mikro løsninger

Hvad vil det egentlig sige, at være et frit menneske i dagens Danmark, og hvordan bliver man et frit menneske? Bliver man fri, bare fordi man er medlem af en frihedsbevægelse?

Jeg tænker, at det handler om at skrælle et kæmpe løg. Jeg kunne f.eks. starte med at skrælle det politiske tankesæt fra det 20’ende århundrede af mig, med de udslidte ideologiske partipolitiske termer med røde og blå farver. Det har jeg allerede gjort. Det indbefatter også Teknokratmåden, EU-måden. I det hele taget, at skrælle global-elitens skræddersyede modeller af. En virkelighed som eliten beskriver og selv forfølger. En historie om dem selv, som hovedparten af os har lagt øre til og troet på, når de har udnævnt de onde og fremhævet dem selv i frelsende termer, imens de var i færd med at myrde og udplyndre andre folkeslag. Og når de, i demokratiets og frihedens navn, havde fået os til at hjælpe dem med det.

Er der mere at skrælle af? Jo da! Masser. Vel også de religiøse vinkler i pengenes og magtens klamme hånd. Og videnskaben, når den udelukkende sidder og kigger på verden med mikroskoper fastmonteret i hver sin lille hjernekasse.
Det virker som om alle systemer står magtesløse alene overfor et problem, der overskrider systemerne selv. Som om det at forstå problemet er blevet så komplekst, at dette er selve problemet.

Alle vinkler rummer en totalitet. Men at gå rundt om og virkelig se hele træet, giver først det samlede blik på helheden. Alt hænger sammen, og vi skal nok ikke opgive det store overblik. Men det har jo vist sig, at det er tid til handling længe før det store overblik indfinder sig. Set i bakspejlet af flere internationale økonomer, kunne vi have forudset og forhindret den sidste finanskrise.

Så hvad skal vi så nu, lille du? Når jeg har skrællet løget, er der ikke meget tilbage udover en lille flig af noget stort.

Jeg spekulerer på det, jeg har været ret optaget af siden starten af nullerne. Nemlig, hvordan det står til med sundheden, energien, vores bevidsthed og selvfølgelig også økonomien. Områderne er nærmest overdøvet af megastøj, pga. det store systems uundgåelige kollaps. Intet tyder desværre på andet end at systemet arbejder videre på en endnu større totalløsning. De kalder det selv for den store nulstilling. Den 4. industrielle revolution. Hvad det indebærer, kan man høre selvsamme elite, der har opfundet det, udtale sig vidt og bredt om og uden at skamme sig. Alt ligger sådan set åbent for enhver, der vil følge med i udviklingen. Ellers kan man bare lade det ligge og være tilfreds med de sædvanlige danske nyheds-underholdnings- kanaler.
Det siger sig selv, at de globale totalløsninger ikke er vejen frem, for vi er ikke systemet, selvom hovedparten identificerer sig med det. Det store system har overlevet sig selv og kan ikke længere hjælpe os, og systemets ”hjælpere”, politikerne, har for længst sat sig selv til vægs, sammen med systemet.

Jeg tror vi skal væk fra monstertænkningen og blive små mus der vimser rundt om benene på de store kolosser og laver vore egne smarte og nogle gange gennemprøvede løsninger hver især og sammen. Mikroøkonomi kan noget, som makro ikke kan. Og hvor er vi mange der er trætte af at pengene forsvinder ud af lokalområderne og ind i globale uigennemskuelige foretagender. Der findes garanteret simple og rigtige reformer, der er i stand til at oprense et sygt system. Det kræver gældfri penge formidlet af staten og ophævelse af centralbankernes ret til at trykke penge og skabe den ubetalelige gæld samtlige Verdens nationer er bundet op på. Statsgæld burde være ulovligt.

Tror I efterhånden på af regeringer og politikere nogensinde vil indrømme deres uduelighed? Hvorfor vælger systemets ledere og repræsentanter altid at gå videre af samme slagne vej? Det spørger jeg om, fordi jeg oplever, at de ikke ser hverken til højre eller venstre med skilte som: ”Kadavere, 2 km længere fremme”. KA’BOOM!

