Knæk dig, gulv!

Jeg stod i det med begge ben, pludseligt, sådan føltes det; alt det, der havde ligget skjult i skyggen, som var blevet udelukket fra bevidst adfærd og værdinormer. Deri fandtes drømmenes uudgrundelige verden, fantasiernes kreativitet, de mystiske tilbøjeligheder og de besværlige følelser.

Muligheden er der i krisetider. Muligheden for, igennem forandring, at finde ind til sig selv på ny.
Og det siges, at mødet med den virkelige personlige omvæltende krise, ligger omkring 40 års alderen. Joh, tak!

Når alt kom til alt, udfordrede tilværelsen også min definition af sandhed. Jeg vidste det godt et eller andet sted, at der var noget der skulle kigges på. Sjælen kræver sin ret, eller bliver kødædende.

Jeg gjorde noget andet, der trodsede en søgen efter en rationel opklaring. Jeg ville jo leve. Og i stedet for at prøve at gøre mit liv forståeligt over for en professionel terapeut, dansede jeg. Jeg dansede en dans der lignede noget jeg ikke kendte eller nogensinde havde set. Det var en måde at bevæge sig på, jeg ikke havde en knage på. Men jeg forstod heller ikke helt min hat. Jeg dansede, eller rettere bevægede mit legeme rundt i alle kroge af dets selv hver dag i 1½ år. Til sidst begreb jeg min mangel og blev belønnet i den store eurytmisal på Vidar skolen.

Det var ikke kun farverne og duftene der vendte tilbage og blev stærkere. Det var først og fremmest en anerkendelse af hvem og hvor jeg var. Det var de synlige aftryk af den usynlige verden, som en ekstra sans, der trådte frem i fysisk form på gulvet og fulgte med mig hjem.

En særlig oplevelse var det, da jeg vågnede og så det hele oppefra. Der stod stenmanden ved min sengekant og åd sten og sagde: ”Nu har du set mig. Nu er din opgave at forskønne mig, for jeg vil blive ved at gå ved din side til dine dages ende. ”

  • Man skal ikke affærdige sådan noget, selvom det foregår i en tusmørketime i den korte sekvens, hvor natten glider over i dagen og udvisker skellet imellem modsætninger.
  • Jeg tror ikke man kommer sandheden og sig selv nærmere.

Min stenerindring
oprejst ved fire vinde
et kors i sindet

Jeg er…

denne længsel, efter jeg ved snart ikke hvad …det der bare sker, efter langstrakte tidsrum, hvor ingenting i virkeligheden er sket, bortset fra langsom nedbrydning af skovbundens stubbe til sole af tusch, sejler ud af skykugler.

…denne længsel, konstant flydende, som i græsstråets urgamle væv …denne længsel, indgroet i planetens menneske billede, prisgivet oblaten, der klistrer til min drøbel.

Jeg tænder komfuret
kaffen koger over
en fjern galakse

Dioder

Jeg hægter mig fast på følelsen af at noget vigtigt vil mig, før det fordufter i morgengryet. En duft der i hvert fald bliver hængende lidt i de dekorative pletter i hjørnerne, der lyser hele døgnet og kan lyse uafbrudt i 15 år.

15 år? Hvem ved? Det er nok det samme, som det meste vi behøver at bekymre os om er, at give!

Laser lyspunkt
rammer ultrakort
en sommerfugl

English

Diodes

I cling to the feeling that something important wants me before it breaks the dawn. A scent that at least stays for a while in the decorative spots in the corners, lighten all day and brighten continuously for 15 years.

15 years? Who knows? It is probably the same as most we need to worry about is to give!

Laser light
hits ultra short
a butterfly

Pulterkammer museum.

Udvejen ligger i drømmekategoriers hemmelige indgang
i loftets fiksstjerne frontale lem, med lettere drugs drys.
Sådan noget som nådens Novokain hældt direkte ud over pulterkammerets
museum, da jeg faldt over ledningen fra min fastnettelefon.

Pupilkrampers
lokalbedøvende digts
støvbunke hvirvler

Jeg savner dig og hele måden. Dine opkald fra mor og de andres hilsner og nogle gange spørgsmål om dit og dat, man ikke behøvede at vide noget om for at leve og overleve. Det var der nemlig andre, der havde studeret, man bare kunne spørge, og de kiggede direkte på én og nogen med et smil omkring munden, når man spurgte, uden at de skulle hive ledninger og høretelefoner ud af ørerne. Vi var ikke spundet ind i bredbånd, men kun i hinandens energier og vind og vejr, der opførte sig nogenlunde som vind og vejr dengang opførte sig.

Gamle stikpillers
ærlige telefonfis
better than nothing

Negl

Mine negle vokser helt ad helvede til. Det er lidt mærkeligt, at der er så meget krudt i de negle, som om al saft og kraft er gået til neglene, og for den sags skyld til håret. Nå ja, håret er pjasket, det bliver aldrig længere end til skuldrene, spidserne klippes, når de pisker rundt om nakken. Jeg har ellers tænkt at jeg ville prøve at have langt hår én gang i livet – se hvordan jeg så tog mig ud, helt udvokset.

