Author: Mona Larsen

Mona Larsen

fortsætter

Skridt fortsætter forlæns men baglæns skridt fortsætter forlæns men baglæns skridt fortsætter forlæns men baglæns skridt med fortsætter forlæns men baglæns sammen med skridt fortsætter forlæns men baglæns fortsætter forlæns sammen med havets fortsætter sammen med havets forstummede stemmer fortsæt forlæns sammen med havet baglæns skridt fortsætter sammen baglæns forlæns skridt fortsætter baglæns sammen med havet fortsætter med havets stemmer forstummede forlæns sammen med baglæns fortsætter men baglæns sammen med skridt men fortsætter forlæns med havets forstummede stemmer fortsætter

Negl

Mine negle vokser helt ad helvede til. Det er lidt mærkeligt, at der er så meget krudt i de negle, som om al saft og kraft er gået til neglene, og for den sags skyld til håret. Nå ja, håret er pjasket, det bliver aldrig længere end til skuldrene, spidserne klippes, når de pisker rundt om nakken. Jeg har ellers tænkt at jeg ville prøve at have langt hår én gang i livet – se hvordan jeg så tog mig ud, helt udvokset.

Jeg kigger på min tommelfingernegl, den har en pæn facon, pænt buet og ikke en plet. Den negl har jeg kigget på og beundret eller nærmere undret mig over, at den var så interessant, tusindvis af gange. Gjorde det meget som barn, det samlede mig, skabte fokus på en måde. Min skide negl, og det er den foretrukne på venstre hånds tommelfinger. 

Jeg har tænkt lidt over det, og det er måske ikke så mærkeligt når negle indikerer noget om sygdom, toksiner eller en forførende femme fatale, hekse, vampyrer og den slags underbevidst mytisk forurening. 

energierne
af primale instinkter
klamrende til liv

So What

                        THEOTHERBUNNY.BLOG

 

jshb32haibun

Newport Jazz Festival 1958. The year that accelerated jazz into a new era. The white race was catching sight at black music, and Anita O’Day, white as snow, swinging “Sweet Georgia Brown” and “Tea for Two”. Fashion was cool, simple and stylish. It was high-level art and completely irresistible. The world would find itself and the music exploded.

She was 10 years old and explosive. She had just saved her father from committing suicide. Or maybe he used her, realizing he would not die by drinking a whole bottle of snaps in one go. However, the gas? Turned up to minimum strength, she barely noticed, when she opened the window and shouted for help, while her father lay in a bloodstream with a hole in the head. Her nose and the smell of alcohol and blood mixed with gas saved them. She had had some experiments with her father’s “circus performance”, making sure he did not jump out in front of a train at North Harbor Station. The repeating pattern: dad on a bender/mom wants a divorce/dad threatens suicide. “Oh, my dear, poor daddy!” Subsequently she drove her mother to madness with psychological questions. Was she malicious? Did she try to save herself by releasing her pain in this helpless manner; did she really resemble her father that much? She had to find out if her mother could withstand her pain and sorrow without giving up, like her father, because she felt empty, selfless and abandoned.

Now her world should change too, so she could find herself for real. What a process, what a chance. In addition, life, so damn slow, lying right there like a big bleeding sparkling love ball, calling for help.

The fool
loses face
So What