Verdens Poesidag 21.03.20

Jeg ville gerne kunne skrive
om ingenting
ikke fordi jeg er doven og slap
og hænger i min sofa

Nogle gange skal man ud
og helt undgå at støde
ind i ingen er svært

Nogle gange må man
standse op som om man
er fanget af en vind

Så står man der og bliver støttet
af sine sko og gule hue
og snipperne på ærmet

Det er for at prøve at huske skyerne
og så samler man sin frakke om livet
og går forbi en dåse på fortovet
nogen kaster en almisse

Der er noget frastødende ingenting
fra min hals og nedefter
og så begynder
jeg alligevel at tale til kroppen

Jeg skulle ikke være gået ud i dag
jeg skulle slet ikke være stået op
solen har for mange veje

Du vil bare begynde at mindes
og svarene begynder at spørge
kan du huske mig?

Kan du huske vejen til stranden
med de glinsende våde sten
i morgenens favn
der lyser dit land op

Så stirrer du og begynder
at plukke blomster
og du har hænder

Du ser nogen i øjnene
har du glemt dig
ganske alene?

Fire stykker med løgn

1. Gråden, den der sluger ordene som en pille af størknet korrektur. Og der er ingenting at rette. Det er gråden over billederne af børn, der æder skrald fra lossepladserne. Børn der har mistet deres forældre eller måske er blevet jaget bort af de selv samme, i håb om at de i det mindste ville slippe for at blive slået ihjel. Man tror det er løgn.

2. Løgn er der nok af. Men jeg har aldrig løjet, højst over for mig selv. Aldrig! Jo, en gang, da jeg var lille og stjal en 25 øre fra tallerkenrækken, og min mor opdagede det og sagde, at min næse ville begynde at vokse, hvis jeg da ikke forinden ville komme ud for en ulykke og blive lam i benene. Jeg plejede at løbe mig fra det. Jeg løb fra alle ungerne i legegaden. Jeg var den hurtigste og den frækkeste. Når jeg ikke løb, hoppede jeg. Jeg hoppede op på cykelskurene i baggårdene som en kat, og styrede alle de andre unger. Senere hen hoppede jeg ud over altanen ned i rosenbusken og løb ad helvede til, stærkt, hvis det var det jeg skulle, og det var det. Jeg sværger.

3. Næsen løber, og du har ikke andet end snot i hovedet. Men du vil gerne spare på toiletpapiret. Du prøver at åbne pakken med lommeletter til dine høfeber anfald. Du fumler. Du har svært ved at trække vejret. Du beskydes med kortison bombardementer, der gennemskyller dine årer, som plastik cirkulerer i verdenshavene. Din hjerne er top terrorprogrammeret. Du kvæles langsomt i lyden af det knitrende indpakningspapir. Dit blodtryk ligger på uudsigelige tal, det sortner for øjnene. Du ligger der, indhyllet i polyætylen, mens din mobil bipper for at fortælle dig, at du har en aftale hos Mindfulness/ApS. Du skal ikke tro på alt, hvad du hører. Det er bar løgn!

4. Man kan ikke lyve, uden at det mærkes på svedafsondringen og brystkassens rytme. Løgnedetektoren registrerer det hele. Forstillelse kan ikke forhindre en afsløring, men enhver har frihed til at lyve for domstolen og løgnedetektoren kommer sjældent i brug. Jeg siger det bare.

Hvilken chance!

Muligheden for at blive det menneske, du er skabt til at blive, ligger til en vis grad indbygget i dit DNA. Du ved det måske bare ikke? Det kan blive din livsvej ikke at vide, indtil du når det punkt, hvor klarhed overskyller din tågedis, og det kan man nok sige, om alle livets mærkværdigheder, da livet vel i sig selv dybest set, uden menneskelig indblanding, er en naturlig og gennemskuelig tilstand; bare spørg en sten, en blomst, eller en regnorm?

Min far var en smuk mand, det kunne jeg se, helt frem til mit tiende år. Da fik jeg en anderledes skæbnesvanger dosis indprentet. En dosis, der ikke ændrede mit syn på, at han var en smuk mand, men måske fik mig ind på en besværlig nødvendig vej, til at nå frem til der, hvor jeg er.

Min far var en ensom mand. Ja, det kan jeg sige, uden at jeg nogensinde fik indblik i hans tanker og følelser, og hvordan de påvirkede ham selv. Og det er jo netop hele miseren. Hvem var min far? Handlemåden, i familien, med kone og tre børn, har naturligvis haft sin indvirkning.

Men hvad var det ved min far, der fik en så stor indflydelse, at jeg kan sige, at jeg føler mig ramt. At jeg kan sidde her og fuldstændig erkende, at siden jeg blev kvinde, har jeg grebet ud i verden med famlende hænder og hjerte, når det gjaldt relationerne og kærligheden.

Min far forgreb sig aldrig fysisk på os. Men hans psyke lammede os alle. Hans krop, han spændte ud i fuldskab, hvor vi børn endelig fik lov til at hænge på ham og lave kolbøtter på hans udbredte arme, når han stor og mægtig, som ham på korset, brugte al sin styrke på at holde sig selv i positur, så vi ikke faldt og kom til skade, før han selv faldt.

Mystikken i hver en fiber i hans krop. Mystikken i kærligheden og i sorgen, han måtte mærke, men aldrig lærte at erkende, indtil det dukkede frem i selvmedlidenheden, og det suicidale sind, blev skyggerne i mit eget forhold til kærligheden.

