Jeg kender ikke den knogle på højre fod, der er ved at vokse ud. Den er lille og afrundet – sidder under knysten. Der er altså ikke noget mærkeligt ved formen. Det kunne være en perle, men måske er der nogle underliggende takker fra en fortid som øgle. Den er ikke dukket op uden varsel. Den er måske selv et varsel, eller bare en venlig påmindelse om mit skelet med seks tæer til min næste inkarnation på Mars.

Hvad det handler om, kan jeg ikke rigtigt greje. Men hængslerne på alle døre og vinduer har stået og pebet i stormvejret meget længe og har uafbrudt forsøgt at smide mig ud af sengen – smide mig på porten så at sige. Jeg har det svært med stormvejr, selvom jeg elsker at få ryddet op i overgemte sager og unyttigt ragelse. Men hvad det egentlig handler om, ville jeg gerne have fod på.

Jeg husker noget vi gik i kødet på for længe siden, at det hører med i vores  udvikling, at blive i stand til at forbinde sin følelse af smerte med den smerte, som lever i den anden. I ved, den der bare følger fra vugge til grav, ligesom glæden og kærligheden følger. Men vreden, og måden den kan fortære en på, som slangemad, har måske sit helt eget program.

Min højre fod kører rundt med mig. Det prikker og stikker.  Jeg skal helt ind bag skallen og de hvide skygger, ind i knoglen og forbi knoglen og de der udmattede sprækker i gulvbrædderne, der bare er sorte striber, der hvor døden indtrådte.