anbefaling af “Magi i Luften” fra Ole Haupt

Jeg var til bogreception på MONA LARSENs selvbiografi ” MAGI I LUFTEN “. Fra en barndom, alt andet end en dans på roser, op gennem en mere eller mindre turbulent ungdom, til at blive en pop, rock og ikke mindst jazzsanger i verdensformat, med et fundament som alle X-faktor kandidater kunne lære meget af. Ud over det historiske, giver hun også filosofiske betragtninger om tilværelsens ulidelige lethed.
En yderst velskrevet og anbefalelsesværdig biografi .
forlagetvilhelm.com )

Jazz Special – anmeldelse

Af skønne sangerinder med stor nysgerrighed og spændvidde i deres tilgang til musik, har vi en pæn håndfuld herhjemme, som burde få fingeren ud og give os indsigt i deres rigt facetterede liv. Mona Larsen har længe været en af dem, og nu har hun gjort det. Hudløst, åbent og ærligt. Titelvalget er forståeligt, men måske lidt utilstrækkeligt, for selvom ”Magi I Luften” blev den sang, der har gjort hende kendt langt ind i eftertiden, er det efter få kapitler tydeligt at Mona er så meget mere end et pophit: Et alsidigt musikalsk, dybt, kreativt og filosofisk menneske, der har taget nogle styrtdyk i livet med hovedet først, og truffet nogle svære, men afgørende valg i løbet af sin karriere. Det indgyder stor respekt og præger læsningen fra begyndelsen.

Mona Larsen fortæller i et direkte sprog, uden at lægge fingre imellem og med stor detaljerigdom, for som hun udtrykker det tidligt i bogen, har hun en elefants hukommelse. En sjælden gave, som kommer læseren til gode. Der er barske fortællinger iblandt, og Mona skåner ingen. Et liv i fattigdom på 1950´ernes Østerbro ind i mellem fortalt med stor humor, men hvor dybe ar i fortiden afslører sig: Det skrøbelige forhold til moderen, en alkoholiseret far som ender med at tage livet af sig, og en voldelig og besidderisk ungdomskæreste. Hvem skulle lige tro det om Per Carsten. Mørke episoder, der afføder stor udbrydertrang hos en mærket, men eventyrlysten, talentfuld ung sangerinde, der beruset af livet vil frem, men som også insisterer på at have sig selv med hele vejen. Der bliver plads til pauser, privatliv og periodevis tilbagetrækning fra musikken.

Året 1978 bliver afgørende for Mona Larsen, og igangsættende for en lang række store højdepunkter. Det er også de afsnit i bogen, hvor læseren bliver fodret godt. Det hele åbner sig med vigtige begivenheder og musikalske møder. Koncerter i Montmartre med tidens største musikere fra ind- og udland, mødet med Poul Halberg og en efterfølgende intens periode med turnéer og fire studiealbum med Halberg-Larsen, solokarrieren fra 80´erne og frem, Radiojazzgruppen, turnéer med WDR Big Band, Rock i Afrika, tæt samarbejde og indspilninger med Thomas Clausen, Jørgen Emborg, Michael Mantler, optræden med Herbie Hancock og meget mere. Indimellem taber man pusten, det går næsten for stærkt, og man kunne godt ønske sig at Mona sætte tempoet en anelse ned i fortællingen, og dvælede endnu mere ved de store hovedstationer midtvejs i bogen. Men meget skal formidles på få sider, og vi er oppe at flyve. Ude som hjemme, inde som ude.

Bogen læser hurtigt sig selv og man sidder, på trods af de til tider lidt voldsomme overgange mellem karriere og privatliv, tilbage med en god fornemmelse og en dybere indsigt i et menneske, en datter, en kvinde, en mor og en sangerinde, som har fulgt sit hjerte hele vejen. Også i de store kriseperioder i privatsfæren, hvor det bestemt ikke er gået stille af. I sidste del af bogen, hvor Mona fortæller om perioder med arbejdsløshed, møder i jobcentret og det faktum at man ikke kan leve af musikken og kunsten alene, stiger respekten yderligere. Mona Larsen er ærlig omkring alle overvejelser i sit liv, og historien om den lange adskillelse og genforeningen med datteren Julie Maria, og den stolthed og støtte, der gives udtryk for her, åbner for tårekanalerne. Tak for den, Mona!

