Knæk dig, gulv!

Jeg stod i det med begge ben, pludseligt, sådan føltes det; alt det, der havde ligget skjult i skyggen, som var blevet udelukket fra bevidst adfærd og værdinormer. Deri fandtes drømmenes uudgrundelige verden, fantasiernes kreativitet, de mystiske tilbøjeligheder og de besværlige følelser.

Muligheden er der i krisetider. Muligheden for, igennem forandring, at finde ind til sig selv på ny.
Og det siges, at mødet med den virkelige personlige omvæltende krise, ligger omkring 40 års alderen. Joh, tak!

Når alt kom til alt, udfordrede tilværelsen også min definition af sandhed. Jeg vidste det godt et eller andet sted, at der var noget der skulle kigges på. Sjælen kræver sin ret, eller bliver kødædende.

Jeg gjorde noget andet, der trodsede en søgen efter en rationel opklaring. Jeg ville jo leve. Og i stedet for at prøve at gøre mit liv forståeligt over for en professionel terapeut, dansede jeg. Jeg dansede en dans der lignede noget jeg ikke kendte eller nogensinde havde set. Det var en måde at bevæge sig på, jeg ikke havde en knage på. Men jeg forstod heller ikke helt min hat. Jeg dansede, eller rettere bevægede mit legeme rundt i alle kroge af dets selv hver dag i 1½ år. Til sidst begreb jeg min mangel og blev belønnet i den store eurytmisal på Vidar skolen.

Det var ikke kun farverne og duftene der vendte tilbage og blev stærkere. Det var først og fremmest en anerkendelse af hvem og hvor jeg var. Det var de synlige aftryk af den usynlige verden, som en ekstra sans, der trådte frem i fysisk form på gulvet og fulgte med mig hjem.

En særlig oplevelse var det, da jeg vågnede og så det hele oppefra. Der stod stenmanden ved min sengekant og åd sten og sagde: ”Nu har du set mig. Nu er din opgave at forskønne mig, for jeg vil blive ved at gå ved din side til dine dages ende. ”

  • Man skal ikke affærdige sådan noget, selvom det foregår i en tusmørketime i den korte sekvens, hvor natten glider over i dagen og udvisker skellet imellem modsætninger.
  • Jeg tror ikke man kommer sandheden og sig selv nærmere.

Min stenerindring
oprejst ved fire vinde
et kors i sindet

hvad

ikke kun
bogstaver
og ord                                       overgiver mig
                                                    til det 

fornemmelsen af
at jeg ved ikke hvad
ny måne                                    desuden
                                                    til hvad

en lille
tilstand af
røg                                            i hvilken
                                                   tonehøjde
                                                   og tempo