Sparekasserne forsvandt næsten. De blev opkøbt og nedlagt af kannibalisterne der sagde, at man skulle slutte sig sammen for at blive stærkere i konkurrencen. Og lige pludselig var alle flyttet til Staden for at løbe stærkere for at slå konkurrenterne.
Lidt ligesom enhver mere eller mindre fredsommelig sæsonbetonet virus muterer i kampen for overlevelse, hver gang den bliver slået ned med hårdere og mere brutale midler.

Jeg tror på Mikro sundhed, på samarbejdet med mikroberne i din egen krop. Antallet af arter hænger tæt sammen med dit immunforsvars effektivitet, og derfor er det godt at vide, hvordan man skaber de bedste forhold for kroppens smukke, mangfoldige koralrev.
Jeg tror ikke at vi har noget valg. Den globale sygdomsindustri har aldrig været mere destruktiv og det globale fødevareimperium har aldrig været mere dominerende magtfulgt som i vor tid. Vi skal ikke undervurdere medicinalindustriens pengemagt, der ophober cancer svulster, der æder alt indtil organismen udsultes som den selv. Vi er selv værten for denne cancer og betaler lønnen til systemet, der opretholder svulsten. Derfor skal vi selv til at forvalte sundheden og skabe den tilbage til os selv.
Vi skal genskabe gammel viden og indsigt om vitaminernes og mineralernes betydning for vores sundhed.
Vi skal genopdage, hvordan vi kan heles, når vi bliver syge. Vi skal nok også erkende, at sygdom kan være meningsfyldt. Når vi har overvundet sygdom, er vi blevet stærkere og kan opleve livet på nye livsbekræftende måder. Hvem har ikke oplevet lyset og håbet vokse hos mennesker efter en hård omgang sygdom? Oplevet modet og stoltheden vokse hos dem selv, fordi de har kæmpet for dem selv.
Vi skal væk fra det enorme stressniveau vi lever under, der til gengæld udpiner al livskraft. De sidste to Ko-år har drænet alt. Konsekvenserne ser vi så småt omridset af.
Ja, vi skal bevare en højere bevidsthed, siger jeg til mig selv, og glæder mig over at jeg har fået fasten inden for i mit liv. Det er stor gavn at faste. Alt godt starter i maven. Vi skal undgå fluor, som nazisterne brugte til at fordumme fangerne i koncentrationslejrene. Hvordan det er havnet i tandpasta er en gåde. Jeg laver selv min tandpasta og deodorant af kokosolie og natriumbikarbonat. Vi skal af-sures. Syre-Base-balancen er altafgørende for vor sundhed. Og Qi-gong er fantastisk til at opbygge den indre energi og livskraft. Så får I ikke mere for den 5-og tyve øre.

Jeg tror at lægerne vil blive klar over at deres fag er på vildspor, når vi begynder at stille krav til vores egen sundhed. Jeg tror på at vi står overfor en masse ny viden om energi og sundhed. Vi er selv energi, og vi er ansvarlige for at udviklingen skal være til gavn for os selv og dem der kommer efter. Vi skal være det nye. Ikke de nye robotter, men de nye sunde mennesker.

Tak, hvis I kom så langt.

Beriget af et får

Jeg var i Jazzcup for at hente en stak af mine egne CD’er. Laura havde sagt at der stadig var nogle på lager, og jeg kunne bare komme. Super, for så har jeg jo både musik og digtsamlinger at tilbyde, når jeg skal udstille lige om lidt i Farum Kulturhus sammen med ”Malende musikere”. Jamen, hvor det kører!

