I morges var det umuligt at finde cyklen i virvaret af cykler foran den ny renoverede Nørreport Station. Jeg var ikke helt vågen efter nattens udskejelser på akustiske himmelstier, og hvis ikke jeg var blevet vækket af min kat, havde jeg ligget under dynerne endnu.
Det blæste en halv pelikan, hvilket ikke gjorde det nemmere, hverken at se eller at høre. Men en pibende lyd, der mindede om tryllefløjten fra Mozarts Opera ramte mit øre, da jeg spottede to drenge, der var i færd med at pifte cykler. Jeg samlede mig sammen og glemte hændelsen.
Eftermiddagen var ikke mindre tosset. 1. trompetisten dukkede aldrig op til prøven. Dirigenten havde tømmermænd og skummede over partiturets kragetæer ved at lade musikken og orkesteret glide til havs i Titanic-mystik. Da uvejret lettede kom orkesteret trods alt tørskoet i land, og det hele endte lykkeligt i musik og dans.
Hjerteslaget
musikkens urkraft
lagt i stormen