Vertebrae

“Jo mere det forandrer sig, desto mere er det det samme”.

Agernet er forladt af træet
det var en billes mulighed
med sin larve plantet der

det underliggende
bærer forandringer frem
forbliver sig selv over tid.

Jeg er også en blomst, en stjerne
en støvdrager på kirkegårde
gradvist udskiftet mellem to
forskudte planer

en hvirvelløs dyrearts overlapning
i sin egen nogenlunde stabile opløsning
af mulig identitet.

Måske er jeg bare en flod
der finder noget af sig selv
længere nede?

Continue reading

Aspasianatten

oliventræets sølvglinsende krone som en opløftet eng3 olive

Jeg er forelsket i oliventræet. Det er tæt forbundet med menneskets historie. Det er hjemme på fem kontinenter, ikke kun mellem 30 og 45 nordlige breddegrad, men også på de tilsvarende sydlige breddegrader, og det er da noget, også for træer.

Oliventræet inspirerer til at finde styrken frem igen i en tid, hvor vi har brug for en Herkules styrke, som symbol på en overlevelse, der ligger i det stærke sejlivede træ, fra dengang mennesker døde af sult, ikke af overflod.

Lad os opdyrke den rigdom, der venter os som lysende olivengrene. Lad os tage magten til overvindelse af frygt og ensomhed. Lad os blive renset.

Læg dig under et træ og forestil dig fantastiske fabler og forunderlige fortællinger. Indånd oliens renhed, mens ganen smager på de gyldne dråber. Lad dine ører lytte til de modne oliven der blidt rammer jorden, og lad endelig dine hænder kærtegne de ældgamle oliventræers bark. Lad dit ansigt blive skrubbet og genopfrisket med olivenolie og groft middelhavssalt.

Continue reading

Kom til mig, for jeg er modsætningsfyldt, som du selv

 

Det var som
at falde ind
i en sprække.

Først var der
mørkt og fugtigt
så dæmrede lyset.

For enden, en port
der fyldte rummet ud
som en uoverskuelig
verden
og endnu en sprække
åbnede sig.

En ubevogtet sti
ubevogtet –
fri adgang måtte
det betyde?

Noget bekendt var der
ved stien.

Det fløjlstunge dyb –
en gammel ven
skulle jeg noget der?

Egentlig er det bare
noget vand der er kastet
ud over noget snavs
for at binde snavset.

(Inspireret af Transtrømer 28.03.15)

Improvisation over koncert i Jazzcub, Kbh., 28.02.2014. Musik af Thomas Agergaard.

Nu er det tid
til at kaste
sin hud
for at blive
den man er

en mærkbar
stigning
river verden med

månen
drysser
sit døvesprog
bag skyerne

ræven
brænder tavshed
af i skovene

trækronerne
svæver 
fremadskridende
som
en fugas
bløde slæb

barnet er med
i sin egen zone

harmoniernes
rytmiske naturkraft
u
den
kalkuleret
værdi

musikken giver
sig selv 

kaskader
af lys
går
gennem rustne
døre

finder sit leje
i mine
ører