HAIKU 2015 Peace in Ghent.

Det var ikke freden jeg forlod, da jeg kunne se frem til en hel uge i fredens tegn. Men det jeg rejste fra var mediestormen om menneskeliv der går tabt på havet, i ladet på lastbiler og i midlertidige lejre, hvor mennesker lever under kummerlige forhold i hjertet af EU. Ministermøder og topmøder om den såkaldte ”migrationskrise”, hvor beslutninger der blev vedtaget på tidligere møder har vist sig aldeles utilstrækkelige i forhold til at afhjælpe katastrofen. Jeg ville selvfølgelig være idiot hvis jeg troede, at en fredsfestival i Ghent kunne redde nogen eller noget her og nu. Men alligevel, jeg glædede mig til gode vibrationer og mødet med håb og tro og åbne hjerter. Jeg skrev dette gendai haiku på engelsk: Forget about Brussels / and men in gray suit / heading for Ghent.

Den gamle by ved de to floder, der næsten kom på Unescos Verdensarvliste, bød velkommen til en uges Haiku Festival med temaet Peace. Temaet vil dog række længere end denne uge tror jeg alle var enige om, da vi mødtes med stor gensynsglæde den 16. september i Oudburg.

Nu var vi i gang. Ion Codrescu, professor ved National University of Arts in Bucharest, med speciale i haiga, indledte med sin præsentation. Haiga rummer poesi, calligraphy, malerkunst i et og samme udtryk. Kunstartens oprindelse går tilbage til Edo/Togugawa perioden fra den 17. århundrede. I slutningen af det 20. århundrede er nogle vesterlændinge blevet forførte af skønheden og begyndte at praktisere den. Målet med workshoppen var at informere om kunstarten og æstetikken. Og spørgsmålet lød, hvorfor ikke praktisere? Jeg blev selv forført og købte tre unikke bøger af professoren.
Jeg har selv i egne publikationer tegnet små vignetter til mine digte. Disse er netop tænkt som vignetter og kan ikke sammenlignes med haiga. Haiga er, som så mange andre kunstarter, en måde at leve sit liv på.

Næste levende person på podiet under det flotte loft i Poesi Huset, var Zinovy Vayman fra Rusland. Han fortalte om fascinationen af en for ham vigtig bog af Hiroaki Sato og hans renku. Denne subgenre er bla. beskrevet i Arion, der er et populært poesimagasin i Moskva. Vayman fik stor opmærksomhed med sit haiku: Peaceful Palestine / the zoo snake takes a long nap / on its just shed skin.

Derefter Paul Merche fra Belgien med et spændende oplæg om haiku i vesten. (1). På hvilken måde er vi i vesten fascineret af haiku? (2) ”På hvilken måde adskiller vestens haiku sig fra den traditionelle originale japanske form? ” (3) “Hvordan medvirker og indvirker haiku på fred i verden?”
Oplægget er klart en mulighed at drøfte hjemme. Spørgsmålene lå som en overtone igennem hele ugen hos alle deltagerne. Generelt tror jeg vi var enige i, at det at være engageret i denne digtform, udspringer af ønsket om nærvær og fred. Der kan siges meget om dette. Og da vi senere på ugen mødtes med forhenværende præsident for EU Herman Van Rompuy, var det netop dette nærvær i egen praksis som haiku forfatter, han talte om.

Klaus-Dieter Wirth fra Tyskland talte om de grundlæggende traditioner og komponenter af haiku. Og Diederik De Beir og ip-man, som repræsenterede VIADAGIO vzw & Vrede vzw, non-profit selskabet der stod bag det hele, havde samlet postkort fra deltagerne, og de bedste blev fremhævet. En fin idé, der helt sikkert vil leve videre, selv når postvæsenet ikke længere ved hvad et postkort er.

Efter Ludmila Balabanova fra Bulgarien med oplægget ”East and West: Shared Monologues, var der åben scene. Her fik vi lejlighed til at læse vores haiku op. Her et eksempel skrevet af Helga Härle fra Sverige:  Light of a candle / the room shrinks and grows / with every breath.

