Nu er det tid
til at kaste
sin hud
for at blive
den man er

en mærkbar
stigning
river verden med

månen
drysser
sit døvesprog
bag skyerne

ræven
brænder tavshed
af i skovene

trækronerne
svæver 
fremadskridende
som
i en fugas
bløde slæb

barnet er med
i sin egen zone

harmoniernes
rytmiske naturkraft
uden
kalkuleret
værdi

musikken giver
sig selv 

kaskader
af lys
går
gennem rustne
døre

finder sit leje
i mine
ører