Ode til mine elskede brune skindbukser

(til minde om en frygtelig dag, hvor det skete af bar angst, på vej til øjenlægen)

Så døde du, kun 30 år gammel. Du gik desværre ikke ned med maner. Du kvaltes bogstavelig talt i mit eget shit. Du bevarede dog i det mindste farven. Tak for turen.

Du har varmet min røv i alle årene, om den var blevet lidt for stor, sked du til gengæld på. Det var den indre glød og min afhængighed af at pakke dig ned, når det blev sommer, for at tage dig frem igen og igen næste gang kulden bed, der betød noget. Og ingen Black Friday har kunnet slå dig ud, og kommer heller ikke til det.

Din varme duft og smukke jordfarve blev hængende på mig hver vinter. Du, sammen med frakken, der blev født nogenlunde på samme tid, var et perfekt par og mine venner altid. Nu hænger frakken til tørre, den kan jeg ikke lade dø. Noget må jeg have som et slags eftermæle af dig, sammen med din livrem.

Tak, og hvil i fred.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.