Morten var i gang med at betjene en anden kunde og jeg stod lige bagved og hørte lidt af deres samtale. Kunne forstå at manden med masken spillede guitar, og at han var vild med John Scofield. Der er i øvrigt kun masker, jeg er åbenbart den eneste i miles omkreds, der er helt ved siden af. I Jazzcup tager ingen notits af det, når jeg en sjælden gang kommer forbi. De er altid søde og udpræget overraskede. ”Morten”: Jamen, hej! Er det ikke? ”Jo, hej Morten, hvordan har I det? Og snakken går”. Morten, henvendt til guitaristen: ”Du skulle tage og høre Michael Mantler med Mona, hun synger så smukt på den italienske ECM CD med Big bandet. ” Mig, bagfra og lavmælt med et smil og uden bagtanker: ”Det er ikke for tøsedrenge! ” Guitaristen vender sig om og sender et smil med øjnene. Morten spørger om vi vil have kaffe og kanelkringle. Der er kun os to i butikken udover en læge fra Roskilde, der i øvrigt er flygtning fra Kroatien, han er i gang med sin kaffe og køber vildt ind. Jo, mange tak, Morten, og kaffen serveres oppe foran.

Guitaristen havde allerede sat sig, og stemningen var tilpas afslappet til at jeg også satte mig. Guitaristen: ”Nu kan vi endelig komme til at høre nogle koncerter igen. Jeg hørte Kresten Osgood her forleden”. Mig: ”Ja, det bliver skønt og spændende, om det fortsætter med permanent Corona pas og hele pakken, eller at det viser sig at der er en udløbsdato, selvom jeg tvivler? Ellers må jeg nøjes med afspilleren og de gamle plader og ellers holde fast i mine frihedsrettigheder”. Guitaristen: ”Jeg skal have stikket i morgen”. Jeg spørger kort hvorfor. Jeg vil gerne beholde mit arbejde, siger han. Jeg fortsætter som vanligt, når snakken går i den retning. ”Kan du ikke bare holde fast i at du reelt er fritaget”? Det er for omstændeligt, og hvis jeg skulle lykkes med at komme igennem med det, ville jeg havne sidst i køen i forhold til mine arbejdsmuligheder, hvis du forstår? Jeg er et får, siger han, fordi jeg for alt i verden vil beholde mit arbejde, og fordi jeg for alt i verden skal videre med mit liv. Jeg er ikke typen der spekulerer og bekymrer mig. Egentlig har jeg tillid til det meste, eller også har jeg valgt at have det, uden at gå så højt op i det? Han fortalte om sin teenagesøn og noget om at han var i gang med at bygge om derhjemme så de begge kan være der med det de hver i sær har gang i. ”Hmnn”! Jamen, nej! Jeg gad ikke rigtigt at komme frem med hele Corona søforklaringen, tror han havde forstået det meste, og havde taget et valg. ”Det er jo også en slags erkendelse, at ligefrem vælge at være får”, mæh, sagde jeg.

Så sad vi der, og det var vel ok at fortælle at jeg selv syntes det havde været en meget hård omgang rent psykisk. Hvor meget det havde påvirket mig at opleve hvad restriktionerne reelt havde gjort ved mennesker i almindelighed, så som at hive tæppet væk under de små og større erhvervsvirksomheder – simpelthen være årsag til at folk måtte hive stikket og gå fra hus og hjem. Ja, ingen tvivl om, i mit sind, sagde jeg, at kuren har været og er meget værre end sygdommen. Jeg føler mig nulstillet. Ikke fordi jeg selv er ramt økonomisk, indtil videre, men fordi jeg er typen der har svært ved at tro på min egen fremtid, når jeg ser at det braser sammen omkring mig. Ikke kun hører vi om The Great Reset – nulstillingen af det finansielle system der har spist sig selv op, for at erstatte det med et nyt kontantløst system. Men jeg selv, føler mig nulstillet, gentog jeg. Det har jeg prøvet før, men ikke i den grad. Jeg er heller ikke ung, så jeg skal ikke en hel masse. Men noget skal jeg vel? Og det er her, det kan blive meningsfyldt at føle sig nulstillet. Ligesom sygdom i sig selv kan være meningsfyldt over en tidsperiode, selvfølgelig. Hvordan håndterer man en krise og hvordan kommer man ud på den anden side? Et spørgsmål dukker grangiveligt op i dit sind, fortsætter jeg, spørgsmålet om hvad der er det vigtigste for dig her og nu og fremover? Det er hvad jeg indtil videre har tænkt over og glædet mig over, at det overhovedet er dukket op, det spørgsmål. Det kræver simpelthen et svar, så det handler om at blive hængende, i stedet for at slippe taget. Det er vel egentlig en gave der kan pakkes ud, at stå midt i kaos?

