Monsun

 

Se månens vaklen oven over snurretoppen
stjernernes rykagtige krympen under
fyrværkeriet i spaltningens forvirrede trin
i natten, hvor regnen vrides
af træernes sorte grene
standser saften i roden
lad os være oaser, der er ikke andet
mens de døde bæres bort
lad regnen tage til
flodernes monsunregn
nedpløjer løsrevne lemmer
drypper dråber i mørnede hjerter
på slagmarkerne
lad os vibrere på engene, sidde på bænke
i parkerne og vente på græs sammen med
de udstødte
give dem trolddom og magi
knusende monsunregn
river dyrene op fra sletternes sand
rækker kroppenes lavastrøm
mod himlen, venter på stormen
mine læber er ferskvandsfisk
gennem flodernes rivende formering
og jeg vandenes moder til svinehjorten
du er min undergrunds blodpøl
min kranieknogle mine evighedshjørner
vi bøjer ilden og krummer horisontens katastrofer
lad træerne flyve uden for vinduet
lad myg forvandle mig

tanker i 39 graders varme.

 

hjerne

Hun kastede sig i bølgerne og sank dybt til underjordiske skælv. Tiden forsvandt i øens rige grund af vulkansk aske. Hun sank i mytologien for derefter at klatre op ad de 600 trin til Phira. Tiden forsvandt i murværkets frie form. Ranke smukke kvinder, med fyldte vandkrukker på hovedet og svingende skørter, huggede sit billede ind i klipperne.

Gener er min skulptur, tænkte hun, mit eget Phira skabt af lyset, nedlagt i mine evner. Hun vendte tilbage til trillion-spørgsmålet,  ”hvad kom først? ”. På toppen af verdens tag var det vel naturligt at tænke i disse baner, undskyldte hun sig med.

Var det generne der lavede evnerne, eller evnerne der lavede generne? Ser man bort fra evnerne må man antage, som naturvidenskaben gør det, at det var generne, der lavede evnerne. Altså at stoffet havde tænkt over sig selv. Men hvordan kan stof tænke? Hjernen er kød. Man spiser abe hjerne i Kina. Er det selve kødhjernen, der laver tankerne og forstanden? Hvordan kan stof lave noget, der er dets modsætning, hvad det så end er, ånd måske? Kan stof andet end dø og gå i graven, når ånden har forladt det, som man siger? Emnet kunne få kødhjernen til at kværne videre, naturligvis med andel i den tænkning hun var i færd med.

Hun kom til at tænke på dengang, hun som barn lå på maven og rodede med en pind i jorden efter myrer. Fandt hun nogle, rev hun hovedet af dem. Dengang vidste hun ikke, hvad hun ledte efter. I dag ville hun vide, at der hvor hjernen skulle sidde, ville hun i stedet finde nogle små knuder; nerveknuder og intet andet. Det skulle så være med disse nerveknuder, at myrerne udførte deres arbejde? En adfærd så fyldt med forstand, uden en egentlig hjerne! Så lidt spild, eller rettere intet spild. Så snildt regnet ud, at det var de færreste kødhoveder, man ville tillægge de samme evner. Men det er jo bare instinkt der styrer dyrs adfærd; ikke noget at snakke om, siger de kloge. Arv, instinkt og naturlig udvælgelse, det er hvad det er. Insekter har ingen hjerne, og dog er forstanden til stede, i måden det hele forløber på?

Hendes hjerne fortalte hende, at forstanden er tilstede uden en hjerne. At hjernen eller nerveknuderne er selve redskabet som forstanden bruger, for at kunne komme til udtryk i den fysiske verden. Nøjagtig som en kande fyldes med vand, fyldes hjernen med tanker. Hun måtte gentage det for sig selv. Hun troede et øjeblik at have begået en genistreg.

Hjernen er altså kun selve årsagen til tænkningen. På samme måde som strubehovedet er årsag til, at den luft der indåndes, presses op gennem stemmelæberne for at passere klangrummene i bryst, hals og kranie, for derefter at slippe ud i stemmens klang som sjælens sladrehank. På samme måde som de geniale øreknogler er årsag og virker som springbræt for tonen i den hørbare verden. Hvor fanden kommer så tankerne fra?

Hun var ved at få solstik. Hun kom til at tænke på en dum historie om nogle englændere, der havde indført deres får til Sydafrika. Fårene døde af hedeslag.

Helt uden at skænke det en tanke, spiste hun nogle lækre mahognifarvede oliven, drak noget mere hvidvin og gik i seng for at være udhvilet til næste dag.

Dedikeret det hedengangne Grækenland.

Aspasianatten

oliventræets sølvglinsende krone som en opløftet eng3 olive

Jeg er forelsket i oliventræet. Det er tæt forbundet med menneskets historie. Det er hjemme på fem kontinenter, ikke kun mellem 30 og 45 nordlige breddegrad, men også på de tilsvarende sydlige breddegrader, og det er da noget, også for træer.

Oliventræet inspirerer til at finde styrken frem igen i en tid, hvor vi har brug for en Herkules styrke, som symbol på en overlevelse, der ligger i det stærke sejlivede træ, fra dengang mennesker døde af sult, ikke af overflod.

Lad os opdyrke den rigdom, der venter os som lysende olivengrene. Lad os tage magten til overvindelse af frygt og ensomhed. Lad os blive renset.

Læg dig under et træ og forestil dig fantastiske fabler og forunderlige fortællinger. Indånd oliens renhed, mens ganen smager på de gyldne dråber. Lad dine ører lytte til de modne oliven der blidt rammer jorden, og lad endelig dine hænder kærtegne de ældgamle oliventræers bark. Lad dit ansigt blive skrubbet og genopfrisket med olivenolie og groft middelhavssalt.

Continue reading