Jeg vil stadigvæk gerne

Jeg vil gerne have postvæsenet tilbage.  Ikke selve væsenet, men kulturen. Det at sidde en stille aften for at skrive en lap med ord, måske beundrende, og vide at de gled over i en hånd. At føle en slags overlevelse af sjælen.
Jeg vil gerne have, at mennesker kan blive ved med at få et arbejde med en løn, der sikrer tryghed og velfærd, som jeg husker det.
Jeg vil gerne opleve en blomstrende overskudsagtig natur med insekter, summende bier og sommerfugle, medicinfrie grise med krølle på halen, ja, et naturligt biodynamisk landbrug der har vundet over det konventionelle. Jeg vil gerne nå at opleve sunde og velfungerende børn overalt på kloden. Børn der opfostres af mennesker og ikke af maskiner, til at kende deres eget værd, at de er skabt med alverdens muligheder for udvikling af kreativitet, ånd, omsorg og evnen til at regenerere sig selv.
Jeg vil gerne have lov til at være glad for min PC og min IPhone, ikke fordi jeg er herre over teknologien, men fordi jeg måske kan nå at lære kun at bruge den, når det er nødvendigt.
Jeg vil gerne nå at opleve en bil der kører på vand, hvis det kan lade sig gøre, uden at pakke kloden ind i elektromagnetisk stråling?
Jeg vil gerne nå at opleve min planet udnytte fusionsenergien, som den mest naturlige reneste energi, i forståelsen for at A bomber er og bliver fortid. Jeg vil gerne nå at leve uden angst for nye teknologier, mistænkt for at blive udviklet med det formål, at få fuld kontrol over min krop og min bevidsthed.

Jeg vil gerne sige, at vi skal fanme skynde os, hvis jeg skal nå at opleve bare en brøkdel.

Hvorfor skal jeg opleve, at teknologi kan bruges til at kontrollere og nedbryde mig, når den burde være en gave der kan gøre mig til et bedre og klogere menneske?
Hvorfor skal jeg stille mig selv det spørgsmål, selvom jeg udmærket ved, at verden er gennemkorrupt, om hvorfor jeg ikke er berettiget til denne gave, uden at skulle fravælge min ret til at være herre i eget hus?

Jeg spørger bare, hvad helvede er meningen?