Du stod der og ventede i varmen
med dine tøjbylter.

Lyden af græshopperne
forstærkede dit hurtige blik.

Inden det begyndte,
hvad det aldrig gjorde
kun i mit hoved,
var du en Milonga
da vinden tog fat i dit hår.

Din krop, vores kroppe
var en finale
midt på dagen, solen stod højest.

Jeg kom næsten til at græde
men følte mig mere let end fuglene.

Jeg havde lyst til at spørge
om vi skulle gå.

Men min skuldertaske
virkede så ligegyldig
i forhold til dine bylter.

Jeg måtte støtte mig til en pæl
som om jeg skulle knæle for at bede
og så kom bussen.