Digte fra digte.dk
| Hadekorn 18.1.2009 |
| Jeg har aldrig villet slå nogen ihjel, men dog ønsket nogen død. Jeg har heller ikke haft nogen viden om, hvad det var. Det starter jo ikke med en viden om, hvad man føler. Det starter med det de andre gør foran dine øjne. Jeg skal ikke kunne sige, om der allerede på forhånd er nedlagt et frø, hvoraf hadet kan vokse, eller at frøet bliver sået i det øjeblik kornet folder sig ud foran øjnene. På den måde bliver det jo et spørgsmål om, hvem der har skylden, og jeg vil ikke tale om skyld. Jeg ved ikke, hvorfra den kommer. Den er måske et virus, og hvad er et virus? Men selve frøet, hvoraf hadet vokser, er ligesom billedet på en erindring, der ligger langt tilbage i tiden. Og frøet blev da også til en busk, der sidenhen visnede og gik tilbage til sit oprindelsessted. Blomsterne var sorte, og frøene kastede jeg til anemonerne og til de rådne stubbe af faldne træer i skoven, der alligevel blev gennemtyggede af myggelarver. Resterne gav jeg om natten til skyggerne, og den næsten ubærlige sorg over at hade, gav jeg til universets stjernestøv på indersiden af mine øjenlåg i mine bønner. Men jeg tror ikke, at jeg er frifundet af den grund. Erindringer er i sig selv kapslet ind i billeder, der flyder rundt som former i universet. De bliver til vores kollektive bevidsthed, der er klar til at eksplodere på det rette tidspunkt, men det ligger uden for min kontrol. |
Fantastisk. På alle måder!
Tak, Bettina.