jeg er ingenting

jeg er ingenting foran ham med de brændende
øjne
de døde søstre
jeg er ingenting
granatsplinter
de døde søstre
de brændende øjne
et frivilligt indslag
til aftenkaffen
et jordbær lytter med
på verdens tomme lærred
bag panserglasset
selvfortrøstende
slipsets brandmærker
skarpskytters løvetand og ridderspore
våben har taget mit hoved på
korsets striber vinker

03.08.2014

Håbet

Håbet
er en flageolet i sjælen
uden vurdering af en håbløs situation
en hjertedimension
der løber langt forbi
verdens tilstand

Håbet
der ikke påvirkes af hvor meget
det fornægtes

Håbet
der bekræftes i de mest håbløse tider
uden garanti for succes

Håbet
er ikke optimisme
som et mål for henrykkelsen
over nye investeringer eller
en ny kæreste

Håbet
er lydene fra den bundløse brønd
med visheden om
at det giver mening at gøre noget
fordi det er godt

Håbet
er menneskets svimlende ånd
et usynligt stof
aflejret i evigheders evighed

Logisk 1 & 2

1.

Midt i våbenkaos
flyder naturen over
katastrofetider stiller
store kvantumsbegreber
op for mennesker

vises vi vor sande plads
mellem grundstoffer planter og dyr?

Verdens vægtigste ambition
skjuler sig i magt og profit
fører til forskelsbehandling

medlidenhedsbaroner deler nødhjælp ud
og laver fredsaftaler
skaber nutidsslaver
og mens der sørges over det ene
bidrages til nød andetsteds

2.
Et antal adskiller sig selvklart
fra andre antal
knyttes til kvantumsbegreb

kvantum har vægt
af størrelse og intensiv
fornemmelse af tyngde
som en følelse i maven

Jeg løfter en kvantitativ tyngde
af uendelighedsfornemmelser
når du adskiller dig fra mig
eksempelsvis i en diskussion
om hjælpeaktioner i Syrien og Ukraine
og i kampen
for din egen personlige frihed

14 stykker med Ytringsfrihed

Ytringsfriheden er skruerne og skiverne i din rygrad

Ytringsfriheden er en hvidkalket væg med døde fluer

Ytringsfriheden bimler rundt på pamfletterne, den har fortjent en rangle

Ytringsfriheden kalder på, at du skal vende den anden kind til

Ytringsfriheden er et primitivt trommeslag, en stammesang der rejser sig som et træ

Ytringsfriheden er natten, hvor de indsatte ryster i deres drømme

Ytringsfriheden påberåber sig det primære for at deltage i en fælles entusiastisk dans

Ytringsfriheden er en kæmpe, der går forbi med Guds vind i ryggen

Ytringsfriheden er forudsætningen for at være sammen i en overfyldt robåd

Ytringsfriheden kan afholde dig fra at sige noget

Ytringsfriheden er en rettighed, der kan begrænses for at sikre en anden rettighed såsom sikkerhed

Ytringsfriheden er en rytmisk kraft, som verdensmusikken indfanger din sjæl

Ytringsfriheden er klodens runding, der drejer din hånd

Ytringsfriheden er ikke en retorisk overtalelse i et spil med følelser, men en torden fra bjerget

Dansen

Du sanser
sproget
du fik ind
med modermælken
hånden
på brystet huskede
navnet
med mellemnavnet
der var rundet af dissonans
en særlig lyd
som en dans
på et Honky-Tonk klaver

når du dansede dig selv
ind i fremtid
huskede ordene
du glemte
i et blik
mellem to stole
sangene
der elskede ilden
der stiger varmt
og lyst fra træet
under offerkalven
dansen
om livet
som et
element af
kosmisk kraft

Ode til mine elskede brune skindbukser

(til minde om en frygtelig dag, hvor det skete af bar angst, på vej til øjenlægen)

Så døde du, kun 30 år gammel. Du gik desværre ikke ned med maner. Du kvaltes bogstavelig talt i mit eget shit. Du bevarede dog i det mindste farven. Tak for turen.

Du har varmet min ende i alle årene, om den var blevet lidt for stor, sked du til gengæld på. Det var den indre glød og min afhængighed af at pakke dig ned, når det blev sommer, for at tage dig frem igen og igen næste gang kulden bed, der betød noget. Og ingen Black Friday har kunnet slå dig ud, og kommer heller ikke til det.

Din varme duft og smukke jordfarve blev hængende på mig hver vinter. Du, sammen med frakken, der blev født nogenlunde på samme tid, var et perfekt par og mine venner altid. Nu hænger frakken til tørre, den kan jeg ikke lade dø. Noget må jeg have som et slags eftermæle af dig, sammen med din livrem.

Tak, og hvil i fred.