Jeg lærte en mand at kende, jeg ikke kunne kalde mystisk, men mere ligetil i sit forhold til andre mennesker. Han blev min sjæleven, men aldrig min elsker. Hvor heldig og lykkelig med det, kan man egentlig være?

Mændene jeg begærede, havde derimod skæret af mystik over sig.  Hvis det ikke var der, blev forholdet hurtigt gennemlyst af mit rovfugle blik, og interessen forduftede lige så hurtigt. Det var nemt nok.

Meget har jeg lært om vold og psykisk terror, som jeg har lært om mystikkens dragende tilstedeværelse og nogle gange med den, og ret formildende, udsynet til en verden, der var større end mig og den, bedre sent end aldrig. For enden af denne tunnel, må kærlighedens mere stilfærdige sider måske ligge og vente på mig?

Under alle omstændigheder ved jeg, at livet i sig selv, uanset vejen og stenene der vendes, er kærlighed, hverken mere eller mindre.

Dødsårsagens naivitet, eller for dum til at dø

jamen, er jeg da naiv
bag mine øjenlågs fladdrømme
dum og hjerteløs
som brænde fra opsprættede træer
og på trods af al det papir
alligevel askedum nok i mig selv

med talløse mundfulde af luft
smagt på kalk og sne og kys
alligevel tvivlende om hvem
jeg måske er ind imellem
urnerne og nuerne

jeg her, jeg og mig selv og mig
jeg der kan sige dig alt om lys og det hvide
om nattens nætter på en seng af søm
fugleflugt og Red Barnets kampagner
nu føler jeg mig for dum til at dø

hun er på Facebook flip totalt inderligt knepper hun emojis på Messenger løber til og fra hele tiden for at se om der er rullet nye ind hun trykker på stjernestunder med indbildte gestalter som i medrivende romaner mens hun tæller til 30 langsomt trækker vejret dybt og Facebook kroppen skriger efter at modtage stødet når det endelig introducerer sig selv som om verden strømmede ind i  det

Sommetider gør jeg noget
for morgendagen og dens ukendte digte

Sommetider hænger jeg nervøst i sitrende ganglier
omkring lidelsernes dam

Sommetider begraver jeg verdens lille skarpe økse
dybt i min brede idiotiske ryg
så verden kan se mine bagudtænkte sandheder

(hvis ikke andre er skyldige, er jeg, nogen må jo være det)?

Sommetider banker nuets angst fra øje til røv
bagved dumhedens slæde

Sommetider trækker nogen mig op ved håret
når jeg har surfet for længe på flodens dårlige ånde

Sommetider spirer kløver
på blodigt muddervand

vågen, vækket
alt for vågen
alt for vækket

med alt mit

som om
det var marts’ klare strålers magt
der vækker isfugl fra verdens bedøvelse

som om
det var april ja, ja,
der vil strække os ud
uden ord og skik og brug

holde hænder og fødder fast
som om vi aldrig vil skilles

som om
det var maj der vil vokse
imellem øst og vest
ud over den fred der overgår al strid

som om
jeg var vågen
vækket

Vidstrakt


Jeg sidder her med min forhudsforsnævring / nårh nej, jeg har jo ikke sådan én / joh, jeg har faktisk sådan én, men så hedder det vel fissehudsforsnævring / og hør lige / det handler ikke en skid om min seksualitet / jeg sidder her og har ingen / men jeg mangler mobilepay / en you tube kanal så jeg kan blive snoozet lige nu og her for den jeg er og ikke den jeg var / jeg vil være med / jeg vil være med / jeg vil være med / til næste dronningerunde / lån mig et tørklæde / en paryk / en politistav what ever / jeg vil være med / i det næste øjebliks hvide blinkende tomhedsøjeblik / jeg vil se mit rovdyr i øjnene / der er så meget jeg ikke kan fortælle dig om min medskyldighed / men jeg er et træ, der folder kronen ud, fordi vinden kalder på den / jeg flytter mig ikke / jeg er hård / alene og rank / Jeg vil være med / jeg vil være med / jeg vil være med / indirekte med stammen for at uddrive skammen / og den næste sætning vil alligevel aldrig fortælle sandheden / det er sandsynligt men det kan også være, hvad det ligner / og for at være ærlig / jeg er vidtstrakt med risiko for at komme til at opdage noget helt nyt /

Barnet

20.09.2019

Jeg holder en bog med titlen ”Mit barn”, den smukkeste bog jeg nogensinde har holdt.

Det er fordi jeg aldrig mærkede duften af mit eget barn.

Jeg havde ingen næse, jeg havde ingen mælk.

Nej, den er smuk uden mig, jeg var ingen.

Jeg fødte mit barn i en ufærdig eufori af elle sump.

De skyndte sig væk med hende.

Hold dig til stien, rigkær og avneknippe, sumpen er bundløs.

Jeg dræbte mit første barn.

En pincet trak ham op af en skål.

Han var 5 cm orm med fiskeøjne.

Jeg kendte ikke til gråd.

Nattens døre var uden håndtag.

Mit tredje barn tabte jeg ud af skødet imens jeg stod på scenen og sang.

Jeg græd ikke.

Jeg talte 3 linjer på højre hånds ulnarside.

Regnen giver sin regn tilbage til jorden.

Sommeren sætter sine æbler.