Der er en akkord i mit hjerte, hvor mørket væver sit bo
et skjulested for dets smerte, et alter hvorpå det kan gro

Det sender sin flamme til himlen, og omslutter hele vor tro
med brødets og vinens svimlen, over hoved og hals en bro

En murafstivning at miste, et skalkeskjul for en magt
et ønske så inderligt at vriste det af sig til fordel for agt

Der er en grund og en kilde
som lyset der tåler alt

Som lyset der tåler alt, en klarhed fra solsortens trille
giv tid som til jordens salt, der er en grund og en kilde

Men hvad om hjertet vil briste, som vildrosens sarte duft
når øjeblikkets aspekter, tager over sindets fornuft

Til sidst præcist som du ville, så klart som krystal for dig
står du der pludselig helt stille, under planetens mælkevej

I nattens væld af stjerneskud
glemmes en sorghymnes smerte

Glemmes en sorghymnes smerte, for varmen til kuldens hud
favnes nænsomt dit hjerte, i nattens kærligheds bud

Og hænderne løfter og bærer, det nylige kald fra dem selv
med kærligheden der æres, af sødeste læbers skælv

Det er som en langsom ringen, af tilstandens samlede liv
med solens cirklende stråler, i vindens vuggende siv

En torden der lufter skyen
spundet af løvdækkets fald

Spundet af løvdækkets fald, en gennemslagskraft af en stemme
foran støv og støv da det gjaldt, at se sig selv være fremme

En holdeplads at dvæle ved, for at prøve at forstå
hvad ser du da, en solopgang, jeg stiller mig på tå

Et sår så smukt er hvad jeg ser, igennem verdens skorpe
jeg græder imens jeg ler, og puster på min vable

Der er en akkord i mit hjerte
som lyset der tåler alt
glemmes en sorghymnes smerte
spundet af løvdækkets fald