Barnet

20.09.2019

Jeg holdt en bog med titlen ”Mit barn”, den smukkeste bog jeg nogensinde har holdt.

Det er fordi jeg aldrig duftede til mit eget barn.

Jeg havde ingen næse, jeg havde ingen mælk.

Nej, den er smuk uden mig, jeg var ingenting.

Jeg fødte mit barn i en ufærdig eufori af elle sump.

De skyndte sig væk med hende.

Hold dig til stien, rigkær og avneknippe, sumpen er bundløs.

Jeg dræbte mit første barn.

De trak ham op af en skål.

Han var 5 cm orm med fiskeøjne.

Jeg kendte ikke til gråd.

Nattens døre havde ingen håndtag.

Mit tredje barn tabte jeg fra mit skød imens jeg sang.

Jeg græd ikke.

Jeg talte 3 linjer på højre hånds ulnarside.

Regnen giver sin regn til jorden.

Sommeren sætter sine æbler.

Jazz Special – anmeldelse

Af skønne sangerinder med stor nysgerrighed og spændvidde i deres tilgang til musik, har vi en pæn håndfuld herhjemme, som burde få fingeren ud og give os indsigt i deres rigt facetterede liv. Mona Larsen har længe været en af dem, og nu har hun gjort det. Hudløst, åbent og ærligt. Titelvalget er forståeligt, men måske lidt utilstrækkeligt, for selvom ”Magi I Luften” blev den sang, der har gjort hende kendt langt ind i eftertiden, er det efter få kapitler tydeligt at Mona er så meget mere end et pophit: Et alsidigt musikalsk, dybt, kreativt og filosofisk menneske, der har taget nogle styrtdyk i livet med hovedet først, og truffet nogle svære, men afgørende valg i løbet af sin karriere. Det indgyder stor respekt og præger læsningen fra begyndelsen.

Mona Larsen fortæller i et direkte sprog, uden at lægge fingre imellem og med stor detaljerigdom, for som hun udtrykker det tidligt i bogen, har hun en elefants hukommelse. En sjælden gave, som kommer læseren til gode. Der er barske fortællinger iblandt, og Mona skåner ingen. Et liv i fattigdom på 1950´ernes Østerbro ind i mellem fortalt med stor humor, men hvor dybe ar i fortiden afslører sig: Det skrøbelige forhold til moderen, en alkoholiseret far som ender med at tage livet af sig, og en voldelig og besidderisk ungdomskæreste. Hvem skulle lige tro det om Per Carsten. Mørke episoder, der afføder stor udbrydertrang hos en mærket, men eventyrlysten, talentfuld ung sangerinde, der beruset af livet vil frem, men som også insisterer på at have sig selv med hele vejen. Der bliver plads til pauser, privatliv og periodevis tilbagetrækning fra musikken.

Året 1978 bliver afgørende for Mona Larsen, og igangsættende for en lang række store højdepunkter. Det er også de afsnit i bogen, hvor læseren bliver fodret godt. Det hele åbner sig med vigtige begivenheder og musikalske møder. Koncerter i Montmartre med tidens største musikere fra ind- og udland, mødet med Poul Halberg og en efterfølgende intens periode med turnéer og fire studiealbum med Halberg-Larsen, solokarrieren fra 80´erne og frem, Radiojazzgruppen, turnéer med WDR Big Band, Rock i Afrika, tæt samarbejde og indspilninger med Thomas Clausen, Jørgen Emborg, Michael Mantler, optræden med Herbie Hancock og meget mere. Indimellem taber man pusten, det går næsten for stærkt, og man kunne godt ønske sig at Mona sætte tempoet en anelse ned i fortællingen, og dvælede endnu mere ved de store hovedstationer midtvejs i bogen. Men meget skal formidles på få sider, og vi er oppe at flyve. Ude som hjemme, inde som ude.

