Den ydre kirke, med alle sine bimlende, bamlende søndags højmessers Gudshuse rejst på land og i by fra tidernes morgen. Alle disse fantastiske huse med deres himmelstræbende spir og tårne. Katedralerne og landsbykirkerne med de to indgange, der var lette at overskue under åben himmel med frisk luft til alle sider. Med nordsiden og en tilsvarende sydside med arkaden indtil kapellet. Her kunne bønderne med hele husstanden på selve hviledagen træde ind i kirken og sikre sig det vel vigtigste i tilværelsen, kirkens velsignelse, dog nok for de allerfleste uden at finde meningsfuldhed i udsmykningen. Men det kunne degnen og præsten vel nok tage sig af.

Myterne, hele billedsiden og hele pivtøjet kan jeg altså ikke komme udenom, for jeg elsker det. Og myterne, billederne har overlevet alt, helt frem til i dag. Fra middelalderfromhed med beretningen om lansestødet i Kristi side. Soldaten med lansen der var blind, men blev seende, da en blodsdråbe fra såret ramte hans øje. Soldaten der fik navnet Longinus, da lanse på græsk udtales lonke, som det siges, tager jo scenen, hvor Kirstus på korset netop har opgivet ånden i Mel Gibsons film ”The Passion of The Christ”. Filmen hvor papirordene og billederne er vækket til live på overdådig vis.

Men det er stadig den ydre kirke, med alle de lag vi som mennesker har lagt ovenpå den oprindelige ortodokse historie. Historien, som vi kan fortsætte vores digtning af, idet vi har fået viljen og evnen til at være skabende selv. Som sagt i kunsthistorien: ”Jeg må skabe, hvad tiden behøver – et menneske, der langsomt kan blive til”.

Ja, jeg går også hen i denne kirke af og til, også for at høre orglet og stemmerne, hvis jeg synes og føler for det, eller en tur ud i naturen.

Og det velvidende og fordi den indre kirke, den esoteriske, lever indefra på en måde, at det sætter spor i det ydre. Alt sammen er det et spørgsmål om, hvordan man opfatter dette ”himmelperspektiv”, altså ligesom hvordan man får fat i det.

Jeg er så taknemmelig for at jeg på et godt tidspunkt i mit liv mødte en såkaldt freelance præst, desværre afdøde Jette Dahl, der havde opsagt sin præstestilling for at fordybe sig i det indre menneske, spiritualiteten, kristen bøn og meditation. Vi kom til at rejse sammen i udlandet og herhjemme sammen med andre ligesindede, for at fordybe os i ja, faktisk, at vende det hele på hovedet for at gøre noget, der åbnede det rum af kreativitet der ligger til fri afbenyttelse og ikke endnu er kommet på børserne.

Det rum der handler om, ikke hele tiden at gøre, at handle, at analysere, men at være til stede i naturen som sig selv i det man kan sige Gudsbevidstheden handler om. Taknemlighed, godhed, kærlighed, tilgivelse, stilhed og væren.

Vælg selv et af de områder og hav dit fokus der og føl at du er ét med Gud´energien.

8. juni 2025