                                                                                                                                   Brian Petro

Forlaget Vilhelm. 228 s. Illustreret.

Fascinerende Mona Larsen biografi


Jeg har læst (og skrevet om) rigtig mange biografier gennem de seneste syv – otte år. Ingen af disse har optaget mig så meget som den jeg lige har læst!
Sangerinden Mona Larsens biografi “Magi i luften”.

Udkommer 31. august.

af Per Wium, musikjournalist

Jeg ved godt, hvorfor jeg er fascineret af Mona Larsens bog:
Hun skriver godt, hun skriver præcist og klart uden fyld og unødvendige ord.
Læseren kommer helt tæt på. Beskrivelsen af Mona Larsens barndom er stærk fordi den er direkte og meget konkret. 
Jeg er præcis 5½ år yngre end Mona Larsen, jeg er en mand og jeg er vokset op i udkanten af Aarhus. Men det er jo den samme tid – og jeg spejler mig i hendes erindringer, reflektioner og følelser. Dengang var der mange der havde (fælles) toilet på bagtrappen. Frem til slutningen af 60’erne gik vi i skole om lørdagen. TV var noget nyt. Etc. etc. 
Mona Larsen beskriver en tid og sin opvækst særdeles flot og ærligt. Hun har haft barske oplevelser – og disse fortsatte udover barndommen og ungdommen.

Jazz – og jazz-rock
Som 19-årig blev Mona Larsen sangerinde i et jazzband. Det blev indledningen til mange år på landevejene, såvel i Danmark som i Sverige, Norge, Tyskland og flere andre lande.
Udover at være hendes historie er dette også dansk jazzhistorie fra slut 60’erne og ind i 70’erne.
Hun indledte et forhold til en dansk jazzmusiker, som angiveligt bogstaveligt talt var ved at tage livet af hende. Mona Larsen lægger ikke fingre imellem i sine beretninger.
Hun fortæller om turneer, om indspilninger, om samarbejdspartnere og vi får et godt indtryk af de mange konstellationer, hun var med i.

Mona Larsen fortæller også levende om den energi der var på den danske jazz-rock-scene. Med bands og musikere, der havde lyttet mere end een gang til gruppen Weather Report!

Halberg Larsen

Vi får historien om hvordan fænomenet Halberg Larsen blev til. Et band, denne blogger var vild med. Det var skønt at deres kvalitetsmusik fik et meget stort publikum. Et forfriskende indslag på den danske scene!
Mona Larsen beskriver tiden med bandet, som var en succes. Men også hvorfor hun – på grund af uenighed om en sang – forlod bandet. Ingen kompromisser her, tak.

Mere jazz

Samarbejdet med keyboard-spilleren, Jørgen Emborg, er en dejlig beretning. Man kan næsten høre musikken mellem linjerne. Mona Larsen beskriver ikke bare sig selv og frontlinien, også forskellige bassister får levende ord med på vejen. Det er fedt!
Også pianisten Thomas Clausen er en kær samarbejdspartner i adskillige år.
Desuden er det spændende samarbejde med Michael Mantler nævnt.
Det er ganske imponerende hvor mange – og hvor mange spændende – konstellationer, Mona Larsen har været med i!

