Jeg vender tilbage til denne symbiose voldsoffer/voldsudøver, da jeg forsøger at gøre opmærksom på, at vi mangler at se på problemet meget mere facetteret. Det er noget der kræver lidt mere end 10 minutter i et interview. Jeg har skrevet om volden i min selvbiografi “Magi i Luften”, der naturligvis også handler om min sang karriere, og alt det jeg er taknemmelig for at have oplevet.
Det er et aktuelt emne, generelt også på et større plan, med den koncentrerede ondskab, der rammer i flæng. Måske min egen historie kan være med til at belyse nogle velkendte psykologiske mekanismer, ikke kun på det personlige plan, men muligvis også kollektivt. Det er nok vanskeligere at belyse problematikken ud fra den kollektive bevidsthed, da ofrene her er helt uskyldige. Men der er meget vi ikke forstår i den sammenhæng, som jeg tror vi skal være mere ydmyge overfor.
Vi taler ofte kun om offeret, der har været udsat for korporlig vold af en art, selvom der i realiteten kun findes ofre på hver side af en konflikt. Jeg vover endnu engang at gentage nogle tanker om min personlige beretning, og håber at blive hørt.
Jeg var blevet advaret, så jeg havde et valg. Man har altid et valg. Hvorfor valgte jeg forkert? Valgte jeg forkert? Hvorfor blev jeg tiltrukket af en voldsmand? Hvorfor blev vi meget forelskede i hinanden på rekordtid, som om vi var skabt for hinanden? Det er spørgsmål, jeg har arbejdet bevidst med. Det viste sig at være nødvendige spørgsmål for at nå derhen, hvor jeg i det mindste kunne tilgive mig selv, ved at nå frem til en bredere forståelse over for det skete.
Der var ”noget” i mig, ud over det basale behov for harmoni og fred, der havde brug for udfordring og konflikt. På trods af at jeg ikke forstod meget af mit eget kærlighedslivs sammensatte natur i ungdommen, blev jeg fascineret af de mere dybsindige mænd, ligeså sammensatte som mig selv, der tvang mig til at udfordre kærlighedens ubevidste dimensioner.
Disse primitive facetter af menneske hjertet tilhører ikke eventyrudgaven af at leve lykkeligt med den udkårne.
De næste mange år blev et helvede fysisk og psykisk. Jeg flygtede i perioder og boede hos venner i Sverige. Jeg holdt mig væk fra musik- miljøet hvor det hele udspandt sig. Jeg levede som et angst offer, og havde i hvert fald god grund til at tage mine forholdsregler.
Men hvad var det, der var på spil? Jeg havde tidligt en stærk fornemmelse af at ingen af os ville vinde kampen. Der var for meget vi ikke kunne overskue. Min angst der bundede i manglende tro på mig selv, var oppe imod hans cocktail af nervemedicin og spiritus, blandet med antabus. Det blev en tidsindstillet bombe, der eksploderede og antændte det følelsesmæssige kaos, som var en del af os begge, og det kunne have gået grueligt galt.
Men hvad var det, der var på spil? Jeg siger ikke, at jeg havde fortjent volden. Ingen kan på nogen måde “fortjene” at blive udsat for vold. Men ”noget” var plantet dybt i mig, som jeg ikke var i stand til at gøre mig fri af; en aggression, en vrede. Det kunne ikke ses med det blotte øje, men mærkes, for et sensitivt menneske. Jeg passede dårligt på mig selv. Jeg kunne klæde mig udfordrende af og til, og havde ikke noget imod mænds blikke. Det betød ikke at jeg bevidst spillede på mit udseende, men måske ubevidst ønskede at pirre for at tænde den gnist, der fængede, når jeg mødte modstand eller vægring mod at indgå kompromis i en mand, der var lige så stærk som jeg, og som jeg vidste jeg ikke kunne dominere
Sagen er den, at det der bliver sået i sindet i opvæksten, kræver en forløsning igennem en kanal, et spejl. Jeg kunne ikke blive voldsudøveren, selvom jeg indeholdt en vis portion forvirring og vrede. Men jeg havde en tro på at livet og den kerne, der siges at være klogere end én selv, søger de konflikter og muligheder der er, for at blive konfronteret med skyggerne og det underbevidste, alene for at blive et mere harmonisk og helt menneske.
Symbiosen kan ikke vejes eller ses igennem et mikroskop. Det er spørgsmål for livet.