Træet, der står så alene bag ved huset, er bare en Hestekastanje. Nå, bare? Frugterne skal da indsamles, ikke spises.

En kastanje i hånden, glat og fyldig. En glæde, man altid kan regne med.

ungen er fløjet
men lommerne er fyldte
med tændstik mænd

Nu er man vel selv en kastanje. Knapt så hård og glat, men stadig fyldig. Et støvfang på et kistelåg flagrende i vinden. En frugt der forlader sit træ igen og igen, som blæsten rusker og former fremtiden.

hesten skal have mad
og jeg et skyggefuldt sted
alt er bare godt

  Continue reading →