Fåret har lyttet og fortæller om en bog han læser. En vidunderlig historie om et dyr i Tibet, der lever på højsletterne. Det er ikke sikkert at man nogensinde får dyret at se, det kræver også tålmodighed at vente, for måske viser det sig. Man tror det er forsvundet for altid. Det er i hvert fald det, ”Sneleoparden” vil have os til at tro. Den ser os, imens vi tålmodigt venter på at få den at se. Jeg spurgte hvilke CD’er han havde købt… entusiastisk viste han mig tre med den sammen kunstner. Det var så inspirerende at jeg købte dem alle sammen + bogen og en anden bog, der nok egentlig handler om det samme. Katastrofer, og hvad de kan lære os om os selv.

vindue med lysår

var det bare
en drøm fra
Mælkevejens stjernetåge

slumrende
halvvågen
i et grænseland
skyggernes inkarnationer
fremfor alt
rebellen
afvigerens hemmelige
ikonoklastiske figurer
dog forbundet med
en bredere menneskelig strøm
ikke ondsindet
blot åndrig
individuel og fri

en kalden
fra udkanten
af en galakse
i rasende fart
gennem verdensrummet

gennem døden
gennem livet

min egen sjælerejse
i fortid og fremtid
i eksistensens agenda
gerningens forventninger
fortrængninger
konsekvenser
afmagt og ekstase
i sindets underkastelse
søger jeg mig selv
famler og tygger drøv
på genfærd

farende forbi i Kosmoshavet
på vej til ukendte stjerner

Jeg havde overvejet det længe.

Jeg havde overvejet det længe. Var det mon bare pga. den vanvittige drøm? Skulle jeg virkelig anskaffe mig det monstrum?

Jeg gik igen forbi kælderen, der sælger skydevåben, inde ved Domkirken. Jeg standsede op flere gange for at kigge ind ad vinduet, vel mest for at sikre mig, at der ikke var kunder i butikken. Ekspedienten havde set mig. En yngre mager fyr, vel omkring de 30, almindeligt udseende, lyshåret med skilning i siden, nystrøget skjorte og pæne hænder. Det første jeg ser på en mand er hænderne. Og jeg kunne se dem, da han stod tæt på vinduet og eftermiddagslyset ramte lige præcist. Jeg kunne ikke forestille mig ham med et skydevåben i hænderne. Ved ikke hvad jeg havde forestillet mig, men han lignede mere én der solgte hatte i Illum.

Jeg gik de fem trin ned, nu jeg var kommet så langt. Det var et fantastisk sted, et udfrielsens sted. Han smilede og så mig direkte i øjnene: ”Hvad kan jeg hjælpe med? ” Han trak et par skuffer ud og lagde to pistoler på et grønt klæde. Var jeg med i en film? Jeg valgte den mindste model uden at tænke så meget over det. Jeg havde engang meldt mig til skydning, men det var aldrig blevet til noget, ligesom jeg engang havde meldt mig til badminton, der heller ikke var blevet til noget.

Jeg mærkede pistolen ligge i håndfladen. Den svævede som en banan eller en anden død fugl. Jeg mærkede ikke vægten af metallet og syntes det var åndssvagt at gribe og sigte, som om den havde en eller anden funktion. Men jeg prøvede alligevel med et fjoget grin.

