Overfladisk set
er det nuværende nu
kun eet af mange

Tusinde nu´er
hvor mange ting foregår
hver dag i livet

Og alligevel
dette ene øjeblik
er det eneste

Dette øjeblik
du aldrig kan undslippe
det er altid nu

Dette øjeblik
nuværende som det er
altid som det er

Træd ind i nuet
træd ud af sindets indhold
stilheden opstår

Jeg er livets nu
jeg er det rum hvor det sker
jeg er bevidsthed

Den sofapude
der lægger en dæmper
på det hele

Alt ligger åbent
det skal ikke hedde sig
vi ej fik besked

Jeg binder sløjfe
om hele molevitten
uden regneark

Kom så efterår
tøv eller tvivl ej, hverken
godt eller ondt

Svalerne letter
henover korruptionen
målet, Afrika

Hold dig kørende
det onde er åbenlyst
og kan erkendes

Og, hold dig munter
hovedet på en hydra
har dagsordenen

Ligegyldigheds-
formular i støbeske
en kniv uden blad

Din værste fjende
dig selv, at du har sat dig
under maskinen

Må langsyn vinde
over snævert syn, og på
den korte bane

Rungstedlund, 16. august 2026

I BLOMSTERHAVEN

Rokoko rose
en rose er en rose
er en rose er

Algoritmerne
tilbageholder ikke
Blixens sangfugle

Kirsebærtræet
omringet af blomsterhav
i fuglehaven

Skriver en haiku
uden sminke og pudder
ved hendes grav

I GEMAKKERNE

Før alle andre
vågen ved solopgangen
til strandvejs-badet

Et dagligt ritual
ved skrin i pine og valnød
og tulipaner

Blixen var dansker
men egentlig emigrant
på et dansk tema

Isak Dinesen
altid mystisk, eksotisk
midt i hverdagen

At fejre hende
er at læse hende, om
og om igen og

overgivelse
under himmelhvælvingen
tankernes stilhed

regnen
tæller ikke dråberne
på den lange vej

jeg mediterer
går ind i dødelighed
jeg er helt vågen

den del af mig
der stadig gemmer sig
i mørket

så skidt da
jeg ta’r en runde mere
på pilgrimsfærden

stilheden
i lyde og billeder
flyder over

krigens sidste høst
tavsheden afholder os
fra at falde

sindsro
tomt som det japanske tegn
at det er sådan

vinteren på vej
solens ildkugle brænder
stille i mørket

der drosles helt ned
men jeg hører hver en lyd
fra vinterroser

i kortere glimt
tænker jeg at Kristus-blåt
fylder mit hoved

fuldstændigt fylder
hvert atom af min væren
som en renselse

der er en ømhed
når jordens overflade
mærker fødderne

25.08.1946 – 11.08.2017

anemonerne
min søster
bliver ikke bedre

åbent vindue
en verden bag dette
i hendes øjne

det er tirsdag
min søster bliver rolig
cellisten på vej

symaskinen
har ikke været i brug
alt for længe

hun kigger på mig
et sted imellem
her og der

vi er her alle
hunden gør uroligt
det er forbi

skynd dig så afsted
til din paradishave
snart barn på ny

dit nye ansigt
vandrer med solen i nat
på søvnens blomster

i

Haiku á 9

Døren til mit hus
bevogtes af lyd fra en
boks med hundeglam

Har du bemærket
de stiltiende trusler
der rammer vor jord?

Depressionerne
hvad med inflationerne
det globale krak?

Venter du nu på
vinterens glidebaner
før sol takker af?

Det er i nøden
udholdenheden prøves
lyset i mørket

Sorg tager sin tid
før styrken er tilbage
livet graves frem

Menneskeværket
forgængeligt som sandkorn
men ånden lever

Jeg drikker et glas
ferskvand mere dyrebart
end det sorte guld

Åbner du min dør
kommer vi sammen omkring
vor fælles lejrbål