Kontraster

6. – 7. juli, 1999, sker der to helt forskellige ting i Mona Larsens liv.
Man kunne lidt frisk skrive “optur og nedtur”. Man kunne også skrive at selv en stor kunstners virkelighed kan være både hård og absurd.
6. juli medvirkede Mona Larsen ved en stor koncert i Cirkusbygningen, København, med en række stjerner og med Herbie Hancock i midten. Det var en kæmpe succes for Mona.
Dagen efter (og jeg citerer:) “fandt jeg mig selv siddende på en kedelig kontorstol i en ualmindelig kedelig bygning i Valby til endnu et kedeligt aktiveringskursus”.
Kontrasterne er trukket klart op. Og Mona Larsen er god til at analysere de situationer hun blir bragt i.

Misvisende titel

Jeg forstår ikke titlen “Magi i luften”.
Jojo, jeg kender godt den dejlige sang – og den er også nævnt tre – fire gange i bogen.
Men den er een sang i eet band i en lang karriere, der mest har været i jazzen.
Og når jeg summerer Mona Larsens beretninger og reflektioner op, så er det ikke ligefrem “magi i luften”, jeg kommer til at tænke på.
En bogtitel er det første læseren møder. Derfor er det dumt at titlen er så åbenlyst forkert.
Dette gør ikke læse-oplevelsen af bogen dårligere. Men det skal nævnes i en offentligt tilgængelig omtale.

Mona Larsen: Magi i luften     Forlaget Vilhelm    2019

Den næsten umulige balance og elskovs smaskelyde

Anmeldelse af                                                      
Mona Larsen
Konkylieøre
Forlaget Mellemgård

Af Thorvald Berthelsen

Mona Larsen er en fremragende jazzsangerinde – indimellem også komponist og tekstforfatter – der har samarbejdet med de største jazzkomponister og musikere i ind- og udland. Hendes sidste cd, Grains of Sand, udkom i 2009. Han har derudover skrevet digte i mange år og er i øvrigt også billedkunstner. Hun har tidligere udgivet haikudigte på nettet, som kalligraferede selvudgivelser og i samlingen Bladene drypper på Forlaget Ravnerock. Bladene drypper er bygget op over elementerne Jorden, Vandet, Ilden og Luften som samlende tema og illustreret af hende selv. I disse haiku spiller landskaber, havet, farver, kosmos, organisk vækst og væren en stor rolle:

Gnistrende stjerner
komplekse utopier
lys til arbejdet

Jeg er den afgrund
der åbner sig under mig
og broen over

Det lille frøkorn
kigger op mod stjernerne
plantens fødested

Lyden og manglen på samme spiller også ind. F.eks i følgende gråsorte grafiske haiku om vinterhimlen:

Vinterhimlen
skør som pergamentpapir
afatisk tunge

Her er den skrøbelige pergament og den stumme tunge udtryk for noget ophobet på bristepunktet. Hvad det er fremgå så af næste haiku:

Gemt under mulden
hvert eneste blomstersprog
verdenssvimlende

I hendes nye langdigt i 5 afsnit, Konkylieøre, spiller lyden, ørerne, hørelsen og stilheden i alle dens former hovedrollen. Det værende optræder som det Ivan Malinovski kaldte ’stilhedens tonefjeld’ og det samme gør den dræbende lyd af en dystopisk verden. Men havet og himlen spiller også med både i det ydre og det indre som titlens konkylie, hvor man kan høre havet hele tiden, fordi den er vokset sammen med ørerne. Som hun selv udtrykker det: ” Høresansen vil jeg mindst af alt undvære. Livet ville være for besværligt og uden pift og dunken i arterierne.