Jeg kunne jo gemme den et sted, man kan jo aldrig vide hvad der venter én. Det kunne vel ikke være så slemt. Men åh, at ende og sådan, hvordan og åh igen, videre var jeg jo ikke i min bevidsthed. Det ord der var så svært at fange. Aldrig mere at være til, lå dybt derinde i øret som at stå der lidt mere sammenbøjet og ikke sige så meget. Hvad? Hvad siger mønsterborgeren? Ikke om jeg så skal stoppe det skide metal op et vist sted, så får de kraftedeme ikke min sjæl.

Der var dog stadigvæk øjeblikke hvor hovedet løftede sig lidt op fra hænderne, og ligefrem et lille smil, lidt vanemæssigt, og bare det at vente på at høre noget andet end det sædvanlige vrøvl. Eller at opdage at man altid et eller andet sted når til en slags afgrænsning der går over i gråt, og hvorfra man kun kan vende tilbage til det samme.

Jeg vil stadigvæk gerne

Jeg vil gerne have postvæsenet tilbage.  Ikke selve væsenet, men kulturen. Det at sidde en stille aften for at skrive en lap med ord og vide at de gled over i en hånd. At føle en slags overlevelse af sjælen.
Jeg vil gerne have, at mennesker kan blive ved med at få et arbejde med en løn, der sikrer tryghed og velfærd, som jeg husker det.
Jeg vil gerne opleve en blomstrende overskudsagtig natur med insekter, summende bier og sommerfugle, medicinfrie grise med krølle på halen, ja, et naturligt biodynamisk landbrug der har vundet over det konventionelle. Jeg vil gerne nå at opleve sunde og velfungerende børn overalt på kloden. Børn der opfostres af mennesker og ikke af maskiner, til at kende deres eget værd, at de er skabt med alverdens muligheder for udvikling af kreativitet, ånd, omsorg og evnen til at regenerere sig selv.
Jeg vil gerne have lov til at være glad for min PC og min IPhone, ikke fordi jeg er herre over teknologien, men fordi jeg måske kan nå at lære kun at bruge den, når det er nødvendigt.
Jeg vil gerne nå at opleve en bil der kører på vand, hvis det kan lade sig gøre, uden at pakke kloden ind i elektromagnetisk stråling?
Jeg vil gerne nå at opleve min planet udnytte fusionsenergien, som den mest naturlige reneste energi, i forståelsen for at A bomber er og bliver fortid. Jeg vil gerne nå at leve uden angst for nye teknologier, mistænkt for at blive udviklet med det formål, at få fuld kontrol over min krop og min bevidsthed.

Jeg vil gerne sige, at vi skal skynde os, hvis jeg skal nå at opleve bare en brøkdel.

Hvorfor skal jeg opleve, at teknologi kan bruges til at kontrollere og nedbryde mig, når den burde være en gave der kan gøre mig til et bedre og klogere menneske?
Hvorfor skal jeg stille mig selv det spørgsmål, selvom jeg udmærket ved, at verden er gennemkorrupt, om hvorfor jeg ikke er berettiget til denne gave, uden at skulle fravælge min ret til at være herre i eget hus?

Jeg spørger bare, hvad er meningen?

Verdens Poesidag 21.03.20

Jeg ville gerne kunne skrive
om ingenting
ikke fordi jeg er doven og slap
og hænger i min sofa

Nogle gange skal man ud
og helt undgå at støde
ind i ingen er svært

Nogle gange må man
standse op som om man
er fanget af en vind

Så står man der og bliver støttet
af sine sko og gule hue
og snipperne på ærmet

Det er for at prøve at huske skyerne
og så samler man sin frakke om livet
og går forbi en dåse og nogen kaster
en almisse til en tigger

Der er noget underligt
ingenting fra halsen
og nedefter
og så begynder
man alligevel at tale
til kroppen

Du skulle ikke være gået ud i dag
du skulle slet ikke være stået op
solen har for mange veje

Du vil bare begynde at mindes
og svarene begynder at spørge

Kan du huske vejen til stranden
med de glinsende våde sten
i morgenens favn

Så stirrer du og begynder
med noget
og du har hænder

Fire stykker med løgn

1. Gråden, den der sluger ordene som en pille af størknet korrektur. Og der er ingenting at rette. Det er gråden over billederne af børn, der æder skrald fra lossepladserne. Børn der har mistet deres forældre eller måske er blevet jaget bort af de selv samme, i håb om at de i det mindste ville slippe for at blive slået ihjel. Man tror det er løgn.

