jeg smiler til alle jeg går forbi
jeg nikker til dem jeg egentlig ikke kan li’de
jeg er tilværelsens sanselighed
jeg er modstanden i mig selv
jeg er tit yderliggående
jeg er mit eget grundvilkår
jeg er alene
jeg er Marilyn
jeg er Gravballemanden
jeg er dig
jeg er ti små kinesere på Højbro Plads
jeg er Dao
jeg er Vladimir den 7. eller 8. og Putin med
jeg er Lille Sorte Sambo
jeg er Mor
jeg er Uluru Ayers Rock
jeg er Ole sad på en knold og sang
jeg er mulighedernes mylder med magt
jeg er min egen lille pige
jeg er det som skyggen tænker og solen ikke siger
jeg er den forstødte morgenstjerne
jeg udlever universets kampe imellem godt og ondt i min afgrænsede krop
Digt og Prosa
Dette er ikke …
Dette er ikke en note om afskaffelse af de politiske partier, selvom jeg er ret enig med Simone Weil, fransk aktivist, filosofisk mystiker m.m. og død 1945.
Det er heller ikke et forbud mod euroforiserende stoffer, hvis nogen skulle sidde og nulre et eller andet under bordet.
Nej, jeg vil bare sige, at styringen ligger ikke hos os selv, men hos autopiloten drevet på dopamin, som jeg prøvede at fortælle min tinnitus klokken 5:04 i morges – sover ellers udmærket, spiser sundt og konstant arbejdende på det indre lys i denne sære omvendte verden.
Og invitationerne vælter allerede ind, fra Østerbro gåbuddies, Under The Basho, SOS meditationer om Epidemiloven, Folkets Høringssvar om samme, Bevar Sjællands Symfoniorkester, Forbyd Pesticider, Øverste Kirurgiske, Jazzmosfæren, Vores Blod, Nej tak til vaccineapartheid, Videnscenter for elektro-forurening, Sommerfest til næste år i Bettinas Have for folk med tænkeevnen i behold, DFF – Kom og skriv …
På en måde er jeg fejlcastet. Fejlcastet til den digitale boble filtreret ud fra, hvad algoritmer har bestemt på baggrund af det beløb jeg trækker ud af pengeautomater, som på det sidste er kommet under skarp bevogtning, og kan give store bøder, hvis man overskrider et vist beløb. Fejlcastet på baggrund af det jeg deler og kasserer af feeds på sociale medier, der sørger for jeg vender tilbage igen og igen. Man kan så trods alt sige i de store ånders ånd: ”I det lange træk er vi nået ganske langt, men kort! Så har jeg ikke sagt for meget! Nå ja, det var bare det, men altså, hyg jer.
2. okt. 2021 Møde i Strandgade/lyrikgruppen.
Beriget af et får
Jeg var i Jazzcup for at hente en stak af mine egne CD’er. Laura havde sagt at der stadig var nogle på lager, og jeg kunne bare komme. Super, for så har jeg jo både musik og digtsamlinger at tilbyde, når jeg skal udstille lige om lidt i Farum Kulturhus sammen med ”Malende musikere”. Jamen, det er godt!
Morten var i gang med at betjene en anden kunde og jeg stod lige bagved og hørte lidt af deres samtale. Kunne forstå at manden med masken spillede guitar, og at han var vild med John Scofield. Der er i øvrigt kun omvandrende masker, jeg er åbenbart den eneste i miles omkreds, der er helt ved siden af. I Jazzcup tager ingen notits af det, når jeg en sjælden gang kommer forbi. De er altid søde og udpræget overraskede. ”Morten”: Jamen, hej! Er det ikke? ”Jo, hej Morten, hvordan har I det? Og snakken går”. Morten, henvendt til guitaristen: ”Du skulle tage og høre Mona med Michael Mantler, hun synger så smukt på den italienske ECM CD med Big bandet. ” Mig, bagfra og lavmælt med et smil og uden bagtanker: ”Det er ikke for tøsedrenge! ” Guitaristen vender sig om og sender et smil med øjnene. Morten spørger om vi vil have kaffe og kanelkringle. Der er kun os to i butikken udover en læge fra Roskilde, der i øvrigt er flygtning fra Kroatien, han er i gang med sin kaffe og køber vildt ind. Jo, mange tak, Morten, og kaffen serveres oppe foran.
