Ode til mine elskede brune skindbukser

(til minde om en frygtelig dag, hvor det skete af bar angst, på vej til øjenlægen)

Så døde du, kun 30 år gammel. Du gik desværre ikke ned med maner. Du kvaltes bogstavelig talt i mit eget shit. Du bevarede dog i det mindste farven. Tak for turen.

Du har varmet min røv i alle årene, om den var blevet lidt for stor, sked du til gengæld på. Det var den indre glød og min afhængighed af at pakke dig ned, når det blev sommer, for at tage dig frem igen og igen næste gang kulden bed, der betød noget. Og ingen Black Friday har kunnet slå dig ud, og kommer heller ikke til det.

Din varme duft og smukke jordfarve blev hængende på mig hver vinter. Du, sammen med frakken, der blev født nogenlunde på samme tid, var et perfekt par og mine venner altid. Nu hænger frakken til tørre, den kan jeg ikke lade dø. Noget må jeg have som et slags eftermæle af dig, sammen med din livrem.

Tak, og hvil i fred.

Hadekorn

Digte fra digte.dk

Hadekorn
18.1.2009
Jeg har aldrig villet slå nogen ihjel, men dog ønsket nogen død. Jeg har heller ikke haft nogen viden om, hvad det var. Det starter jo ikke med en viden om, hvad man føler. Det starter med det de andre gør foran dine øjne. Jeg skal ikke kunne sige, om der allerede på forhånd er nedlagt et frø, hvoraf hadet kan vokse, eller at frøet bliver sået i det øjeblik kornet folder sig ud foran øjnene. På den måde bliver det jo et spørgsmål om, hvem der har skylden, og jeg vil ikke tale om skyld. Jeg ved ikke, hvorfra den kommer. Den er måske et virus, og hvad er et virus? Men selve frøet, hvoraf hadet vokser, er ligesom billedet på en erindring, der ligger langt tilbage i tiden.

Og frøet blev da også til en busk, der sidenhen visnede og gik tilbage til sit oprindelsessted. Blomsterne var sorte, og frøene kastede jeg til anemonerne og til de rådne stubbe af faldne træer i skoven, der alligevel blev gennemtyggede af myggelarver. Resterne gav jeg om natten til skyggerne, og den næsten ubærlige sorg over at hade, gav jeg til universets stjernestøv på indersiden af mine øjenlåg i mine bønner. Men jeg tror ikke, at jeg er frifundet af den grund. Erindringer er i sig selv kapslet ind i billeder, der flyder rundt som former i universet. De bliver til vores kollektive bevidsthed, der er klar til at eksplodere på det rette tidspunkt, men det ligger uden for min kontrol.

jeg klipper et stykke

Jeg klipper et stykke
ud af tågen
og falder ned
gennem et sammensat mønster
på himlen
en sprække i en sky
griber mig og siger
at jeg bare skal give slip
på håbet om
at en ydre instans
der tilbyder frelse
skal vige
for når alt kommer til alt
kan du kun søge
i dit eget indre

Jeg klipper et stykke
ud af sindet
og falder ned
gennem en rød fuglevinge
et øjebliks sandhed
lige som at have
blondt eller rødt hår
for sådan er man født
hår er lige som tænkning
et resultat af
fysikkens udvælgelsesproces

Jeg klipper et stykke
ud af en tanke
og falder ned
gennem en nødudgang
jeg lander
i en kartoffelmark
fladt på ryggen
alt det grønne springer
ud af træerne
og omfavner mig
Jeg åbner havelågen
og det eneste jeg tænker på
er duften af
nybrygget kaffe

Dansen

Du
kan stadig
sanse
sproget
du fik
ind med
moder
mælken
hånden

brystet
når du
danser
dig selv
ind i
fremtid
husker
ordene
du
glemte
i en time
mellem
to stole

Du
kan stadig
huske
det navn
med et
mellemnavn
der var
rundet af
dissonans
en særlig
lyd
som en
dans
på et
Honky Tonk
klaver
til at
vække
sange
og
sanser
til
live

