vågen, vækket
alt for vågen
alt for vækket

med alt mit

som om
det var marts’ klare strålers magt
der vækker isfugl fra verdens bedøvelse

som om
det var april ja, ja,
der vil strække os ud
uden ord og skik og brug

holde hænder og fødder fast
som om vi aldrig vil skilles

som om
det var maj der vil vokse
imellem øst og vest
ud over den fred der overgår al strid

som om
jeg var vågen
vækket

Vidstrakt


Jeg sidder her med min forhudsforsnævring / nårh nej, jeg har jo ikke sådan én / joh, jeg har faktisk sådan én, men så hedder det vel fissehudsforsnævring / og hør lige / det handler ikke en skid om min seksualitet / jeg sidder her og har ingen / men jeg mangler mobilepay / en you tube kanal så jeg kan blive snoozet lige nu og her for den jeg er og ikke den jeg var / jeg vil være med / jeg vil være med / jeg vil være med / til næste dronningerunde / lån mig et tørklæde / en paryk / en politistav what ever / jeg vil være med / i det næste øjebliks hvide blinkende tomhedsøjeblik / jeg vil se mit rovdyr i øjnene / der er så meget jeg ikke kan fortælle dig om min medskyldighed / men jeg er et træ, der folder kronen ud, fordi vinden kalder på den / jeg flytter mig ikke / jeg er hård / alene og rank / Jeg vil være med / jeg vil være med / jeg vil være med / indirekte med stammen for at uddrive skammen / og den næste sætning vil alligevel aldrig fortælle sandheden / det er sandsynligt men det kan også være, hvad det ligner / og for at være ærlig / jeg er vidtstrakt med risiko for at komme til at opdage noget helt nyt /

Barnet

20.09.2019

Jeg holder en bog med titlen ”Mit barn”, den smukkeste bog jeg nogensinde har holdt.

Det er fordi jeg aldrig mærkede duften af mit eget barn.

Jeg havde ingen næse, jeg havde ingen mælk.

Nej, den er smuk uden mig, jeg var ingen.

Jeg fødte mit barn i en ufærdig eufori af elle sump.

De skyndte sig væk med hende.

Hold dig til stien, rigkær og avneknippe, sumpen er bundløs.

Jeg dræbte mit første barn.

En pincet trak ham op af en skål.

Han var 5 cm orm med fiskeøjne.

Jeg kendte ikke til gråd.

Nattens døre var uden håndtag.

Mit tredje barn tabte jeg ud af skødet imens jeg sang.

Jeg græd ikke.

Jeg talte 3 linjer på højre hånds ulnarside.

Regnen giver sin regn tilbage til jorden.

Sommeren sætter sine æbler.