Author: Mona Larsen

Mona Larsen

peace haiku

sne –
opstået tavshed
på hyben                                                  /dreng dræbt at kæmpe snebold

orkan øje –
englen folder vingerne
et roligt sekund                                        /telefonen ringer og der er ingen

åbenbaret –
solens stråler
i mosaik                                                    /hvorfor modtager jeg opkald fra ingen?

fugleungen
springer ud i intethed
ubegrænset blå                                        /sms rammer den blå skærm

English version
snow –
occurred silence
on rose hip                                                /boy killed by giant snowball

hurricane eye –
angel folds the wings
a quiet second                                          /the phone rings and no one’s there

revealed-
the sun’s rays
in mosaic                                                   /why am I receiving calls from no one?

a young bird
jumps into nothingness
unlimited blue                                           /sms hits the blue screen

Continue reading →

Sakura

Haiku gruppen i Dansk Forfatterforening læser haiku på Sakura Festivalen, Langelinje

26. april kl: 11:20-12:30

Lyt med og find os på 2. Plateau

.SakuraJapan har igen indtaget Langelinje i de små 2 uger kirsebærblomsterne blomstrer. Haiku gruppen er inviteret, da HAIKU digtet stammer fra en gammel klassisk tradition. Haiku skrives i hele verden i dag og ”blomstrer” hele året på alle sprog i mange relaterede former. Udfordringen for mig personligt er netop at finde ind til grundfrekvensen og min egen kammertone så at sige, og skrive ud fra det liv der leves i dag.

Verden af i går

running men

Myer’s Hotel i Metzer Str., har sin charme. Møblementet lugter af det gamle DDR og jeg glor lige ind i en mur bag matterede vinduesruder, men badeværelset er tiptop. De har installeret et elektrisk klaver med hovedtelefoner, som en del af aftalen. Lyset, eller nærmere fraværet, minder mig om min mormors mørke stue i Rådmandsgade i 50’erne. Jeg tænder for TV ‘et, Günter Grass er død og de viser ”Bliktrommen”. Er du født germansk, grav dybt!

Jeg tænker på Stefan Zweig, der tog sit eget liv i 1942, forvisset om at nazismen ville smadre den civiliserede verden han var vokset op med. Han skrev lyset frem i sit exil i Brasilien.

På kant med skyggen
lyset flakker mørket op
i Prenzlauer Berg

Continue reading →

På togstationen

På togstationen stod en yngre fyr på strømpesokker. Jeg tænkte straks – en hjemløs! Jeg gik forbi ham som alle andre.

Hvad kunne jeg have gjort – bedt ham vente, til jeg kom tilbage med et par sko, jeg ikke kunne passe? Men så ville jeg komme til at svigte dem der ventede på mig – man har vel altid en undskyldning. Jeg kunne vel i det mindste have givet ham de par kroner, jeg tilfældigvis havde i lommen.

Burde jeg føle mig skyldig, ved at have ignoreret ham? Ja, for helvede! Men hvad skal jeg gøre næste gang i et pengeløst samfund? Skal jeg tilbyde min sofa, eller morgenmad på terrassen?

Jeg driver
ind i fremtid
affortryllet

 

Fantasi koncert

Kindheit


I morges var det umuligt at finde cyklen i virvaret af cykler foran den ny renoverede Nørreport Station. Jeg var ikke helt vågen efter nattens udskejelser på akustiske himmelstier, og hvis ikke jeg var blevet vækket af min kat, havde jeg ligget under dynerne endnu.
Det blæste en halv pelikan, hvilket ikke gjorde det nemmere, hverken at se eller at høre. Men en pibende lyd, der mindede om tryllefløjten fra Mozarts Opera ramte mit øre, da jeg spottede to drenge, der var i færd med at pifte cykler. Jeg samlede mig sammen og glemte hændelsen.
Eftermiddagen var ikke mindre tosset. 1. trompetisten dukkede aldrig op til prøven. Dirigenten havde tømmermænd og skummede over partiturets kragetæer ved at lade musikken og orkesteret glide til havs i Titanic-mystik. Da uvejret lettede kom orkesteret trods alt tørskoet i land, og det hele endte lykkeligt i musik og dans.

Hjerteslaget
musikkens urkraft
lagt i stormen

Continue reading →