Udvejen ligger i drømmekategoriers hemmelige indgang
i loftets fiksstjerne frontale lem, med lettere drugs drys.
Sådan noget som nådens Novokain hældt direkte ud over pulterkammerets
museum, da jeg faldt over ledningen fra min fastnettelefon.
Pupilkrampers
lokalbedøvende digts
støvbunke hvirvler
Jeg savner dig og hele måden. Dine opkald fra mor og de andres hilsner og nogle gange spørgsmål om dit og dat, man ikke behøvede at vide noget om for at leve og overleve. Det var der nemlig andre, der havde studeret, man bare kunne spørge, og de kiggede direkte på én og nogen med et smil omkring munden, når man spurgte, uden at de skulle hive ledninger og høretelefoner ud af ørerne. Vi var ikke spundet ind i bredbånd, men kun i hinandens energier og vind og vejr, der opførte sig nogenlunde som vind og vejr dengang opførte sig.
Gamle stikpillers
ærlige telefonfis
better than nothing