Bogen læser hurtigt sig selv og man sidder, på trods af de til tider lidt voldsomme overgange mellem karriere og privatliv, tilbage med en god fornemmelse og en dybere indsigt i et menneske, en datter, en kvinde, en mor og en sangerinde, som har fulgt sit hjerte hele vejen. Også i de store kriseperioder i privatsfæren, hvor det bestemt ikke er gået stille af. I sidste del af bogen, hvor Mona fortæller om perioder med arbejdsløshed, møder i jobcentret og det faktum at man ikke kan leve af musikken og kunsten alene, stiger respekten yderligere. Mona Larsen er ærlig omkring alle overvejelser i sit liv, og historien om den lange adskillelse og genforeningen med datteren Julie Maria, og den stolthed og støtte, der gives udtryk for her, åbner for tårekanalerne. Tak for den, Mona!

                                                                                                                                   Brian Petro

Forlaget Vilhelm. 228 s. Illustreret.

Fascinerende Mona Larsen biografi


Jeg har læst (og skrevet om) rigtig mange biografier gennem de seneste syv – otte år. Ingen af disse har optaget mig så meget som den jeg lige har læst!
Sangerinden Mona Larsens biografi “Magi i luften”.

Udkommer 31. august.

af Per Wium, musikjournalist

Jeg ved godt, hvorfor jeg er fascineret af Mona Larsens bog:
Hun skriver godt, hun skriver præcist og klart uden fyld og unødvendige ord.
Læseren kommer helt tæt på. Beskrivelsen af Mona Larsens barndom er stærk fordi den er direkte og meget konkret. 
Jeg er præcis 5½ år yngre end Mona Larsen, jeg er en mand og jeg er vokset op i udkanten af Aarhus. Men det er jo den samme tid – og jeg spejler mig i hendes erindringer, reflektioner og følelser. Dengang var der mange der havde (fælles) toilet på bagtrappen. Frem til slutningen af 60’erne gik vi i skole om lørdagen. TV var noget nyt. Etc. etc. 
Mona Larsen beskriver en tid og sin opvækst særdeles flot og ærligt. Hun har haft barske oplevelser – og disse fortsatte udover barndommen og ungdommen.

Jazz – og jazz-rock
Som 19-årig blev Mona Larsen sangerinde i et jazzband. Det blev indledningen til mange år på landevejene, såvel i Danmark som i Sverige, Norge, Tyskland og flere andre lande.
Udover at være hendes historie er dette også dansk jazzhistorie fra slut 60’erne og ind i 70’erne.
Hun indledte et forhold til en dansk jazzmusiker, som angiveligt bogstaveligt talt var ved at tage livet af hende. Mona Larsen lægger ikke fingre imellem i sine beretninger.
Hun fortæller om turneer, om indspilninger, om samarbejdspartnere og vi får et godt indtryk af de mange konstellationer, hun var med i.

Mona Larsen fortæller også levende om den energi der var på den danske jazz-rock-scene. Med bands og musikere, der havde lyttet mere end een gang til gruppen Weather Report!

Halberg Larsen

Vi får historien om hvordan fænomenet Halberg Larsen blev til. Et band, denne blogger var vild med. Det var skønt at deres kvalitetsmusik fik et meget stort publikum. Et forfriskende indslag på den danske scene!
Mona Larsen beskriver tiden med bandet, som var en succes. Men også hvorfor hun – på grund af uenighed om en sang – forlod bandet. Ingen kompromisser her, tak.

Mere jazz

Samarbejdet med keyboard-spilleren, Jørgen Emborg, er en dejlig beretning. Man kan næsten høre musikken mellem linjerne. Mona Larsen beskriver ikke bare sig selv og frontlinien, også forskellige bassister får levende ord med på vejen. Det er fedt!
Også pianisten Thomas Clausen er en kær samarbejdspartner i adskillige år.
Desuden er det spændende samarbejde med Michael Mantler nævnt.
Det er ganske imponerende hvor mange – og hvor mange spændende – konstellationer, Mona Larsen har været med i!

