
med brødets og vinens svimlen
over hoved og hals en bro

En murafstivning at miste
et skalkeskjul for en magt
et ønske så inderligt at vriste
det af sig til fordel for agt

   Der er en grund og en kilde
   som lyset der tåler alt

Som lyset der tåler alt
en klarhed fra solsortens trille
giv tid som til havets salt
der er en grund og en kilde

Med hvad om hjertet vil briste
som vildrosens sarte duft
når øjeblikkets aspekter
tager over sindets fornuft

Til sidst præcist som du ville
så klart som krystal for dig
og pludselig står du helt stille
der, under en mælkevej

    På engen af blomstrende stjerneskud
    en sorghymnes syngende smerte

En sorghymnes syngende smerte
af varmen til kuldens hud
når armen favner en kæreste
under nattens stjerneskud

Hvor hænder løfter og bærer
et nyligt kald fra dem selv
af kærligheden der æres
fra sødeste læbers skælv

Det er som en langsom ringen
af tilstandens samlede liv
med solens cirklende stråler
i vindens vuggende siv

   En torden der lufter skyen
   spundet af løvdækkets fald

Spundet af løvdækkets fald
en gennemslagskraft fra en stemme
foran støv og støv da det gjaldt
at se sig selv være fremme

En holdeplads at dvæle ved
for at prøve at forstå
hvad ser jeg da, en solopgang
jeg stiller mig på tå

Et sår så smukt er hvad jeg ser
igennem verdens skorpe
jeg græder lidt imens jeg ler
og puster på en vable

    Og alting siver og strømmer
    derhen hvor det hører til

    Der er et hul i mit hjerte
    som lyset der tåler alt
    en sorghymnes syngende smerte
    spundet af løvdækkets fald