Du
kan stadig
elske
din
ild
der
stiger
varmt
og lyst
fra
træet
under
offerkalven
i
dansen
om
livet
bliver
du
et
element
af kosmisk
kraft


jeg smiler til alle


jeg smiler til alle jeg går forbi
jeg nikker til dem jeg egentlig ikke kan li’de
jeg er tilværelsens sanselighed
jeg er modstanden i mig selv
jeg er tit yderliggående
jeg er mit eget grundvilkår
jeg er alene
jeg er Marilyn
jeg er Gravballemanden
jeg er dig
jeg er ti små kinesere på Højbro Plads
jeg er Dao
jeg er Vladimir den 7. eller 8.
jeg er Lille Sorte Sambo
jeg er Mor
jeg er Uluru Ayers Rock
jeg er Ole sad på en knold og sang
jeg er mulighedernes mylder med magt
jeg er min egen lille pige
jeg er det som skyggen tænker og solen ikke siger
jeg er den forstødte morgenstjerne
jeg udlever universets kampe imellem godt og ondt i min afgrænsede krop

Dette er ikke …

Dette er ikke en note om afskaffelse af de politiske partier, selvom jeg er ret enig med Simone Weil, fransk aktivist, filosofisk mystiker m.m. og død 1945.

Det er heller ikke et forbud mod euroforiserende stoffer, hvis nogen skulle sidde og nulre et eller andet under bordet.

Nej, jeg vil bare sige, at styringen ligger ikke hos os selv, men hos autopiloten drevet på dopamin, som jeg prøvede at fortælle min tinnitus klokken 5:04 i morges – sover ellers udmærket, spiser sundt og arbejder hårdt på det indre lys i disse tiders så sære omvendte verden.

Og min pegefinger har allerede været i gang med at scrolle og invitationerne vælter ind, fra Østerbro gåbuddies, Under The Basho, SOS meditationer om Epidemiloven, Folkets Høringssvar om samme, Bevar Sjællands Symfoniorkester, Forbyd Pesticider, Øverste Kirurgiske, Jazzmosfæren, Vores Blod, Nej tak til vaccineapartheid, Videnscenter for elektro-forurening, Sommerfest til næste år i Bettinas Have for folk med tænkeevnen i behold, DFF – Kom og skriv …

På en måde er jeg fejlcastet. Fejlcastet til den digitale boble filtreret ud fra, hvad algoritmer har bestemt på baggrund af det beløb jeg trækker ud af pengeautomater, som på det sidste er kommet under skarp bevogtning, og kan give store bøder, hvis man overskrider et vist beløb. Hallo? Bor vi i det gamle DDR? Fejlcastet på baggrund af det jeg deler og kasserer af feeds på sociale medier, der sørger for jeg vender tilbage igen og igen. Man kan så trods alt sige i de store ånders ånd:  ”I det lange træk er vi nået ganske langt, men kort!  Så har jeg ikke sagt for meget! Nå ja, det var bare det, men altså, hyg jer.

2. okt. 2021 Møde i Strandgade/lyrikgruppen.

mikro løsninger

Hvad vil det egentlig sige, at være et frit menneske i dagens Danmark, og hvordan bliver man et frit menneske? Bliver man fri, bare fordi man er medlem af en frihedsbevægelse?

Jeg tænker, at det handler om at skrælle et kæmpe løg. Jeg kunne f.eks. starte med at skrælle det politiske tankesæt fra det 20’ende århundrede af mig, med de udslidte ideologiske partipolitiske termer med røde og blå farver. Det har jeg allerede gjort. Det indbefatter også Teknokratmåden, EU-måden. I det hele taget, at skrælle global-elitens skræddersyede modeller af. En virkelighed som eliten beskriver og selv forfølger. En historie om dem selv, som hovedparten af os har lagt øre til og troet på, når de har udnævnt de onde og fremhævet dem selv i frelsende termer, imens de var i færd med at myrde og udplyndre andre folkeslag. Og når de, i demokratiets og frihedens navn, havde fået os til at hjælpe dem med det.

