negle, som rovfugle
på kvinders forlængede
selvtillids mangel
læber som aberøve
trækker i krigsgevanter
negle, som rovfugle
på kvinders forlængede
selvtillids mangel
læber som aberøve
trækker i krigsgevanter
Poesien er
et møde med den anden
en del af dig selv
Lyriske digte
renset for retskrivningen
som løsrevet sprog
Der må være hul
så digtet kan finde vej
med jambementet
Poesi uden
det særlige tavse skrig –
næppe poesi
Når det er sagt, siger jeg, ta’r ordene rundt i nabolaget
sætter sig på en bænk i parken, venter på græs.
Tag dem dog i munden i din sådanhed
som bogstavs visdom, fødder af ler?
Andre ord er krypter, ubeboede skrænter
trolddomsbundne, driver de omkring.
Andre igen er bare pral, idiotiske meningsløse fornøjelser
menneskelige indretninger.
Ødets!
De vender tilbage, vær vis på det!
Jeg stod i det med begge ben, pludseligt, sådan føltes det; alt det, der havde ligget skjult i skyggen, som var blevet udelukket fra bevidst adfærd og værdinormer. Deri fandtes drømmenes uudgrundelige verden, fantasiernes kreativitet, de mystiske tilbøjeligheder og de besværlige følelser.
Muligheden er der i krisetider. Muligheden for, igennem forandring, at finde ind til sig selv på ny.
Og det siges, at mødet med den virkelige personlige omvæltende krise, ligger omkring 40 års alderen. Joh, tak!
Når alt kom til alt, udfordrede tilværelsen også min definition af sandhed. Jeg vidste det godt et eller andet sted, at der var noget der skulle kigges på. Sjælen kræver sin ret, eller bliver kødædende.
Jeg gjorde noget andet, der trodsede en søgen efter en rationel opklaring. Jeg ville jo leve. Og i stedet for at prøve at gøre mit liv forståeligt over for en professionel terapeut, dansede jeg. Jeg dansede en dans der lignede noget jeg ikke kendte eller nogensinde havde set. Det var en måde at bevæge sig på, jeg ikke havde en knage på. Men jeg forstod heller ikke helt min hat. Jeg dansede, eller rettere bevægede mit legeme rundt i alle kroge af dets selv hver dag i 1½ år. Til sidst begreb jeg min mangel og blev belønnet i den store eurytmisal på Vidar skolen.
Det var ikke kun farverne og duftene der vendte tilbage og blev stærkere. Det var først og fremmest en anerkendelse af hvem og hvor jeg var. Det var de synlige aftryk af den usynlige verden, som en ekstra sans, der trådte frem i fysisk form på gulvet og fulgte med mig hjem.
En særlig oplevelse var det, da jeg vågnede og så det hele oppefra. Der stod stenmanden ved min sengekant og åd sten og sagde: ”Nu har du set mig. Nu er din opgave at forskønne mig, for jeg vil blive ved at gå ved din side til dine dages ende. ”
Min stenerindring
oprejst ved fire vinde
et kors i sindet
ikke kun
bogstaver
og ord overgiver mig
til detfornemmelsen af
at jeg ved ikke hvad
ny måne desuden
til hvaden lille
tilstand af
røg i hvilken
tonehøjde
og tempo
23.10.1945 – 30.09.2018
selv gråspurvene
hænger med næbbet
ved Christianshavns Kanalhvad med Rabalderstræde
der er underligt stilleet strålende syn
fortæl dem, vinterroser
i mælkevejs lystroubadouren, salig er
den der tør give det bort
i går og i morgen
samtidigt
side om sidesom polyfonisk
tidselimineringMozart og Bach
i det 21.ende
sen blomstringtidens strømning
krydser sine spor