1. Gråden, den der sluger ordene som en pille af størknet korrektur. Og der er ingenting at rette. Det er gråden over billederne af børn, der æder skrald fra lossepladserne. Børn der har mistet deres forældre eller måske er blevet jaget bort af de selv samme, i håb om at de i det mindste ville slippe for at blive slået ihjel. Man tror det er løgn.

2. Løgn er der nok af. Men jeg har aldrig løjet, højst over for mig selv. Aldrig! Jo, en gang, da jeg var lille og stjal en 25 øre fra tallerkenrækken, og min mor opdagede det og sagde, at min næse ville begynde at vokse, hvis jeg da ikke forinden ville komme ud for en ulykke og blive lam i benene. Jeg plejede at løbe mig fra det. Jeg løb fra alle ungerne i legegaden. Jeg var den hurtigste og den frækkeste. Når jeg ikke løb, hoppede jeg. Jeg hoppede op på cykelskurene i baggårdene som en kat, og styrede alle de andre unger. Senere hen hoppede jeg ud over altanen ned i rosenbusken og løb ad helvede til, stærkt, hvis det var det jeg skulle, og det var det. Jeg sværger.

3. Næsen løber, og du har ikke andet end snot i hovedet. Men du vil gerne spare på toiletpapiret. Du prøver at åbne pakken med lommeletter til dine høfeber anfald. Du fumler. Du har svært ved at trække vejret. Du beskydes med kortison bombardementer, der gennemskyller dine årer, som plastik cirkulerer i verdenshavene. Din hjerne er top terrorprogrammeret. Du kvæles langsomt i lyden af det knitrende indpakningspapir. Dit blodtryk ligger på uudsigelige tal, det sortner for øjnene. Du ligger der, indhyllet i polyætylen, mens din mobil bipper for at fortælle dig, at du har en aftale hos Mindfulness/ApS. Du skal ikke tro på alt, hvad du hører. Det er bar løgn!

4. Man kan ikke lyve, uden at det mærkes på svedafsondringen og brystkassens rytme. Løgnedetektoren registrerer det hele. Forstillelse kan ikke forhindre en afsløring, men enhver har frihed til at lyve for domstolen og løgnedetektoren kommer sjældent i brug. Jeg siger det bare.