Er der mere at skrælle af? Jo da! Masser. Vel også de religiøse vinkler i pengenes og magtens klamme hånd. Og videnskaben, når den udelukkende sidder og kigger på verden med mikroskoper fastmonteret i hver sin lille hjernekasse.
Det virker som om alle systemer står magtesløse alene overfor et problem, der overskrider systemerne selv. Som om det at forstå problemet er blevet så komplekst, at dette er selve problemet.

Alle vinkler rummer en totalitet. Men at gå rundt om og virkelig se hele træet, giver først det samlede blik på helheden. Alt hænger sammen, og vi skal nok ikke opgive det store overblik. Men det har jo vist sig, at det er tid til handling længe før det store overblik indfinder sig. Set i bakspejlet af flere internationale økonomer, kunne vi have forudset og forhindret den sidste finanskrise.

Så hvad skal vi så nu, lille du? Når jeg har skrællet løget, er der ikke meget tilbage udover en lille flig af noget stort.

Jeg spekulerer på det, jeg har været ret optaget af siden starten af nullerne. Nemlig, hvordan det står til med sundheden, energien, vores bevidsthed og selvfølgelig også økonomien. Områderne er nærmest overdøvet af megastøj, pga. det store systems uundgåelige kollaps. Intet tyder desværre på andet end at systemet arbejder videre på en endnu større totalløsning. De kalder det selv for den store nulstilling. Den 4. industrielle revolution. Hvad det indebærer, kan man høre selvsamme elite, der har opfundet det, udtale sig vidt og bredt om og uden at skamme sig. Alt ligger sådan set åbent for enhver, der vil følge med i udviklingen. Ellers kan man bare lade det ligge og være tilfreds med de sædvanlige danske nyheds-underholdnings- kanaler.
Det siger sig selv, at de globale totalløsninger ikke er vejen frem, for vi er ikke systemet, selvom hovedparten identificerer sig med det. Det store system har overlevet sig selv og kan ikke længere hjælpe os, og systemets ”hjælpere”, politikerne, har for længst sat sig selv til vægs, sammen med systemet.

Jeg tror vi skal væk fra monstertænkningen og blive små mus der vimser rundt om benene på de store kolosser og laver vore egne smarte og nogle gange gennemprøvede løsninger hver især og sammen. Mikroøkonomi kan noget, som makro ikke kan. Og hvor er vi mange der er trætte af at pengene forsvinder ud af lokalområderne og ind i globale uigennemskuelige foretagender. Der findes garanteret simple og rigtige reformer, der er i stand til at oprense et sygt system. Det kræver gældfri penge formidlet af staten og ophævelse af centralbankernes ret til at trykke penge og skabe den ubetalelige gæld samtlige Verdens nationer er bundet op på. Statsgæld burde være ulovligt.

Tror I efterhånden på af regeringer og politikere nogensinde vil indrømme deres uduelighed? Hvorfor vælger systemets ledere og repræsentanter altid at gå videre af samme slagne vej? Det spørger jeg om, fordi jeg oplever, at de ikke ser hverken til højre eller venstre med skilte som: ”Kadavere, 2 km længere fremme”.

Sparekasserne forsvandt næsten. De blev opkøbt og nedlagt af kannibalisterne der sagde, at man skulle slutte sig sammen for at blive stærkere i konkurrencen. Og lige pludselig var alle flyttet til Staden for at løbe stærkere for at slå konkurrenterne.
Lidt ligesom enhver mere eller mindre fredsommelig sæsonbetonet virus muterer i kampen for overlevelse, hver gang den bliver slået ned med hårdere og mere brutale midler.