Guitaristen havde allerede sat sig, og stemningen var tilpas afslappet til at jeg også satte mig. Guitaristen: ”Nu kan vi endelig komme til at høre nogle koncerter igen. Jeg hørte Kresten Osgood her forleden”. Mig: ”Ja, det bliver skønt og spændende, om det fortsætter med permanent Corona pas og hele pakken, eller at det viser sig at der er en udløbsdato, selvom jeg tvivler? Ellers må jeg nøjes med afspilleren og de gamle plader og ellers holde fast i mine frihedsrettigheder”. Guitaristen: ”Jeg skal have stikket i morgen”. Jeg spørger kort hvorfor. Jeg vil gerne beholde mit arbejde, siger han. Jeg fortsætter som vanligt, når snakken går i den retning. ”Kan du ikke bare holde fast i at du reelt er fritaget”? Det er for omstændeligt, og hvis jeg skulle lykkes med at komme igennem med det, ville jeg havne sidst i køen i forhold til mine arbejdsmuligheder, hvis du forstår? Jeg er et får, siger han, fordi jeg for alt i verden vil beholde mit arbejde, og fordi jeg for alt i verden skal videre med mit liv. Jeg er ikke typen der spekulerer og bekymrer mig. Egentlig har jeg tillid til det meste, eller også har jeg valgt at have det, uden at gå så højt op i det? Han fortalte om sin teenagesøn og noget om at han var i gang med at bygge om derhjemme så de begge kan være der med det de hver i sær har gang i. ”Hmnn”! Jamen, nej! Jeg gad ikke rigtigt at komme frem med hele Corona søforklaringen, tror han havde forstået det meste, og havde taget et valg. ”Det er jo også en slags erkendelse, at ligefrem vælge at være får”, mæh, sagde jeg.
Så sad vi der, og det var vel ok at fortælle at jeg selv syntes det havde været en meget hård omgang rent psykisk. Hvor meget det havde påvirket mig at opleve hvad restriktionerne reelt havde gjort ved mennesker i almindelighed, så som at hive tæppet væk under de små og større erhvervsvirksomheder – simpelthen være årsag til at folk måtte hive stikket og gå fra hus og hjem. Ja, ingen tvivl om, i mit sind, sagde jeg, at kuren har været og er meget værre end sygdommen. Jeg føler mig nulstillet. Ikke fordi jeg selv er ramt økonomisk, indtil videre, men fordi jeg er typen der har svært ved at tro på min egen fremtid, når jeg ser at det braser sammen omkring mig. Ikke kun hører vi om The Great Reset – nulstillingen af det finansielle system der har spist sig selv op, for at erstatte det med et nyt kontantløst system. Men jeg selv, føler mig nulstillet, gentog jeg. Det har jeg prøvet før, men ikke i den grad. Jeg er heller ikke ung, så jeg skal ikke en hel masse. Men noget skal jeg vel? Og det er her, det kan blive meningsfyldt at føle sig nulstillet. Ligesom sygdom i sig selv kan være meningsfyldt over en tidsperiode, selvfølgelig. Hvordan håndterer man en krise og hvordan kommer man ud på den anden side? Et spørgsmål dukker grangiveligt op i dit sind, fortsætter jeg, spørgsmålet om hvad der er det vigtigste for dig her og nu og fremover? Det er hvad jeg indtil videre har tænkt over og glædet mig over, at det overhovedet er dukket op, det spørgsmål. Det kræver simpelthen et svar, så det handler om at blive hængende, i stedet for at slippe taget. Det er vel egentlig en gave der kan pakkes ud, at stå midt i kaos? Og for at sige det, vil det jo i fremtiden vise sig, hvad disse vaccinationer reelt har gavnet eller det modsatte. Bivirkningerne skulle ikke være til at overse, men generelt nedbrydende for immunforsvaret.
Fåret har lyttet og fortæller om en bog han læser. En vidunderlig historie om et dyr i Tibet, der lever på højsletterne. Det er ikke sikkert at man nogensinde får dyret at se, det kræver også tålmodighed at vente, for måske viser det sig. Man tror det er forsvundet for altid. Det er i hvert fald det, ”Sneleoparden” vil have os til at tro. Den ser os, imens vi tålmodigt venter på at få den at se. Jeg spurgte hvilke CD’er han havde købt… entusiastisk viste han mig tre med den sammen kunstner. Det var så inspirerende at jeg købte dem alle sammen + bogen og en anden bog, der nok egentlig handler om det samme. Katastrofer, og hvad de kan lære os om os selv.
vindue med lysår
var det bare
en drøm fra
Mælkevejens stjernetåge
slumrende
halvvågen
i et grænseland
skyggernes inkarnationer
fremfor alt
rebellen
afvigerens hemmelige
ikonoklastiske figurer
dog forbundet med
en bredere menneskelig strøm
ikke ondsindet
blot åndrig
individuel og fri
en kalden
fra udkanten
af en galakse
i rasende fart
gennem verdensrummet
gennem døden
gennem livet
min egen sjælerejse
i fortid og fremtid
i eksistensens agenda
gerningens forventninger
fortrængninger
konsekvenser
afmagt og ekstase
i sindets underkastelse
søger jeg mig selv
famler og tygger drøv
på genfærd
farende forbi i Kosmoshavet
på vej til ukendte stjerner
Jeg havde overvejet det længe.