Et indslag, ”PAROL – at skrive og skabe kunst bag lukkede døre” skilte sig ud. Det handlede om at arbejde med indsatte langtidsfanger, og om børn og unge under forsorg. Italieneren Pietro Tartamella og Antonella Filippi fremviste projektet om haiku med et pædagogisk og kunstnerisk sigte. Og her igen viste det sig at essensen af haiku også handler om at kunne samarbejde i en skriveproces (renga) i en fredelig atmosfære, og at kunne vække ressourcer hos enkeltpersoner, der må tænkes at have ligget i dvale.
Judit Vihar fra Ungarn fortsatte med sit fint timede program om ”The Spirit of Haiku”.

Under frokosten slog jeg mig sammen med David Cobb fra England, hvilket ikke var kedeligt, da han underholdt mig med diverse anekdoter fra alle de festivals han i sit efterhånden lange 90 årige liv, havde deltaget i. Han kaldes for ”Patriarken af British Haiku”. Her et eks. fra ”Anchorage”: On the misty pear / all of a sudden buds / burst into sparrows.

Vi fulgtes ad til en reception på Rådhuset. Her mødtes alle med en japansk hibakusha (overlevende fra bombningen 70 år tidligere i Nagasaki), Ms. Teruko Yokoyama. Det var en stærk oplevelse at høre hendes historie og konsekvenserne af atombomben, der stadig er nærværende i hele verden. Begivenheden stod helt i front og fru Yokoyama var med os hele vejen. Man kan sige at hun har den skæbnesvangre opgave at være en af verdens vigtigste fredsambassadører.

Et andet spændende program var en panelsamtale med fire digtere, Helga Härle, David Cobb, Antonella Filippe og Klaus-Dieter Wirth. Der var fri adgang for alle og der blev talt indgående om hvad haiku digtet betyder for den enkelte og på samfundsplan i vort århundrede, og mange spørgsmål kom efterfølgende fra salen.

Derefter var scenen overladt til æresgæsten Herman Van Rompuy, der er udpeget af Japans udenrigsministerium til at være Haiku ambassadør. Rompuy fortalte bla. at han derigennem håber at kunne være med til at forstærke venskabet mellem EU og Japan. Han modtag en haiga komponeret til et af sine haiku, skabt af Ion Codrescu. Rompuy slap ikke for en tur i ip-mans gondol, til alles glæde og moro. Han blev sejlet ned af Lievekai, hvor der langs hele ruten var hængt bannere op med haiku på fire forskellige sprog fra samtlige deltagere i festivalen. Det var vældigt hyggeligt og sjovt. Her er et haiku fra Mr. Rompuy, der kalder sig Haiku Herman: Wrapped in my work / all the while the wheat is growing / ever taller.

Et andet højdepunkt for mit vedkommende var et stykke musik komponeret til 7 haiku af pianisten Dick Blockeel for sopran, cello og klaver. Jeg har hørt mange frie fremførelser med haiku med musikalsk ledsagelse, og har selv begået nogle, men aldrig så gennemkomponeret som her. Det var inspirerende at høre haiku folde sig ud på den måde. Jo, alt kan lade sig gøre i musikalsk sammenhæng.

Nu stod tilbage at antologien med de fredsdigte vi hver især havde indsendt for flere måneder siden, blev uddelt og læst op, og International Day of Peace skulle fejres. Et EU flag, 50 meter bredt og 30 meter langt skulle sænkes ned over Belgacom bygningen. Derefter skulle skolebørn og børnehavebørn udsende 1000 origami papirtraner.

Det blæste meget, og seancen var ved at blive aflyst. Men så skete der det vi alle ventede på, og flaget blev langsomt rullet ned. Det gik helt galt, flaget fløj væk og lagde sig på jorden. Der lå det og lignede en slanges aflagte ham. Min første triste tanke: ”Klart, EU har jo gået for længe på krykker, og her har vi så et symbol på sammenbruddet”. Jeg ændrede hurtigt min tanke i positiv retning, for måske Fugl Fønix ville rejse sig fra asken sammen med et nyt EU med fred og fremgang for borgerne. Jo, håbet er lysegrønt!

Jeg tog hjem til København med dette gendai haiku: Haiku peace / we move our hearts / in unison.

Mona Larsen