Kontraster

6. – 7. juli, 1999, sker der to helt forskellige ting i Mona Larsens liv.
Man kunne lidt frisk skrive “optur og nedtur”. Man kunne også skrive at selv en stor kunstners virkelighed kan være både hård og absurd.
6. juli medvirkede Mona Larsen ved en stor koncert i Cirkusbygningen, København, med en række stjerner og med Herbie Hancock i midten. Det var en kæmpe succes for Mona.
Dagen efter (og jeg citerer:) “fandt jeg mig selv siddende på en kedelig kontorstol i en ualmindelig kedelig bygning i Valby til endnu et kedeligt aktiveringskursus”.
Kontrasterne er trukket klart op. Og Mona Larsen er god til at analysere de situationer hun blir bragt i.

Misvisende titel

Jeg forstår ikke titlen “Magi i luften”.
Jojo, jeg kender godt den dejlige sang – og den er også nævnt tre – fire gange i bogen.
Men den er een sang i eet band i en lang karriere, der mest har været i jazzen.
Og når jeg summerer Mona Larsens beretninger og reflektioner op, så er det ikke ligefrem “magi i luften”, jeg kommer til at tænke på.
En bogtitel er det første læseren møder. Derfor er det dumt at titlen er så åbenlyst forkert.
Dette gør ikke læse-oplevelsen af bogen dårligere. Men det skal nævnes i en offentligt tilgængelig omtale.

Mona Larsen: Magi i luften     Forlaget Vilhelm    2019

Jeg er…

denne længsel, efter jeg ved snart ikke hvad. Det der bare sker, efter langstrakte tidsrum, hvor ingenting i virkeligheden er sket. Bortset fra langsom nedbrydning af skovbundens stubbe til sole af tusch, sejler ud af skykugler.

Denne længsel, konstant flydende, som i græsstråets urgamle væv.
Denne længsel, indgroet i planetens menneskebillede, prisgivet oblaten, der klistrer til min drøbel.

Jeg tænder komfuret
kaffen koger over
en fjern galakse

Dioder

Jeg hægter mig fast på følelsen af at noget vigtigt vil mig, før det fordufter i morgengryet. En duft der i hvert fald bliver hængende lidt i de dekorative pletter i hjørnerne, der lyser hele døgnet og kan lyse uafbrudt i 15 år.

15 år? Hvem ved? Det er nok det samme, som det meste vi behøver at bekymre os om er, at give!

Laser lyspunkt
rammer ultrakort
en sommerfugl

English

Diodes

I cling to the feeling that something important wants me before it breaks the dawn. A scent that at least stays for a while in the decorative spots in the corners, lighten all day and brighten continuously for 15 years.

15 years? Who knows? It is probably the same as most we need to worry about is to give!

Laser light
hits ultra short
a butterfly

Pulterkammer haibun

Udvejen ligger i drømmekategoriers hemmelige indgang
over fiksstjerne lem i loftet, med lettere drugs drys
sådant som nådens novokain direkte ud over pulterkammerets
museum, da jeg faldt over ledningen fra min fastnettelefon.
Hvor har jeg savnet dig!

Pupilkrampers
lokalbedøvende digt
støvbunke hvirvler

Jeg savner dig og hele måden dengang. Dine opkald fra mor og nogle gange spørgsmål om dit og dat, man ikke behøvede at vide noget om for at overleve, fordi det var der andre, der havde studeret for at vide noget om, som man bare kunne spørge, og de kiggede direkte på én og nogen med et smil, når man spurgte, uden at de blev forstyrrede over at skulle hive ledninger og høretelefoner ud af ørerne. Vi var ikke spundet ind i bredbånd, men kun i hinandens energier og vind og vejr, der var nogenlunde som vind og vejr opførte sig.

Gamle stikpillers
ærlige telefonfis
better than nothing

se igen og del

så blev man taget igen

1,17 min.

jeg har lige været på månen

uden at have børstet tænder

og uden trusser

der var ikke et øje

ikke her heller

kun en hval på højkant

et par overdimensionerede lunger

i våddragt

”Dance avec les Cachalots”

fridykker du kan få min morgenkåbe

i tilgift for en tur på en klippevæg

i dybhavets slowmotion

se igen og del