Jeg havde overvejet det længe. Var det mon bare pga. den vanvittige drøm? Skulle jeg virkelig anskaffe mig det monstrum?
Jeg gik igen forbi kælderen, der sælger skydevåben, inde ved Domkirken. Jeg standsede op flere gange for at kigge ind ad vinduet, vel mest for at sikre mig, at der ikke var kunder i butikken. Ekspedienten havde set mig. En yngre mager fyr, vel omkring de 30, almindeligt udseende, lyshåret med skilning i siden, nystrøget skjorte og pæne hænder. Det første jeg ser på en mand er hænderne. Og jeg kunne se dem, da han stod tæt på vinduet og eftermiddagslyset ramte lige præcist. Jeg kunne ikke forestille mig ham med et skydevåben i hænderne. Ved ikke hvad jeg havde forestillet mig, men han lignede mere én der solgte hatte i Illum.
Jeg gik de fem trin ned, nu jeg var kommet så langt. Det var et fantastisk sted, et udfrielsens sted. Han smilede og så mig direkte i øjnene: ”Hvad kan jeg hjælpe med? ” Han trak et par skuffer ud og lagde to pistoler på et grønt klæde. Var jeg med i en film? Jeg valgte den mindste model uden at tænke så meget over det. Jeg havde engang meldt mig til skydning, men det var aldrig blevet til noget, ligesom jeg engang havde meldt mig til badminton, der heller ikke var blevet til noget.
Jeg mærkede pistolen ligge i håndfladen. Den svævede som en banan eller en anden død fugl. Jeg mærkede ikke vægten af metallet og syntes det var åndssvagt at gribe og sigte, som om den havde en eller anden funktion. Men jeg prøvede alligevel med et fjoget grin.
Jeg kunne jo gemme den et sted, man kan jo aldrig vide hvad der venter én. Det kunne vel ikke være så slemt. Men åh, at ende og sådan, hvordan og åh igen, videre var jeg jo ikke i min bevidsthed. Det ord der var så svært at fange. Aldrig mere at være til, lå dybt derinde i øret som at stå der lidt mere sammenbøjet og ikke sige så meget. Hvad? Hvad siger mønsterborgeren? Ikke om jeg så skal stoppe det skide metal op et vist sted, så får de kraftedeme ikke min sjæl.
Der var dog stadigvæk øjeblikke hvor hovedet løftede sig lidt op fra hænderne, og ligefrem et lille smil, lidt vanemæssigt, og bare det at vente på at høre noget andet end det sædvanlige vrøvl. Eller at opdage at man altid et eller andet sted når til en slags afgrænsning der går over i gråt, og hvorfra man kun kan vende tilbage til det samme.
Jeg vil stadigvæk gerne
Jeg vil gerne have postvæsenet tilbage. Ikke selve væsenet, men kulturen. Det at sidde en stille aften for at skrive en lap med ord og vide at de gled over i en hånd. At føle en slags overlevelse af sjælen.
Jeg vil gerne have, at mennesker kan blive ved med at få et arbejde med en løn, der sikrer tryghed og velfærd, som jeg husker det.
Jeg vil gerne opleve en blomstrende overskudsagtig natur med insekter, summende bier og sommerfugle, medicinfrie grise med krølle på halen, ja, et naturligt biodynamisk landbrug der har vundet over det konventionelle. Jeg vil gerne nå at opleve sunde og velfungerende børn overalt på kloden. Børn der opfostres af mennesker og ikke af maskiner, til at kende deres eget værd, at de er skabt med alverdens muligheder for udvikling af kreativitet, ånd, omsorg og evnen til at regenerere sig selv.
Jeg vil gerne have lov til at være glad for min PC og min IPhone, ikke fordi jeg er herre over teknologien, men fordi jeg måske kan nå at lære kun at bruge den, når det er nødvendigt.
Jeg vil gerne nå at opleve en bil der kører på vand, hvis det kan lade sig gøre, uden at pakke kloden ind i elektromagnetisk stråling?
Jeg vil gerne nå at opleve min planet udnytte fusionsenergien, som den mest naturlige reneste energi, i forståelsen for at A bomber er og bliver fortid. Jeg vil gerne nå at leve uden angst for nye teknologier, mistænkt for at blive udviklet med det formål, at få fuld kontrol over min krop og min bevidsthed.
Jeg vil gerne sige, at vi skal skynde os, hvis jeg skal nå at opleve bare en brøkdel.