Jeg kigger på min tommelfingernegl, den har en pæn facon, pænt buet og ikke en plet. Den negl har jeg kigget på og beundret eller nærmere undret mig over, at den var så interessant, tusindvis af gange. Gjorde det meget som barn, det samlede mig, skabte fokus på en måde. Min skide negl, og det er den foretrukne på venstre hånds tommelfinger. 

Jeg har tænkt lidt over det, og det er måske ikke så mærkeligt når negle indikerer noget om sygdom, toksiner eller en forførende femme fatale, hekse, vampyrer og den slags underbevidst mytisk forurening. 

energierne
af primale instinkter
klamrende til liv

So What

                        THEOTHERBUNNY.BLOG

 

Newport Jazz Festival 1958. The year that accelerated jazz into a new era. The white race was catching sight at black music, and Anita O’Day, white as snow, swinging “Sweet Georgia Brown” and “Tea for Two”. Fashion was cool, simple and stylish. It was high-level art and completely irresistible. The world would find itself and the music exploded.

She was 10 years old and explosive. She had just saved her father from committing suicide. Or maybe he used her, realizing he would not die by drinking a whole bottle of snaps in one go. However, the gas? Turned up to minimum strength, she barely noticed, when she opened the window and shouted for help, while her father lay in a bloodstream with a hole in the head. Her nose and the smell of alcohol and blood mixed with gas saved them. She had had some experiments with her father’s “circus performance”, making sure he did not jump out in front of a train at North Harbor Station. The repeating pattern: dad on a bender/mom wants a divorce/dad threatens suicide. “Oh, my dear, poor daddy!” Subsequently she drove her mother to madness with psychological questions. Was she malicious? Did she try to save herself by releasing her pain in this helpless manner; did she really resemble her father that much? She had to find out if her mother could withstand her pain and sorrow without giving up, like her father, because she felt empty, selfless and abandoned.

Now her world should change too, so she could find herself for real. What a process, what a chance. In addition, life, so damn slow, lying right there like a big bleeding sparkling love ball, calling for help.

The fool
loses face
So What

Jean-Claudes kramper

Hov, hvad i alverden var det nu jeg havde gang i? Tja, jeg tror deres mor kalder på dem.

De tror måske at de er fulde, men ved det ikke – som min salige dranker af en far altid sagde: Jeg troede jeg sked, men jeg pissede.

Jeg kigger ud over horisonten, holder øje med verden. Nu fik jeg pludselig en krampe i min højre læg, eller er det bare et bølgeskvulp om Juncker der kommer nærmere og nærmere fra radio 24/7 denne morgen.

Der er noget i luften, det kan komme an på vejret.

Man mener og mistænker, anser det for vigtigt med større opmærksomhed omkring overvågningen.

Man tolker og vurderer, ønsker at vide hvor langt branden har bredt sig i løbet af natten.

Man venter på at børserne åbner.

Sandsynligt problem
sandsynlig løsning
ud af det blå

Continue reading

Bag masken 1

Hun sidder i stuen som symbol på et essentielt princip i tilværelsen, en indre dynamik afspejlet i måden hun holder på blyanten, mens hun pulser løs på cigaretten over kryds og tværs ‘en. Højre ben, der krydser venstre, svinger under bordet fra knæet og nedefter frem og tilbage, frem og tilbage, som et pendul lidt ude af takt.
Panderynken holder på det, der aldrig bliver sagt. De nedarvede rodfæstede holdninger sidder mellem brynene og holder sig skjult på ubevidste niveauer, og myten:  ”Alle kvinderne i vor slægt har været skuffet over deres mænd”, sidder i svedperlen på overlæben og meddeles mangfoldigt og subtilt.
Hun løfter blikket fra ugebladet og klirrer med kaffekoppen, smiler lidt mens hendes øjne standser ved min knap i halsåbningen.
Hun er vel egentlig en fortættet struktur i mit eget spejl, som vi sidder der en helt almindelig fredag, hvor efterårssolen tegner flimrende skygger på terrassedøren.

smilende Pjerrot
indrammet på en støvet
amagerhylde

Hestekastanje

Træet, der står så alene bag ved huset, er bare en Hestekastanje. Nå, bare? Frugterne skal da indsamles, ikke spises.

En kastanje i hånden, glat og fyldig. En glæde, man altid kan regne med.

ungen er fløjet
men lommerne er fyldte
med tændstik mænd

Nu er man vel selv en kastanje. Knapt så hård og glat, men stadig fyldig. Et støvfang på et kistelåg flagrende i vinden. En frugt der forlader sit træ igen og igen, som blæsten rusker og former fremtiden.

hesten skal have mad
og jeg et skyggefuldt sted
alt er bare godt

  Continue reading