Hadekorn

Digte fra digte.dk

Hadekorn
18.1.2009
Jeg har aldrig villet slå nogen ihjel, men dog ønsket nogen død. Jeg har heller ikke haft nogen viden om, hvad det var. Det starter jo ikke med en viden om, hvad man føler. Det starter med det de andre gør foran dine øjne. Jeg skal ikke kunne sige, om der allerede på forhånd er nedlagt et frø, hvoraf hadet kan vokse, eller at frøet bliver sået i det øjeblik kornet folder sig ud foran øjnene. På den måde bliver det jo et spørgsmål om, hvem der har skylden, og jeg vil ikke tale om skyld. Jeg ved ikke, hvorfra den kommer. Den er måske et virus, og hvad er et virus? Men selve frøet, hvoraf hadet vokser, er ligesom billedet på en erindring, der ligger langt tilbage i tiden.

Og frøet blev da også til en busk, der sidenhen visnede og gik tilbage til sit oprindelsessted. Blomsterne var sorte, og frøene kastede jeg til anemonerne og til de rådne stubbe af faldne træer i skoven, der alligevel blev gennemtyggede af myggelarver. Resterne gav jeg om natten til skyggerne, og den næsten ubærlige sorg over at hade, gav jeg til universets stjernestøv på indersiden af mine øjenlåg i mine bønner. Men jeg tror ikke, at jeg er frifundet af den grund. Erindringer er i sig selv kapslet ind i billeder, der flyder rundt som former i universet. De bliver til vores kollektive bevidsthed, der er klar til at eksplodere på det rette tidspunkt, men det ligger uden for min kontrol.

jeg klipper et stykke

Jeg klipper et stykke
ud af tågen
og falder ned
gennem et sammensat mønster
på himlen
en sprække i en sky
griber mig og siger
at jeg bare skal give slip
på håbet om
at en ydre instans
der tilbyder frelse
skal vige
for når alt kommer til alt
kan du kun søge
i dit eget indre

Jeg klipper et stykke
ud af sindet
og falder ned
gennem en rød fuglevinge
et øjebliks sandhed
lige som at have
blondt eller rødt hår
for sådan er man født
hår er lige som tænkning
et resultat af
fysikkens udvælgelsesproces

Jeg klipper et stykke
ud af en tanke
og falder ned
gennem en nødudgang
jeg lander
i en kartoffelmark
fladt på ryggen
alt det grønne springer
ud af træerne
og omfavner mig
Jeg åbner havelågen
og det eneste jeg tænker på
er duften af
nybrygget kaffe

jeg smiler til alle


jeg smiler til alle jeg går forbi
jeg nikker til dem jeg egentlig ikke kan li’de
jeg er tilværelsens sanselighed
jeg er modstanden i mig selv
jeg er tit yderliggående
jeg er mit eget grundvilkår
jeg er alene
jeg er Marilyn
jeg er Gravballemanden
jeg er dig
jeg er ti små kinesere på Højbro Plads
jeg er Dao
jeg er Vladimir den 7. eller 8.
jeg er Lille Sorte Sambo
jeg er Mor
jeg er Uluru Ayers Rock
jeg er Ole sad på en knold og sang
jeg er mulighedernes mylder med magt
jeg er min egen lille pige
jeg er det som skyggen tænker og solen ikke siger
jeg er den forstødte morgenstjerne
jeg udlever universets kampe imellem godt og ondt i min afgrænsede krop

Dette er ikke …

Dette er ikke en note om afskaffelse af de politiske partier, selvom jeg er ret enig med Simone Weil, fransk aktivist, filosofisk mystiker m.m. og død 1945.

Det er heller ikke et forbud mod euroforiserende stoffer, hvis nogen skulle sidde og nulre et eller andet under bordet.

Nej, jeg vil bare sige, at styringen ligger ikke hos os selv, men hos autopiloten drevet på dopamin, som jeg prøvede at fortælle min tinnitus klokken 5:04 i morges – sover ellers udmærket, spiser sundt og arbejder på det indre lys i denne sære omvendte verden.

Og invitationerne vælter allerede ind, fra Østerbro gåbuddies, Under The Basho, SOS meditationer om Epidemiloven, Folkets Høringssvar om samme, Bevar Sjællands Symfoniorkester, Forbyd Pesticider, Øverste Kirurgiske, Jazzmosfæren, Vores Blod, Nej tak til vaccineapartheid, Videnscenter for elektro-forurening, Sommerfest til næste år i Bettinas Have for folk med tænkeevnen i behold, DFF – Kom og skriv …

På en måde er jeg fejlcastet. Fejlcastet til den digitale boble filtreret ud fra, hvad algoritmer har bestemt på baggrund af det beløb jeg trækker ud af pengeautomater, som på det sidste er kommet under skarp bevogtning, og kan give store bøder, hvis man overskrider et vist beløb. Fejlcastet på baggrund af det jeg deler og kasserer af feeds på sociale medier, der sørger for jeg vender tilbage igen og igen. Man kan så trods alt sige i de store ånders ånd:  ”I det lange træk er vi nået ganske langt, men kort!  Så har jeg ikke sagt for meget! Nå ja, det var bare det, men altså, hyg jer.

2. okt. 2021 Møde i Strandgade/lyrikgruppen.