Jeg tror på Mikro sundhed, på samarbejdet med mikroberne i din egen krop. Antallet af arter hænger tæt sammen med dit immunforsvars effektivitet, og derfor er det godt at vide, hvordan man skaber de bedste forhold for kroppens smukke, mangfoldige koralrev.
Jeg tror ikke at vi har noget valg. Den globale sygdomsindustri har aldrig været mere destruktiv og det globale fødevareimperium har aldrig været mere dominerende magtfulgt som i vor tid. Vi skal ikke undervurdere medicinalindustriens pengemagt, der ophober cancer svulster, der æder alt indtil organismen udsultes som den selv. Vi er selv værten for denne cancer og betaler lønnen til systemet, der opretholder svulsten. Derfor skal vi selv til at forvalte sundheden og skabe den tilbage til os selv.
Vi skal genskabe gammel viden og indsigt om vitaminernes og mineralernes betydning for vores sundhed.
Vi skal genopdage, hvordan vi kan heles, når vi bliver syge. Vi skal nok også erkende, at sygdom kan være meningsfyldt. Når vi har overvundet sygdom, er vi blevet stærkere og kan opleve livet på nye livsbekræftende måder. Hvem har ikke oplevet lyset og håbet vokse hos mennesker efter en hård omgang sygdom? Oplevet modet og stoltheden vokse hos dem selv, fordi de har kæmpet for dem selv.
Vi skal væk fra det enorme stressniveau vi lever under, der til gengæld udpiner al livskraft. De sidste to Ko-år har drænet alt. Konsekvenserne ser vi så småt omridset af.
Ja, vi skal bevare en højere bevidsthed, siger jeg til mig selv, og glæder mig over at jeg har fået fasten inden for i mit liv. Det er stor gavn at faste. Alt godt starter i maven. Vi skal undgå fluor, som nazisterne brugte til at fordumme fangerne i koncentrationslejrene. Hvordan det er havnet i tandpasta er en gåde. Jeg laver selv min tandpasta og deodorant af kokosolie og natriumbikarbonat. Vi skal af-sures. Syre-Base-balancen er altafgørende for vor sundhed. Og Qi-gong er fantastisk til at opbygge den indre energi og livskraft. Så får I ikke mere for den 5-og tyve øre.

Jeg tror at lægerne vil blive klar over at deres fag er på vildspor, når vi begynder at stille krav til vores egen sundhed. Jeg tror på at vi står overfor en masse ny viden om energi og sundhed. Vi er selv energi, og vi er ansvarlige for at udviklingen skal være til gavn for os selv og dem der kommer efter. Vi skal være det nye. Ikke de nye robotter, men de nye sunde mennesker.

Tak, hvis I kom så langt.

Beriget af et får

Jeg var i Jazzcup for at hente en stak af mine egne CD’er. Laura havde sagt at der stadig var nogle på lager, og jeg kunne bare komme. Super, for så har jeg jo både musik og digtsamlinger at tilbyde, når jeg skal udstille lige om lidt i Farum Kulturhus sammen med ”Malende musikere”. Jamen, hvor det kører!

Morten var i gang med at betjene en anden kunde og jeg stod lige bagved og hørte lidt af deres samtale. Kunne forstå at manden med masken spillede guitar, og at han var vild med John Scofield. Der er i øvrigt kun masker, jeg er åbenbart den eneste i miles omkreds, der er helt ved siden af. I Jazzcup tager ingen notits af det, når jeg en sjælden gang kommer forbi. De er altid søde og udpræget overraskede. ”Morten”: Jamen, hej! Er det ikke? ”Jo, hej Morten, hvordan har I det? Og snakken går”. Morten, henvendt til guitaristen: ”Du skulle tage og høre Michael Mantler med Mona, hun synger så smukt på den italienske ECM CD med Big bandet. ” Mig, bagfra og lavmælt med et smil og uden bagtanker: ”Det er ikke for tøsedrenge! ” Guitaristen vender sig om og sender et smil med øjnene. Morten spørger om vi vil have kaffe og kanelkringle. Der er kun os to i butikken udover en læge fra Roskilde, der i øvrigt er flygtning fra Kroatien, han er i gang med sin kaffe og køber vildt ind. Jo, mange tak, Morten, og kaffen serveres oppe foran.