Stilheden kan både være en frygtelig lyd som i det knugende fællesskab om den forestående død efter ventilerne blev åbnet i nazisternes gaskamre:

på visse tidspunkter
har der været dødstille
i Europa

af visse grunde
har tusindvis af mennesker
på samme tid
ikke frembragt nogen lyd
efter ventilerne
blev åbnet

Men stilheden i vind og sne kan også være den irriterende vedholdende men håbefulde ringende erindring fra vort organiske udspring, urhavet:

vestenvinden
lægger sig over ørerne
gør dem hvide
som snefnug
opsluges af min
konkyliesjæl

krystallerne danner en sø
i øresneglen
opfanger vibrationerne
fra dengang jeg var hav
som en rest
tinnitus suser
mig i møde

Efter lyde af flygtningehobe, der falder henover en grænse på knæ i et ’gennemtrukket mørke’ rækker lydene udover ørenes fantasi så vi kun hører en svag afklang af de ’såredes klageråb, inden de opgiver ånden, arme der flås i stykker, kropsdele der slynges ud af den uendelige himmel’.  Men midt i alt det er det hverdagslige organiske i dets ophøjede jordbundenhed det uafvristelige liv. Jeg skider kerner efter abemad, vild kamille i pludrende plørehuller med rester af soda og vor elskovs smaskelyde:

de skelsættende øjeblikke
af drama hvor kroppen
har været død og får et stød
og pludselig husker
at den frembringer
smaskelyde
når den elsker

og så –

de andre øjeblikke
af glæde
der beror på frugtbare æg
og aktive sædceller

kommer
og går
uvilkårligt

Den forsigtige optimisme optræder i langdigtets slutning dog kun i den stærkt begrænsede form, at der er håb hvis vi kan stå stille på vore ben og lade verden og os selv være og lade hverdagens skidt og realiteter hænge ved:

verden ligger fjernt
selvforglemmende
dystopisk opklippet

jeg står og ser på den
hvis man altså kan se på den?

verden er blå
havet slår som et hjerte
himlen lader det regne

jeg finder stederne
ved vandet
alle steder

kan sagtens
stå stille
længe
på et ben

kan sagtens
la’ det være
la’ det ligge
bare la’ det være

 

Sproget er for det meste roligt hverdagsligt nærmest underdrevet præcist uden dog at sky store ord og begreber som sandhed og uendelighed.  Enkelte steder er sproget på baggrund af den opbragthed, som en virkelighed grusommere end fantasiens forestillinger fremkalder, dog ved at kamme over i sentimentalitet. Som i strofen: ’det forladte barn/der vender sit ansigt/fra støvets tysthed/hen imod den fremmede’. Det indtryk der gennem hele digtet står tilbage er imidlertid at hun med  hverdagssprogets forskydninger, hvor ’det fastfrosne fokus/flytter sig/i et ryk’ bruger haikudigtningens metode til gennem disse overraskende drejninger at opnå ’et mikrosekund/af erkendelse’, hvor hun og læseren tror de har set et glimt.
Som helhed betragtet  er det meget krævende spring til langdigt lykkedes og giver læseren et gennemtrængende dirrende billede af et univers der hele tiden befinder sig på en knivskarp indre sitrende lydbølge, der som det eneste holder afgrunden borte.

 

Bladene drypper

bladene drypper

Mona Larsen er primært kendt som jazzsangerinde, men
hun har også gennem mange år skrevet digte.
På websitet www.digte.dk kan man se, at hun både er
meget produktiv og meget læst (23.000 besøg)!
Nu har Mona Larsen samlet 58 af sine haiku og udgivet
dem i en smuk lille bog – illustreret af hende selv.
De 58 haiku er fordelt på 4 serier med “elementerne”
(Jorden, Vandet, Ilden og Luften) som samlende tema.

Titeldigtet er fra den første serie, “Jorden”:
Bladene drypper
insekterne kravler frem
grenene pipper

Fra samme serie et haiku, der røber Mona Larsens
baggrund i jazzen:
Vinkelrette træ
mod den lyse horisont
en blå melodi

Mona Larsen skriver såvel moderne “grænsebrydende”
haiku som mere traditionelle “klassiske” haiku. De to
former krydser undertiden hinanden som i denne
konkret/abstrakte tekst fra serien “Ilden”:
Rød ko på grøn eng
forstærker græssets grønhed
døden i livet

Mona Larsens haiku være hermed anbefalet som
lystlæsning!
Niels Kjær