2. Løgn er der nok af. Men jeg har aldrig løjet, højst over for mig selv. Aldrig! Jo, en gang, da jeg var lille og stjal en 25 øre fra tallerkenrækken, og min mor opdagede det og sagde, at min næse ville begynde at vokse, hvis jeg da ikke forinden ville komme ud for en ulykke og blive lam i benene. Jeg plejede at løbe mig fra det. Jeg løb fra alle ungerne i legegaden. Jeg var den hurtigste og den frækkeste. Når jeg ikke løb, hoppede jeg. Jeg hoppede op på cykelskurene i baggårdene som en kat, og styrede alle de andre unger. Senere hen hoppede jeg ud over altanen ned i rosenbusken og løb ad helvede til, stærkt, hvis det var det jeg skulle, og det var det. Jeg sværger.

3. Næsen løber, og du har ikke andet end snot i hovedet. Men du vil gerne spare på toiletpapiret. Du prøver at åbne pakken med lommeletter til dine høfeber anfald. Du fumler. Du har svært ved at trække vejret. Du beskydes med kortison bombardementer, der gennemskyller dine årer, som plastik cirkulerer i verdenshavene. Din hjerne er top terrorprogrammeret. Du kvæles langsomt i lyden af det knitrende indpakningspapir. Dit blodtryk ligger på uudsigelige tal, det sortner for øjnene. Du ligger der, indhyllet i polyætylen, mens din mobil bipper for at fortælle dig, at du har en aftale hos Mindfulness/ApS. Du skal ikke tro på alt, hvad du hører. Det er bar løgn!

4. Man kan ikke lyve, uden at det mærkes på svedafsondringen og brystkassens rytme. Løgnedetektoren registrerer det hele. Forstillelse kan ikke forhindre en afsløring, men enhver har frihed til at lyve for domstolen og løgnedetektoren kommer sjældent i brug. Jeg siger det bare.

Dødsårsagens naivitet, eller for dum til at dø

jamen, er jeg da naiv
bag mine øjenlågs fladdrømme
dum og hjerteløs
som brænde fra opsprættede træer
og på trods af al det papir
alligevel askedum nok i mig selv

med talløse mundfulde af luft
smagt på kalk og sne og kys
alligevel tvivlende om hvem
jeg måske er ind imellem
urnerne og nuerne

jeg her, jeg og mig selv og mig
jeg der kan sige dig alt om lys og det hvide
om nattens nætter på en seng af søm
fugleflugt og Red Barnets kampagner
nu føler jeg mig for dum til at dø

hun er på Facebook flip totalt inderligt knepper hun emojis på Messenger løber til og fra hele tiden for at se om der er rullet nye ind hun trykker på stjernestunder med indbildte gestalter som i medrivende romaner mens hun tæller til 30 langsomt trækker vejret dybt og Facebook kroppen skriger efter at modtage stødet når det endelig introducerer sig selv som om verden strømmede ind i  det

Sommetider gør jeg noget

Sommetider gør jeg noget
for morgendagen og dens ukendte digte

Sommetider hænger jeg nervøst i sitrende ganglier
omkring lidelsernes dam

Sommetider begraver jeg verdens lille skarpe økse
dybt i min brede idiotiske ryg
så verden kan se mine bagudtænkte sandheder

(hvis ikke andre er skyldige, er jeg, nogen må jo være det)?

Sommetider banker nuets angst fra øje til røv
bagved nødvendighedens slæde

Sommetider trækker nogen mig op ved håret
når jeg har surfet for længe på tidens dårlige ånde

Sommetider spirer kløver
på blodigt muddervand