Guitaristen havde allerede sat sig, og stemningen var tilpas afslappet til at jeg også satte mig. Guitaristen: ”Nu kan vi endelig komme til at høre nogle koncerter igen. Jeg hørte Kresten Osgood her forleden”. Mig: ”Ja, det bliver skønt og spændende, om det fortsætter med permanent Corona pas og hele pakken, eller at det viser sig at der er en udløbsdato, selvom jeg tvivler? Ellers må jeg nøjes med afspilleren og de gamle plader og ellers holde fast i mine frihedsrettigheder”. Guitaristen: ”Jeg skal have stikket i morgen”. Jeg spørger kort hvorfor. Jeg vil gerne beholde mit arbejde, siger han. Jeg fortsætter som vanligt, når snakken går i den retning. ”Kan du ikke bare holde fast i at du reelt er fritaget”? Det er for omstændeligt, og hvis jeg skulle lykkes med at komme igennem med det, ville jeg havne sidst i køen i forhold til mine arbejdsmuligheder, hvis du forstår? Jeg er et får, siger han, fordi jeg for alt i verden vil beholde mit arbejde, og fordi jeg for alt i verden skal videre med mit liv. Jeg er ikke typen der spekulerer og bekymrer mig. Egentlig har jeg tillid til det meste, eller også har jeg valgt at have det, uden at gå så højt op i det? Han fortalte om sin teenagesøn og noget om at han var i gang med at bygge om derhjemme så de begge kan være der med det de hver i sær har gang i. ”Hmnn”! Jamen, nej! Jeg gad ikke rigtigt at komme frem med hele Corona søforklaringen, tror han havde forstået det meste, og havde taget et valg. ”Det er jo også en slags erkendelse, at ligefrem vælge at være får”, mæh, sagde jeg.

Så sad vi der, og det var vel ok at fortælle at jeg selv syntes det havde været en meget hård omgang rent psykisk. Hvor meget det havde påvirket mig at opleve hvad restriktionerne reelt havde gjort ved mennesker i almindelighed, så som at hive tæppet væk under de små og større erhvervsvirksomheder – simpelthen være årsag til at folk måtte hive stikket og gå fra hus og hjem. Ja, ingen tvivl om, i mit sind, sagde jeg, at kuren har været og er meget værre end sygdommen. Jeg føler mig nulstillet. Ikke fordi jeg selv er ramt økonomisk, indtil videre, men fordi jeg er typen der har svært ved at tro på min egen fremtid, når jeg ser at det braser sammen omkring mig. Ikke kun hører vi om The Great Reset – nulstillingen af det finansielle system der har spist sig selv op, for at erstatte det med et nyt kontantløst system. Men jeg selv, føler mig nulstillet, gentog jeg. Det har jeg prøvet før, men ikke i den grad. Jeg er heller ikke ung, så jeg skal ikke en hel masse. Men noget skal jeg vel? Og det er her, det kan blive meningsfyldt at føle sig nulstillet. Ligesom sygdom i sig selv kan være meningsfyldt over en tidsperiode, selvfølgelig. Hvordan håndterer man en krise og hvordan kommer man ud på den anden side? Et spørgsmål dukker grangiveligt op i dit sind, fortsætter jeg, spørgsmålet om hvad der er det vigtigste for dig her og nu og fremover? Det er hvad jeg indtil videre har tænkt over og glædet mig over, at det overhovedet er dukket op, det spørgsmål. Det kræver simpelthen et svar, så det handler om at blive hængende, i stedet for at slippe taget. Det er vel egentlig en gave der kan pakkes ud, at stå midt i kaos?

Fåret har lyttet og fortæller om en bog han læser. En vidunderlig historie om et dyr i Tibet, der lever på højsletterne. Det er ikke sikkert at man nogensinde får dyret at se, det kræver også tålmodighed at vente, for måske viser det sig. Man tror det er forsvundet for altid. Det er i hvert fald det, ”Sneleoparden” vil have os til at tro. Den ser os, imens vi tålmodigt venter på at få den at se. Jeg spurgte hvilke CD’er han havde købt… entusiastisk viste han mig tre med den sammen kunstner. Det var så inspirerende at jeg købte dem alle sammen + bogen og en anden bog, der nok egentlig handler om det samme. Katastrofer, og hvad de kan lære os om os selv.