Jeg ville gerne kunne skrive
om ingenting
ikke fordi jeg er doven og slap
og hænger i min sofa

Nogle gange skal man ud
og helt undgå at støde
ind i ingen er svært

Nogle gange må man
standse op som om man
er fanget af en vind

Så står man der og bliver støttet
af sine sko og gule hue
og snipperne på ærmet

Det er for at prøve at huske skyerne
og så samler man sin frakke om livet
og går forbi en dåse og nogen kaster
en almisse til en tigger

Der er noget underligt
ingenting fra halsen
og nedefter
og så begynder
man alligevel at tale
til kroppen

Du skulle ikke være gået ud i dag
du skulle slet ikke være stået op
solen har for mange veje

Du vil bare begynde at mindes
og svarene begynder at spørge

Kan du huske vejen til stranden
med de glinsende våde sten
i morgenens favn

Så stirrer du og begynder
med noget
og du har hænder