Hvorfor skal jeg opleve, at teknologi kan bruges til at kontrollere og nedbryde mig, når den burde være en gave der kan gøre mig til et bedre og klogere menneske?
Hvorfor skal jeg stille mig selv det spørgsmål, selvom jeg udmærket ved, at verden er gennemkorrupt, om hvorfor jeg ikke er berettiget til denne gave, uden at skulle fravælge min ret til at være herre i eget hus?
Jeg spørger bare, hvad er meningen?
Verdens Poesidag 21.03.20
Jeg ville gerne kunne skrive
om ingenting
ikke fordi jeg er doven og slap
og hænger i min sofa
Nogle gange skal man ud
og helt undgå at støde
ind i ingen er svært
Nogle gange må man
standse op som om man
er fanget af en vind
Så står man der og bliver støttet
af sine sko og gule hue
og snipperne på ærmet
Det er for at prøve at huske skyerne
og så samler man sin frakke om livet
og går forbi en dåse og nogen kaster
en almisse til en tigger
Der er noget underligt
ingenting fra halsen
og nedefter
og så begynder
man alligevel at tale
til kroppen
Du skulle ikke være gået ud i dag
du skulle slet ikke være stået op
solen har for mange veje
Du vil bare begynde at mindes
og svarene begynder at spørge
Kan du huske vejen til stranden
med de glinsende våde sten
i morgenens favn
Så stirrer du og begynder
med noget
og du har hænder
Fire stykker med løgn
1. Gråden, den der sluger ordene som en pille af størknet korrektur. Og der er ingenting at rette. Det er gråden over billederne af børn, der æder skrald fra lossepladserne. Børn der har mistet deres forældre eller måske er blevet jaget bort af de selv samme, i håb om at de i det mindste ville slippe for at blive slået ihjel. Man tror det er løgn.
2. Løgn er der nok af. Men jeg har aldrig løjet, højst over for mig selv. Aldrig! Jo, en gang, da jeg var lille og stjal en 25 øre fra tallerkenrækken, og min mor opdagede det og sagde, at min næse ville begynde at vokse, hvis jeg da ikke forinden ville komme ud for en ulykke og blive lam i benene. Jeg plejede at løbe mig fra det. Jeg løb fra alle ungerne i legegaden. Jeg var den hurtigste og den frækkeste. Når jeg ikke løb, hoppede jeg. Jeg hoppede op på cykelskurene i baggårdene som en kat, og styrede alle de andre unger. Senere hen hoppede jeg ud over altanen ned i rosenbusken og løb ad helvede til, stærkt, hvis det var det jeg skulle, og det var det. Jeg sværger.
3. Næsen løber, og du har ikke andet end snot i hovedet. Men du vil gerne spare på toiletpapiret. Du prøver at åbne pakken med lommeletter til dine høfeber anfald. Du fumler. Du har svært ved at trække vejret. Du beskydes med kortison bombardementer, der gennemskyller dine årer, som plastik cirkulerer i verdenshavene. Din hjerne er top terrorprogrammeret. Du kvæles langsomt i lyden af det knitrende indpakningspapir. Dit blodtryk ligger på uudsigelige tal, det sortner for øjnene. Du ligger der, indhyllet i polyætylen, mens din mobil bipper for at fortælle dig, at du har en aftale hos Mindfulness/ApS. Du skal ikke tro på alt, hvad du hører. Det er bar løgn!
4. Man kan ikke lyve, uden at det mærkes på svedafsondringen og brystkassens rytme. Løgnedetektoren registrerer det hele. Forstillelse kan ikke forhindre en afsløring, men enhver har frihed til at lyve for domstolen og løgnedetektoren kommer sjældent i brug. Jeg siger det bare.
Dødsårsagens naivitet, eller for dum til at dø
jamen, er jeg da naiv
bag mine øjenlågs fladdrømme
dum og hjerteløs
som brænde fra opsprættede træer
og på trods af al det papir
alligevel askedum nok i mig selv
med talløse mundfulde af luft
smagt på kalk og sne og kys
alligevel tvivlende om hvem
jeg måske er ind imellem
urnerne og nuerne
jeg her, jeg og mig selv og mig
jeg der kan sige dig alt om lys og det hvide
om nattens nætter på en seng af søm
fugleflugt og Red Barnets kampagner
nu føler jeg mig for dum til at dø
hun er på Facebook flip totalt inderligt knepper hun emojis på Messenger løber til og fra hele tiden for at se om der er rullet nye ind hun trykker på stjernestunder med indbildte gestalter som i medrivende romaner mens hun tæller til 30 langsomt trækker vejret dybt og Facebook kroppen skriger efter at modtage stødet når det endelig introducerer sig selv som om verden strømmede ind i det